Det går under navnet Europas kornkammer. Det er rigt på råstoffer og er Europas fjerdestørste kulproducent. Det er, hvis man ser bort fra Rusland, det arealmæssigt største land i Europa, men med en økonomi, der samlet set er mindre end Tjekkiets. Og så er det ikke mindst et forholdsvist nyt europæisk familiemedlem, der kom til i 1991 efter Sovjetunionens opløsning.
Ukraine er de seneste 10 måneder blevet kendt for sine uroplagede områder, og det meste af verden er blevet introduceret for lokaliteter som Krim og Donbass og byer som Donetsk og Kijev.
Men landet er mere end sin strid med Rusland og prorussiske separatister i de østlige dele af Ukraine. Det er også historien om et område, der altid har kæmpet for selvstændighed, om et land med et kompliceret demokrati og om et land med en næsten tom statskasse. Samtidig er det historien om en europæisk nation, der trods umådeligt besvær måske er ved at blive til. Og ikke mindst er det et land, som er dybt splittet, fordi landets østlige og vestlige dele aldrig har fundet en fælles forståelse af historien.
Det historiske identitetsskel er ikke nyt. Det går tilbage til 1240, da området blev angrebet af mongolerne, som brændte Kijev ned til grunden og satte sig på det, der nu er det østlige Ukraine. Senere blev det vestlige og centrale Ukraine optaget i Den Polsk-Litauiske Union, og senere igen blev det vestlige Ukraine en del af Østrig-Ungarn. Derfor fik Vestukraine del i strømninger som renæssance, oplysningstid, humanisme, reformation og modreformation, der foregik i Europa gennem 1500-,1600-, og 1700-tallet og spillede en betydningsfuld rolle i demokratidannelsen.
Det er en af forklaringerne på, hvorfor der er så store forskelle mellem vestukrainere og østukrainere, forklarer Ukraine-kender Philip Sviatchenko, som selv er født i Ukraine, da landet var en del af Sovjetunionen.
”Strømningerne ramte ikke Østukraine, og det har betydet, at der en forskellig mentalitet og identitet og et forskelligt syn på historie,” siger Philip Sviatchenko.
Da Stalin i 1933 konsoliderede sin magt i Sovjetunionen og havde en vision om at gøre unionen til en stor magt i verden, var han klar over, at det var nødvendigt at få korn fra ukrainerne for at gennemføre den hastige industrialisering. Den ukrainske jord er særdeles frugtbar og har et kolossalt potentiale til landbrug. En identitetsmæssig stolthed, der konsoliderer sig i det ukrainske flag, som efter sigende med sin øverste blå farve symboliserer himlen, mens den nederste gule farve repræsenterer kornmarkerne.
Men idyllen er ikke let at få øje på i et land, som er et demokrati uden at være demokratisk, mener Philip Sviatchenko. Dette til trods for at Ukraine har et parlament, Verkhovna Rada, med parlamentsmedlemmer og ministre.
”Mens du og jeg sommetider bilder os ind, at vi ikke har tillid til vores politikere, finder der tillidsbrud sted i Ukraine på en skala, vi slet ikke kan begribe,” siger Philip Sviatchenko og uddyber:
”Det ukrainske parlament og det ukrainske demokrati er kulisser. Vi kan se, at kulissen står der, og vi kan vise parlament, højesteret, politi og hospitalsvæsen frem. Man vil også møde læger og kontorchefer, men de arbejder ikke virksomt, og de er ikke effektive, fordi alle arbejder i et større korruptionsskema, som begynder helt oppe i toppen på ministerniveau og langsomt, men sikkert går helt ned på laveste niveau.”
”Vi kan komme ned på jernbanestationen og bestille en togbillet fra en by til en anden by, men selvom vi kommer tre uger i forvejen, siger billetdamen: 'Der er desværre ikke plads, alt er reserveret.' Så må man spørge, om der er en måde, man kan forsøde hendes hverdag på og finde en løsning. Jo, det kan man måske godt, og så er der øjenkontakt, og man er klar til at betale en merværdi og en bestikkelse,” siger Philip Sviatchenko.
Korruption er Ukraines helt store problem.
