Carlos er gået fra 85 kilo til 66 kilo på halvandet år, men er nu igen oppe på at veje 72 kilo. For får han igen to og ikke et måltid som tidligere. Carlos, der er 56 år og gift uden børn, vil ikke fortælle sit efternavn af frygt for repressalier.
Han er én af 32 millioner venezuelanere, der kæmper en daglig kamp mod sult, ledighed, kriminalitet og generel uvished om fremtiden. 18 års socialisme har kørt olielandet helt af sporet. Menneskeretsorganisationer som Amnesty International advarer mod en yderligere forværring af den eksisterende humanitære krise og afviser de officielle tal for børnedødelighed og underernæring som kunstigt lave.
”Frem til 1998 levede jeg godt af indtægterne fra mine to huse og kunne indtil 2013 klare mig om end dårligere og dårligere. I dag er min computer-virksomhed gået helt i stå, og lejeloven betyder, at mine kontrakter bliver mindre og mindre værd uden mulighed for regulering i takt med den høje inflation. Det er en daglig overlevelseskamp for mig at finde småarbejde hist og her, selvom jeg har to huse,” siger Carlos.
Venezuelas forfatning fra 1999 har en såkaldt bolivariansk revolution som endemål. Dét har i næsten to årtier gradvist paralyseret al privat initiativ og vendt op og ned på samfundsøkonomien i det sydamerikanske land.
”Lejerne har alle fordelene og kan blive i huset. Det er langsommeligt at anlægge sag og umuligt at få lejeren smidt ud, fordi regeringen så har pligt til at genhuse denne,” fortæller Carlos.
Den bolivarianske revolution har over en bred kam sat markedskræfterne ud af spil. Carlos kan ikke sælge sine to huse, fordi værdien er rekordlav, og boligmarkedet er lammet af uvisheden om fremtiden. Han siger, at han risikerer at få indtægterne fra et eventuelt hussalg konfiskeret eller blive beskyldt for at ville underminere bankerne ved at have så mange kontanter på et tidspunkt med udtalt mangel på fysiske pengesedler og konstant tomme pengeautomater.
En månedsløn er på 500.000 bolivares, svarende til 316 kroner i den forgangne uge. Et kilo sukker koster 20.000 bolivares og et dusin æg 40.000 bolivares. Carlos modtager en gang om måneden en statsstøttet proviantpakke til 10.000 bolivares med to kilo mælkepulver, to flasker salatolie, tre kilo ris, tre kilo maismel, et kilo sukker, 10 pastapakker á 200 gram, kikærter, linser og fem dåser tun. Proviantpakken uddeles per husstand uanset antallet af personer.
”Jeg bruger timer dagligt i køer for at få varer. Sådan var det ikke helt frem til 2014,” siger han.
Carlos er indigneret over forholdene, men deltager ikke i de jævnlige folkeprotester af frygt for at ende som de 126 personer, der alene i år er blevet dræbt af sikkerhedsstyrkerne i sammenstød. Han stemte ikke ved regionalvalget sidste søndag, fordi han som hundredetusinder af vælgere fra traditionelt regeringskritiske områder i sidste øjeblik blev flyttet til et stemmested hundredevis af kilometer væk.
”Det påvirker de menneskelige relationer. Vi ser ikke vores venner mere og er hjemme klokken 18 før mørkets fremtid. Én ting er sikkert. Det er ikke en revolution og heller ikke socialisme, men anarki og undertrykkelse. Hvis jeg var under 30 år, ville jeg rejse væk.”