På den aktuelle biennale i Venedig hænger et værk af Jeremy Deller i den britiske pavillon, der kan læses som en kommentar til byens krise. På billedet er en af Victoria-tidens markante kunstnere, William Morris, vendt tilbage fra det hinsides. Iført et moderne jakkesæt løfter han lystyachten Luna, ejet af den russiske multimilliardær Roman Abramovitj, op af den venetianske lagune parat til at smide den ud.
Titlen på værket er: Vi sulter midt i vores guld (We Sit Starving Amidst our Gold), og det er nøjagtigt, hvad venetianerne siger, at de gør: Mens strømmen af turister til byen vokser, lider Venedig.
LÆS OGSÅ: Klimaforandringer: Syndfloden nærmer sig
I weekenden havde lokale miljøgrupper kaldt til protest. Der var demonstrationer både til vands og lands, konferencer, teater og musik i og langs kanalerne i endnu et forsøg på at få stoppet forfaldet og protestere mod trafikken med de store krydstogtskibe, som skaber frygt for en ny ulykke som den, der skete på øen Giglio med Costa Concordia. Søndag var der sammenstød mellem demonstranter og politi, der trak stavene, og det lykkedes aktivisterne at blokere skibsfarten i flere timer og forhindre krydstogtpassagerer i at gå om bord.
Venedig er de senere år blevet en af Europas største havne for krydstogttrafik, og de gigantiske skibe sejler i stort antal ind og ud af byen hver dag, hvilket ifølge miljø-grupper skaber mini-tsunamier og forurener luften i en grad, der svarer til udstødningen fra 15.000 biler. Det siger arkitekten Cristiano Gasparetto, en af de lokale miljøforkæmpere.
Det har været en god dag, sagde Silvio Testa, talsmanden for protestaktionen søndag aften, fordi byen har sagt klart, at den ikke vil have krydstogttrafikken og vil have de store skibe ud af lagunen.
Men hverken de politiske eller de økonomiske magthavere har lyttet til protesterne indtil nu. Venedig er ved at drukne, i vand og turister. Den er ved at falde sammen under byrden.
Den britiske økonom John Kay skrev allerede i 2006, at Venedig var blevet en forlystelsespark. Som et forretningsmæssigt, politisk og kulturelt centrum døde Venedig allerede for århundreder siden. Det var turismen, der vakte byen til live igen. Hvis Venedig var ejet af Disneykoncernen, ville den ikke være i fare, erklærede Kay til stor ballade og fortørnelse, især hos byens daværende borgmester.
Men udviklingen er gået den vej. Antallet af indbyggere falder konstant og hurtigt, så der nu bor mindre end 60.000 i den gamle by, mens antallet af turister efter nogle vurderinger er oppe omkring 30 millioner om året. På spidsbelastede sommerdage bliver Venedig invaderet af over 80.000 turister i døgnet, men indbyggerne har svært ved at finde en grønthandler at købe ind hos, og hospitalet på Lidoen er solgt til et ejendomsselskab, der vil lave ferielejligheder.
Venedig er på Unescos liste over verdens kulturarv og er et kunstværk af en by, men den er også en af de mest skrøbelige i verden. Paladserne står på træpæle med fundamenter af sten over vandlinjen. De senere år er vandstanden steget så meget, at fundamenterne eroderes, og fugten trækker op i husene. De jernkonstruktioner, der bærer bygningerne, ruster, og mosaikker og freskoer bliver ødelagt af fugt.
De mange turister betyder samtidig øget trafik på vandet og i kanalerne, og det skaber turbulens, som igen er med til at erodere kanalkajer og fundamenter.
Byen smuldrer, siger Gherardo Ortalli, der er professor i historie ved Venedigs universitet.
Man behøver bare at tage en tur på kanalerne for at se, at det historiske centrum ligner en Gruyère-ost, udtalte formanden for gondolierernes forening, Aldo Reato, sidste efterår. Da var en kanalkaj lige kollapset.
Den stigende vandstandhar betydet, at byen bliver ramt hyppigt af oversvømmelser. Sidste år gik billeder af turister, der svømmede på Markuspladsen, verden rundt.
I et forsøg på at beskytte byen mod havet bliver der nu bygget en form for dige, kaldet Mose som ifølge italienerne henviser til den bibelske beretning om Moses, der skilte vandene under israelitternes flugt fra egypterne.
Projektet er det første af sin art og består af et antal søjler, der kan rejses til en barriere, når vandstanden stiger. Det er et projekt, der menes at komme til at koste omkring 40 milliarder kroner, og ingen ved, om det vil virke.
