Vellykket OL skaber nyt håb i Brasilien

OL har vakt ny stolthed i Brasilien og håb om, at begivenheden kan være med til at genrejse landet

Over hele landet har brasilianerne fulgt med i OL, ikke blot som her i Rio, hvor der ses fodbold på gaden. De er stolte over, at det mod alle odds er lykkedes dem at afholde et forholdsvis vellykket OL. –
Over hele landet har brasilianerne fulgt med i OL, ikke blot som her i Rio, hvor der ses fodbold på gaden. De er stolte over, at det mod alle odds er lykkedes dem at afholde et forholdsvis vellykket OL. – . Foto: Scanpix/Valery Sharifulin.

”Rio og Brasilien har tabt OL, før det overhovedet er begyndt.”

Sådan lød det i en omfattende rapport fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, der blev bragt to uger før De Olympiske Lege begyndte. Rapporten dokumenterer blandt andet alvorlige problemer med menneskerettighederne, diskrimination af sorte og nye rekorder i drab begået af politiet. Hertil kommer en optakt til legene, der var præget af adskillige negative historier i medierne om zika-virus, tvangsflytninger af fattige, korruption, dårlige forhold for atleter og en potentiel terrortrussel.

Men til manges overraskelse er OL i Rio gået hen og blevet den internationale folkefest, som arrangørerne håbede på med stribevis af uforglemmelige øjeblikke. Mediernes fokus væk fra Brasiliens lange række af sociale problemer til fordel for sporten har været med til give Brasilien og OL væsentligt bedre omtale, end der ellers var lagt op til. Det var som om, at medierne blot ventede på, at den store skandale skulle indtræffe, og at det hele ville drukne i kritik og problemer, forklarer ekspert i medier og marketing, Diego Jimenez.

Men skandalerne er udeblevet, og verdens største sportsbegivenhed er forløbet forholdsvist gnidningsfrit til trods for skønhedsfejl. Det har skabt ny stolthed i Brasilien og et håb om, at OL kan være begyndelsen til en bedre fremtid i det kriseramte land.

”Når man ser på den internationale mediestrøm og de sociale tjenester har OL helt uventet været en relativ stor succes. Og det har ændret brasilianernes syn på legene og sig selv og givet fornyet tro på, at man sammen kan nå store mål,” siger Diego Jimenez i et interview med den brasilianske tv-station O Globo.

På gaden i Rio de Janeiro er de lokale også positivt overrasket over OL.

”Jeg har talt med mexicanere, kinesere og europæere. Og de fortæller alle, hvor smukt Brasilien er, og at vi har grund til at være stolte over OL og vores land,” siger mekanikeren Thiago Alvez.

Også blandt de tilrejsende er der ros.

”Vi frygtede at tage hertil, da medierne fremstillede det som om, at Brasilien var en ren bananrepublik. Men forholdene er gode, og brasilianerne er venlige, imødekommende og snakkesalige. Rio har virkelig leveret en eventyrlig og eksotisk ramme om OL,” siger amerikaneren Michael Tamer, der er i Rio de Janeiro med sin hustru.

For mange brasilianere kom det foreløbige OL-højdepunkt, da 24-årige Rafaela Silva i sidste uge vandt guld i judo og blev et nationalt samlingspunkt. Det blev hun blandt andet, fordi hun har nedbrudt mange af de barrierer og strukturer, som er med til at gøre Brasilien til et af verdens mest ulige lande.

”Brasilien er et utrolig splittet land mellem rige og fattige, sorte og hvide, mænd og kvinder. Her kunne det nærmest ikke være bedre med Rafaela, der som sort kvinde opvokset i dyb fattigdom i en favela, går hen og vinder i en udpræget mandesport som judo. Hun er et levende bevis på, at også fattige, sorte og kvinder kan opnå nationens højeste anerkendelse,” siger Michel Almeida, sportskommentator på tv- kanalen ESPN.

Men selvom OL for mange brasilianere har været en kærkommen pause fra en krisepræget hverdag, er det først nu, at kampen for alvor begynder, mener Diego Jimenez. På mandag, når OL er slut, kameraerne slukket og turister og medier vendt hjem, skal arven fra OL løftes.

”Det siges, at et OL er den største udfordring, en nation kan påtage sig ud over krigsførelse. Til trods for mange problemer har vi løftet den opgave stik mod omverdenens og vores egne forventninger. Det sammenhold og den gejst, som OL har skabt, skal vi bruge til at genrejse Brasilien og løse landets mange sociale problemer,” mener han.