Selv nogle af de mest stædige Likud-kernevælgere måtte sige nej til premierminister Benjamin Netanyahu ved tirsdagens valg. Et mindre oprør over hans arrogance, det dårlige forhold til USA, hans uhellige alliance med højrelederen Avigdor Lieberman og det tilsyneladende uforklarlige voksende økonomiske underskud kostede Netanyahu 11 mandater ved valget. Og selvom 31 mandater stadig gør ham til leder af det største parti, er det langtfra nok til at lade Netanyahu oprette en kloning af den nuværende regering, hvor højrefløjen er altdominerende.
LÆS OGSÅ: Valg i Israel: De vigtigste partier
En fjerdedel af Likud-vælgerne hoppede i protest mod Netanyahu i favnen på to andre partier: det nye Yesh Atid (Fremtiden eksisterer) under ledelse af Yair Lapid, og HaBeit HaYehudi (Det jødiske hjem) under den nationalreligiøse Naftali Bennett.
Det skridt fra vælgernes side er et klart udtryk for utilfredshed med personen Benjamin Netanyahu, men også en kritik af den ekstremistiske tone, hans regering har lagt for dagen de seneste tre år. Skuffelsen over hans kulegravning af Tal-loven, der kræver værnepligt for ortodokse, bevæger sig langt ind i hans eget Likud-parti. Så langt, at mange Likud-vælgere har været med til at give Yesh Atid, der prioriterer værnepligt for ortodokse meget højt, 19 mandater.
LÆS OGSÅ: Israels vigtige valg
Men ved at hoppe over til det nye Yesh Atid-parti sender vælgerne også et signal om, at de ønsker at bevare en centrumorienteret regering under ledelse af Netanyahu. En regering, der vil tage hånd om økonomien og løse problemerne med den ortodokse befolkning. Men samtidig også en regering, der efter vælgernes bedømmelse ikke vil agere uansvarligt i forhold til palæstinenserne.
Havde vælgerne ønsket at opprioritere fredsforhandlinger med palæstinenserne, ville de være hoppet over Yesh Atid og gået længere mod venstre og kastet deres stemme på Arbejderpartiet i stedet. Men Arbejderpartiets skuffende 15 mandater viser, at israelerne endnu ikke tør overlade ansvaret til det parti, der mere end andre sættes i forbindelse med fredsprocessen i 1990erne.
LÆS OGSÅ: Jødisk kulturkamp splitter Israel
Yair Lapid er vellidt i Israel, men han er ikke nogen politisk fredsdue. I november 2012 udtalte han blandt andet, at hvis Israel bare står fast på sine krav, vil palæstinenserne opgive kravet om at kalde Jerusalem for Palæstinas hovedstad.
Konklusionen er, at et flertal af israelere ønsker en bred regering, der kan tage store og drastiske beslutninger, hvis det bliver nødvendigt, og ikke en polariseret højre- eller venstreregering, der trækker landet i den ene eller anden retning.
Netanyahu er næsten tvunget til at samarbejde med Yesh Atid og et eller to andre partier, hvis han vil have en bred regering. For Lapid og for de israelere, der ønsker en centrumregering, er det et godt udgangspunkt.Lapid kan hæve kravene for at gå med i regeringen, og næsten alle hans ventede krav er der konsensus om på den politiske midte. Han kan kræve opprioritering af fredsforhandlingerne eller nedprioritering af bosættelserne. Han kan kræve løsning af værnepligtsproblemet. Eller også kan han kræve et budget med større retfærdighed over for den israelske middelklasse, han repræsenterer.
Alle ovenstående krav vil tvinge Netanyahu til at ændre sin hidtidige politik og til at tage et eller flere skridt ind mod den politiske midte. Sådan som de israelske vælgere har ønsket.