”Som at sende bier i krig”: Veganere beskyldes for at være årsag til biers massedød

Milliarder af amerikanske bier dør, og den stigende efterspørgsel på mandelmælk får en del af skylden

Foto: Iris/ Ritzau Scanpix
Foto: Iris/ Ritzau Scanpix.

I disse dage begynder de første mandeltræer at blomstre i det sydlige Europa, mens det varer et par uger endnu, før det smukke syn åbenbares i Californien. Den amerikanske delstat leverer 80 procent af verdens mandler, og her lige inden den årlige bestøvning er den produktion pludselig kommet i centrum i et dilemma, der giver veganere dårlig miljø-samvittighed.

I takt med at veganere og andre, der foretrækker planteføde, har kastet deres kærlighed på de sunde stenfrugter, er forbruget nemlig steget, også af den såkaldte mandelmælk, som bliver flået ned fra hylderne, især i USA. Derfor gav det genlyd, da internationale medier for nylig begyndte at skrive om, at mandel-produktionen slår de amerikanske bier ihjel.

”Som at sende bier i krig: Den dødelige konsekvens af din hang til mandelmælk,” stod der for eksempel i The Guardian, mens det største amerikanske ugeblad, People, konstaterede: ”Mandelmælk dræber milliarder af honningbier.”

Biernes helbred og overlevelse er i forvejen et hidsigt punkt i miljødebatten, og de nye, dårlige nyheder gav med det samme foder til den konstante krig mellem veganere og kødspisere på de sociale medier som Twitter.

”Hvad så, veganere? Kan I lide at slå bier ihjel? Så skal I bare blive ved med at drikke mandelmælk,” lød det i én kommentar. ”Hej veganere, hold op med at slå alle de bier ihjel,” i en anden. Den britiske kommentator Piers Morgan, som ofte harcelerer over veganere, skrev på Twitter, at ”masse-slagteriet af milliarder af bier er jeres skyld, veganere/vegetarer.” Ordene ”hyklere” og ”bi-dræbere” går igen i kritikken. Mange veganere siger til gengæld, at de nu vil gå over til havremælk i stedet.

Dilemmaet opstår, fordi en meget stor del af de amerikanske biavlere hvert år i februar pakker deres bier sammen og rejser til Californien med dem, hvor de er hyret af mandelproducenterne til at sørge for bestøvningen. Noget tyder på, at det ikke er godt for bierne. Sidste vinter døde 40 og 50 milliarder bier, anslået omkring halvdelen af samtlige honningbier i USA, og ifølge The Guardian har den årlige rejse til mandel-land sandsynligvis en stor del af skylden. Dels bliver bierne stressede, fordi de bliver vækket til dåd tidligere på året, dels bliver de udsat for sprøjtemidler, som svækker biernes immunforsvar.

”Overskrifter, der hævder, at mandler dræber bier, er vildledende. Mandeltræer er ikke ansvarlige for drab på bier. Det er sprøjtemidler og stor-industrielle landbrugsmetoder, der slår dem ihjel,” hedder det i en kommentar i det amerikanske magasin Forbes.

”Lad os ikke blive narret til at bebrejde folk, der foretrækker mandelmælk, at de slår bier ihjel. Lad os anbringe ansvaret dér, hvor det ligger. Det er sprøjtemidler, der slår bier ihjel. Glyfosat, ho-vedingrediensen i Roundup, slår bier ihjel,” skriver fysikprofessor Laura Faye Tenenbaum i magasinet Forbes.