Vatikanet forsvarer Tintin

Tegneserien Tintin i Congo er henvist til skammekrogen i de britiske boghandler. Et udtryk for politisk korrekt vanvid, mener Vatikanet

Tegneserien "Tintin i Congo" er henvist til skammekrogen i de britiske boghandler.
Tegneserien "Tintin i Congo" er henvist til skammekrogen i de britiske boghandler. Foto: Bogforside.

Vatikanets officielle avis LOsservatore Romano forkaster britiske boghandleres behandling af et omstridt tegneseriehæfte, der fortæller historien om Tintins besøg i Afrika. Avisen hylder i stedet den blonde journalist som en katolsk helt. Det skriver The Telegraph.

Tintin-læsere har de seneste fire år måttet søge i afdelingen for voksentegneserier for at finde hæftet med Tintin i Congo hos landets største boghandlere. Flere af billederne bliver nemlig beskyldt for at have en racistisk undertone, hvilket i 2007 fik boghandlen Borders til at fjerne tegneserien fra børnehylderne, skriver The Telegraph.

Men den behandling af Tintin problematiseres nu igen af L'Osservatore Romano, der i en artikelserie kalder Tintin for en skytsengel for kristne værdier og en vestlig ridder i moderne tid.

Den katolske avis anerkender, at tegneserien er farvet af et imperialistisk verdensbillede fra 1930erne, men spørger om datidens forældede syn virkelig vil være i stand til at fordærve unge briter, som i dag er opdraget med internet, videospil og fish & chips.

Britiske boghandlere sælger stadig Tintin i Congo med et beskyttende omslag, der advarer om hæftets småborgerlige og patriarkalske skildring af det afrikanske folk.