Prøv avisen

Usikre regeringer afspejler demokratiets krise

Tegning: Rasmus Juul

Kollapsede regeringer og nyvalg bliver stadig mere almindeligt i de vestlige demokratier. Tidens værdipolitiske brydninger passer ikke ind i den gamle højre-venstre-tænkning, og derfor splittes det politiske liv i mange nye partier

Spanierne skal i næste måned til det fjerde valg på blot fire år, efter at Socialistpartiet ved valget i april blev størst, men ikke kunne sikre sig et flertal til at danne regering. I Israel har et forhandlingskollaps efter valget for fem måneder siden ligeledes ført til nyvalg – igen uden noget klart flertal. Og i Tyskland kæmper de kriseramte gamle folkepartier en sej kamp for at danne holdbare regeringskoalitioner efter delstatsvalg i Sachsen og Brandenburg, som gav jordskredssejre til det højrenationale parti Alternativ for Tyskland, AfD.

En klar sejr til Østrigs unge konservative leder, Sebastian Kurz, ved valget i søndags, tegner heller ikke til at give let og automatisk adgang til kanslerposten igen. De mest oplagte regeringspartnere er forbundet med store knaster.

Det bliver med andre ord sværere og sværere for politikere at samarbejde og mere og mere almindeligt, at vælgernes stemmer ikke fører til de resultater, der i årtier har fået de vestlige demokratier til at fungere. Tendensen har fået det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel til at advare om ”en tiltagende radikalisering i samfundene, som gør kompromiset vanskeligt”.

Problemer med at danne regeringer er knyttet til en grundlæggende demokratisk krise på begge sider af Atlanten, mener Boris Vormann, som er professor i statskundskab ved det tysk-amerikanske Bard College Berlin og aktuel med bogen ”Demo- cracy in Crisis: The Neoliberal Roots of Popular Unrest” (Demokrati i krise: Den folkelige uros neoliberale rødder).

”Samfundene er blevet stærkt polariseret, og de etablerede politiske partier mobiliserer ikke længere tilstrækkelige stemmeandele til at opbygge stærke regeringskoalitioner. Dette udgør ikke et stort problem i USA, hvor vinderen tager det hele i præsidentsystemet, men de europæiske parlamentariske systemer kæmper med fraværet af stærke koalitioner,” siger han.

Ligesom den offentlige sfære er blevet mere polariserende, blandt andet på grund af den rolle, identitetspolitiske spørgsmål har fået, er det politiske system også blevet splittet i et større antal partier, påpeger Boris Vormann. Det skaber en negativ spiral, hvor ideologisk vidt forskellige partier må gå i regering sammen, eller hvor traditionelle hovedmodstandere må indgå i koalitioner som i Tyskland, hvor kristendemokrater og socialdemokrater modvilligt danner regeringspar i Merkel-regeringen.

”Det gør det meget vanskeligt for hvert af disse partier at danne og udvikle deres egen profil frem til næste valg, og det fører igen til mere utilfredshed blandt vælgerne,” siger han.

Tendensen har de seneste år manifesteret sig i rekordlange regeringsforhandlinger, som ofte har skabt en følelse af usikkerhed i befolkningen. For knap to år siden var Tyskland vidne til de længste koalitionsforhandlinger i nyere tysk historie, og i Sverige, hvor en regeringsdannelse siden 1945 i gennemsnit har taget seks dage, tog det fire måneder at danne ny regering efter valget i september sidste år. I Italien førte resultatet ved det seneste valg til en koalition mellem Femstjernebevægelsen og det højrenationale Lega, som siden faldt fra hinanden.

Når det er så vanskeligt at danne regeringer, er det udtryk for, at det klassiske stabile politiske system ikke længere giver mening for mange vælgere. Det vurderer Susi Meret, lektor ved institut for kultur og globale studier på Aalborg Universitet med speciale i populisme.

”Der er nye værdipolitiske brydninger, som ikke passer ind i den gamle højre-venstre-tænkning, og den nye norm er fremkomsten af nye partier, som ofte kun har én mærkesag såsom fremmedfjendtlighed, miljø eller veganermad,” siger hun.

De etablerede partiers forsøg i begyndelsen af 2000’erne på at ignorere eller afvise de nye partier byggede på en forståelse af partierne som midlertidige fænomener, et udtryk for protest og utilfredshed, noget, der snart vil forsvinde igen. Men den politiske virkelighed har vist, at mange af disse partier snarere konsoliderer sig.

”Det vil sige, at det er blevet stadig mere besværligt at minimere deres indflydelse, negligere deres politiske mærkesager og at danne regering uden om dem,” siger Susi Meret.

I stedet har man forsøgt enten at inddrage dem direkte i den politiske magt eller at holde dem ude, men inkorporere dele af deres politik, fortæller hun.

”I Danmark har man for eksempel inddraget Dansk Folkeparti, mens regeringen i Tyskland har adopteret dele af AfD’s indvandringspolitik. I Tyskland forsøgte man også i 1980’erne at holde miljøbevægelsen uden for indflydelse, men siden har De Grønne konsolideret deres magt,” siger hun om det tyske parti, der står som en af de seneste årtiers største politiske succeshistorier.

Flemming Juul Christiansen, lektor i politik og forvaltning ved Roskilde Universitet, peger også på, at de nyere partier ser ud til permanent at blive stærkere: venstrefløjen med fokus på miljø- og identitetspolitik og højrefløjen med fokus på indvandring og islam.

”Mange af de nye partier, især til højre, indgår ikke i ligningen, når der skal dannes regering, og de andre partier er derfor nødt til at finde sammen på trods af ideologiske forskelle. I nogle lande har man det som erklæret mål at holde dem uden for indflydelse, men det har ikke svækket partierne,” siger han og henviser til den folkelige opbakning til Alternativ for Tyskland, Sverigedemokraterne og Vlaams Belang i Belgien.

Svage regeringer og stærke politiske yderfløje har tidligere ført til demokratiets sammenbrud, minder Flemming Juul Christiansen om.

”Historien har vist, at problemer med at danne holdbare regeringer har kunnet udløse centrifugale politiske kræfter. I Weimarrepublikken voksede nazister og kommunister sig store, mens den ene regering efter den anden brød sammen, og nazisterne endte med at få magten,” siger han og tilføjer, at den fjerde franske republik efter Anden Verdenskrig også brød sammen på grund af politisk ustabilitet, inden modstandsmanden Charles de Gaulle vendte tilbage til politik og grundlagde Den Femte Republik.

Men tidens politiske opbrud kan også betragtes i en positiv optik, mener lektor Susi Meret. Forskerne har delte meninger om, hvorvidt de mange nye partier hjælper eller svækker demokratiet, siger hun.

”Det kan være forvirrende for vælgere at skulle tage stilling til så mange partier – som vi ser det i Italien. Men man kan samtidig argumentere for, at de nye partier blot tager hensyn til de forskellige behov, der kommer fra vælgerne. Og at de føjer ny energi til den politiske debat ved at tvinge de traditionelle partier til at blive tydeligere i forhold til, hvad de egentlig vil politisk, og hvilke vælgergrupper de ønsker at nå, frem for blot at fastholde status quo og tage vælgerstøtten for givet,” siger Susi Meret.