Der er andre problemer med Mose:
De planlagte barrierer vil måske forhindre oversvømmelser i de næste årtier, men havoverfladen vil efterhånden stige så meget, at de ikke længere kan beskytte byen. Den risikerer at blive oversvømmet to gange om dagen, skrev Unesco i en rapport for tre år siden.
Det er en udbredt og farlig misforståelse, at Mose er en løsning på problemerne med den stigende vandstand i Venedig. Det er forkert, og det, der bekymrer mig mest, er, at de italienske myndigheder ikke tænker langsigtet nok, mener Anna Somers Cocks, der indtil sidste år var formand for den britiske fond Venice in Peril, der renoverer for privat indsamlede midler.
Samtidig har Mose taget penge fra byen. Venedig plejede at få milliardtilskud af staten, men de penge går nu til at bygge de kostbare barrierer, og byen er stort set gået bankerot. Så der er ikke midler til vedligeholdelse eller renoveringer, og byrådet har i flere år solgt ud af arvesølvet.
Venedig er sat til salg. Byen sælger ud af de historiske paladser, siger professor Gherardo Ortalli.
Og samtidig kan man tale om en død by. Paladserne bliver til hoteller, lejlighederne til bed & breakfast. Det er, som John Kay skrev, en turistpark med gæster, der strømmer ind og ud. Og alligevel tænker ledelsen stadig på, hvordan den skal tiltrække flere i stedet for at begrænse antallet.
Alessandro Maggioni, der er rådmand for byens offentlige arbejder, har tidligere sagt, at alle kan se de problemer, Venedig har, men vi kan ikke gøre noget ved dem, fordi byen ikke har nogen penge.
Han anslog sidste år, at der var behov for omkring 440 millioner kroner til almindelige renoveringer og vedligeholdelse.
Men Venedigs politikere har mange planer om meget andet end at sikre de historiske bygninger. De ventes at give designermagnaten Pierre Cardin tilladelse til byggeriet af en skyskraber, der vil ændre områdets karakter markant, fordi den vil være to en halv gang så høj som klokketårnet på Markuspladsen.
Byrådet har også givet tøjkæden Benetton tilladelse til at lave shoppingcenter i et 500 år gammelt palads på Canal Grande. Der er planer om anlæg af nye kajområder, lystbådehavne og en ny undergrundsbane, som sammen med en satellitby på fastlandet vil ændre på økosystemet i lagunen, der i forvejen er sårbart.
De lokale miljøgrupper vil have stoppet det meste, men de vil især have de store krydstogtskibe væk fra den historiske by. I dag sejler de tæt på Markuspladsen og ned ad Giudecca-kanalen. I 2011 lagde i alt 655 af de flydende giganter til kaj i Venedig, og de får husene til at ryste og sætter vandet i oprør. Og så sender de op mod 30.000 turister ind i byen på en gang. På 10 år er antallet af krydstogtgæster steget fra 200.000 til 1,8 millioner om året.
Ansvaret for dette tilskrives især lederen af Venedigs havnevæsen, Paolo Costa, der ikke har vist nogen vilje til at flytte trafikken væk fra den historiske by.
Han har tidligere udtalt, at han ikke mener, at skibene gør skade på bygningerne, og fremhæver, at krydstogttrafikken giver penge og job til Venedig. Over 5.000 arbejdspladser tilskrives krydstogtindustrien, men pengene fra krydstogt- og endagsturisterne, der kun bruger omkring 150 kroner i gennemsnit, går i private erhvervsdrivendes lommer og hjælper ikke til at fylde byens tomme kasser.
Turismen skal bringes under kontrol, skrev Anna Somers Cocks for nylig i et indlæg i New York Review of Books.
De alt for mange turister tvinger venetianerne ud af byen og giver ikke nok til byen, så den kan vedligeholdes.
Hun mener, at der skal indføres en begrænsning på, hvor mange mennesker der må komme ind i byen hver dag en slags træk et nummer. Kan det ikke lade sig gøre, må man indføre en entré, der går direkte til at holde byen oven vande. For eksempel 30 euro pr. turist som når man går på museum.
Foreløbig har byrådet indført en afgift på hotelovernatninger, selvom hovedparten af turisterne altså ikke sover i byen. Og så har det netop indgået en aftale med tøjfirmaet Diesel, der vil renovere Rialtobroen mod til gengæld at få lov til at sætte deres reklameplakater op på den.