Valgkamp har ikke stoppet Afrika-indsamling

Kristeligt Dagblads læsere bidrager fortsat flot til indsamling for Folkekirkens Nødhjælp

En somalisk pige i en flygtningelejr i Kenya er på vej til fejringen af eid, afslutningen af ramadanen. Pigen er en af de mange millioner, der er drevet på flugt af tørken på Afrikas Horn.
En somalisk pige i en flygtningelejr i Kenya er på vej til fejringen af eid, afslutningen af ramadanen. Pigen er en af de mange millioner, der er drevet på flugt af tørken på Afrikas Horn. Foto: JONATHAN ERNST Denmark.

Helle eller Lars? Lars eller Helle?

Den danske duel om statsminister-posten har for en tid trængt Østafrikas sultramte befolkning væk fra avisernes forsider.

Men i Kristeligt Dagblads indsamling, arrangeret i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, strømmer pengene stadig ind, uagtet den hjemlige politiske dyst.

INDSAMLING: Sådan giver du et bidrag

Den seneste opgørelse viser, at der fra læserne nu samlet er doneret 2.386.171 kroner, næsten fem gange mere end det oprindelige mål på 500.000 kroner.

På fredag afsluttes indsamlingen og fra Folkekirkens Nødhjælp lyder der en stor tak til Kristeligt Dagblads læsere.

"Indsamlingen nærmer sig nu sin afslutning og det er glædeligt at se at vi nu er oppe på 2.386.171 kr. Generelt ser Folkekirkens Nødhjælp en nedgang i antallet af bidrag til hjælpearbejdet efter at valgkampen for alvor er gået igang. Det har derfor været ekstra dejligt at se at Kristeligt Dagblads læsere forsat vælger at støtte op om indsamlingen og det langsigtede udviklingsarbejde på Afirkas Horn", siger Kim Skytte, fundraiser ved Folkekirkens Nødhjælp.