Prøv avisen

Venstre-ordfører: Forkert hvis svensk S-regering fortsætter

Michael Aastrup Jensen forstår ikke, hvorfor Venstres svenske søsterparti ikke taler med Sverigedemokraterna.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, undrer sig efter det svenske valg over, at der ikke umiddelbart ser ud til at være et magtskifte under opsejling.

Og det endda på trods af et mærkbart nederlag til den nuværende, socialdemokratisk ledede regering.

- 60 procent stemte imod den siddende regering. Men fordi Centerpartiet og Liberalerna ikke vil samarbejde med Sverigedemokraterna, er vi i den unikke situation, at vi alligevel kan ende med, at den røde regering fortsætter.

- Ud fra en helt almindelig, demokratisk tankegang er det for mig at se meget forkert, fordi det er det samme som at sige til de mange svenskere, der har stemt på Sverigedemokraterna, at de er ligegyldige, siger Michael Aastrup Jensen.

Lige præcis Centerpartiet og Liberalerna er søsterpartier til Venstre i Danmark. Men selv om de svenske og det danske parti altså deler de samme værdier, er holdningen til et samarbejde med Sverigedemokraterna meget forskellig.

- Jeg har talt med dem, men de er godt nok stædige. Det er, som om vi lever i to forskellige verdener.

- For at sige det ligeud, så tror jeg, at mange borgerlige i Norden havde håbet på et flertal bestående af Moderaterna, Kristdemokraterna og Sverigedemokraterna, for så kunne man måske have fundet ud af et fornuftigt samarbejde.

- Men det skete ikke, og derfor har vi nu denne uoverskuelige situation, siger Michael Aastrup Jensen.

Han håber, at de borgerlige svenskere trods alt finder sammen og lukker Sverigedemokraterna ind i varmen.

- Og jeg hører da også Moderaternas leder sige, at når et parti bliver så stort, som det er tilfældet, så er man nødt til at tale med det.

- Det er også det eneste rigtige at gøre. Sverige er et sted, hvor Danmark var i 1990'erne, hvor man kalder nogen for racister og det, der er værre, fordi de taler om de problemer, der helt reelt eksisterer, siger udenrigsordføreren.

/ritzau/