Mens Danmark er på førstepladsen som det mindst korrupte land i en 2014-undersøgelse fra Transparancy International, kommer Ukraine ind som nummer 142 ud af 175 undersøgte lande. Foruden parlamentsmedlemmernes primære erhverv har de alle en sideforretning, og alt, hvad man kan forestille sig i et samfund, er gennemsyret af korruption. Et mønster, der opstår, når der aldrig er helt nok af noget, forklarer Claus Mathiesen, der er lektor ved Forsvarskademiet og Ukraine-ekspert.
”Når man har en generel underskudskultur, begynder man at købe sig adgang til alt - lige fra rettigheder til hospitalsbehandling. I Ukraine er det så udbredt, at det er blevet en integreret del af Ukraines økonomiske kredsløb,” siger Claus Mathiesen.
Han peger på, at Ukraine ud over sine korruptionsproblemer er et land med yderligere tre store problemer. For det første kæmper landet med at få defineret, hvad det er for en nation, indbyggerne ønsker at opbygge, herunder hvad vil det sige at være ukrainer.
”Det seneste års begivenheder har rykket en hel del ved forståelsen af, hvad en ukrainer er, og hvad det vil sige at være borger i Ukraine. Det har været en meget dramatisk proces, og mange er blevet tvunget til at have en holdning til noget, de tidligere ellers har skubbet lidt til side, fordi det ikke var så afgørende,” siger Claus Mathiesen.
Samtidig peger han på, at Ukraine skal finde ud af, hvordan man vil sikre sig sikkerhedspolitisk, idet man igennem de seneste 10 måneders konflikt har mærket, hvordan det er ikke at have allierede at kæmpe militært sammen med. For det tredje står Ukraine over for det, Claus Mathiesen kalder statsopbygning, som handler om at få etableret en funktionsduelig ordning for den ukrainske stat. Det indebærer for det fjerde et betydeligt antal skrappe reformer, som er en stor udfordring for et land, hvor befolkningen i forvejen føler sig trætte og belastede.
Netop det økonomiske aspekt bliver alfa og omega for Ukraine. Gennem de seneste 10-15 år har Den Internationale Valutafond, IMF, lavet fire store milliardpakker med modydelser skrevet med store bogstaver. Blandt andet kræver IMF, at Ukraine nedbringer statens store udgifter til subsidier inden for især energiområdet, hvilket kan true den sociale orden.
Ukraines økonomi kan bedst betegnes som en oligark-kapitalisme, og status er, at landet de seneste 10-15 måneder har været i en form for krigsøkonomi. Først i forbindelse med demonstrationerne på Maidan-pladsen i Kijev og den tidligere præsident Viktor Janukovitjs afgang og efterfølgende i forlængelse af den russiske anneksion af Krim-halvøen og urolighederne og kampene i Østukraine. Det mener Thomas Köllner, indehaver af Krim Rejser og underviser på Københavns Universitet i Krim og Ukraines historie.
”Ukraines økonomi har været udsat for et gigantisk chok, og så sent som i sidste uge kom det frem, at Ukraines bruttonationalprodukt i fjerde kvartal i 2014 er faldet med cirka 15 procent i forhold til fjerde kvartal 2013, samtidig med at den lokale valuta er faldet med 75 procent i værdi det seneste år. Da vi havde krise i Danmark, lå vi på minus 1 til minus 1,5,” siger Thomas Köllner.
Han forklarer, at Ukraine har problemer med at betale offentlige ydelser som pension, sundhed og infrastruktur. Samtidig er prisen på alle importvarer fordoblet de seneste seks måneder. Staten har imidlertid kun cirka fem milliarders dollars (32 milliarder kroner) i valutareserver. Det er nok til cirka en måneds finansiering af import.
Trods de heftige politiske og økonomiske problemer har den vestlige del af Ukraine et kulturliv, som er blevet et middel til at bearbejde forholdene i Ukraine, herunder de stærkt korrupte tilstande.
”Det almindelige kulturliv fortsætter, men er stærkt præget af den her konflikt, og man kan ikke gå til forsamlinger eller møder, uden at det bliver en del af agendaen. Der er opstået et kulturliv omkring det at være ukrainsk og omkring det at ville gøre op med korruption,” siger Thomas Köllner.
