Prøv avisen

Venstrefløjen har taget fejl i spørgsmålet om indvandring

Modelfoto af dreng til børnetandlæge-- Når tandlægerne har børn og unge i stolen, nøjes de ikke med at kigge efter huller i tænderne. Landets kommunale tandklinikker spotter i stigende omfang børn med sociale problemer, med uforklarlige rifter, blå mærker Foto: Yadid Levy.

Visse grupper af indvandrere til Storbritannien holder fast i gamle landsbystrukturer og henter ægtefæller fra hjemlandet. Dermed bliver de ikke integreret. Samtidig underminerer billig arbejdskraft bunden af det britiske samfund, lyder kritikken fra den bogaktuelle forfatter og samfundsdebattør David Goodhart

Venstrefløjen har taget fejl. Den har været alt for åben og ukritisk og har ikke set den negative effekt, masseindvandring har haft på dens egne kernevælgere.

Kritikken kommer fra David Goodhart, britisk forfatter og direktør for tænketanken Demos. Det usædvanlige i kritikken er, at han selv hører til på samme liberale venstrefløj, hvilket i en britisk kontekst ikke alene betyder arbejderpartiet Labour og dem, der ligger til venstre herfor, men også de kulturelle og politisk mere midtersøgende liberale læserne af avisen The Guardian, som David Goodhart selv formulerer det en generalisering, som i en dansk sammenhæng vil svare til læserne af Politiken.

Han er aktuel med bogen The British Dream (Den britiske drøm), som ser på indvandringen til Storbritannien siden 1948, hvor briterne åbnede for alle, som var medlemmer af Commonwealth-familien.

Bogen er bredt og blandet anmeldt i de britiske medier og er hoppet gevaldigt op ad bestsellerlisterne efter en hidsig debat om, hvorvidt det var politisk korrekt censur, der var grunden til, at forfatteren ikke blev inviteret til at tale om bogen på den mest prestigefyldte britiske litteraturfestival i det walisiske Hay-on-Wye i slutningen af maj.

LÆS OGSÅ: To af tre indvandrere er fra vestlige lande

David Goodhart er selv overrasket over, hvor stor den debat var. Det fortæller han, da Kristeligt Dagblad møder ham hjemme i privaten i bydelen Highbury i det nordlige London. Over hønsekødssuppe, brød og cheddar fortæller han om bogen ved det store spisebord i køkkenet, som er hjertet i den store villa for familien med to voksne og fire børn.

David Goodhart er selv medlem af Labour, og han rejste første gang spørgsmålet om indvandring for snart ti år siden i magasinet Prospect, som han selv grundlagde og stadig er tilknyttet som redaktør.

Dengang udløste det et større opgør på venstrefløjen. Jeg følte mig som en religiøs kætter. Jeg blev beskyldt for at være liberal racist. Her næsten ti år senere er modtagelsen af min bog meget bedre, og der er nu en mere åben og nuanceret debat, reflekterer David Goodhart, som i sin bog konsekvent bruger begrebet visible immigrants eller synlige immigranter, som skiller sig ud i kraft af deres hudfarve i modsætning til den nye bølge af immigranter fra EU og særligt de nyere østeuropæiske medlemslande.

En af hans pointer er, at der er store forskelle på, hvordan forskellige befolkningsgrupper har formået at integrere sig.

Der er ingen, der overhovedet ikke bliver integreret. Men der er dem, der lever parallelle liv og i separate samfund. Dem med mindst succes med integration siden 1948 er folk fra landsbyer og landdistrikter i muslimske lande, som Kashmir i Pakistan og dele af Bangladesh og senest somaliere, fremhæver David Goodhart, der i bogen netop skelner mellem muslimer og de meget forskellige baggrunde, de har. Eksempelvis er pakistanske muslimer fra middelklassen i de pakistansk storbyer langt bedre integrerede end deres landsmænd fra landområderne. Andre velintegrerede etniske grupper er kinesere, hinduer og sikher fra Indien samt de grupper af sorte afrikanere, som kom til Storbritannien som studerende.

Men det er den første gruppe, som David Goodhart ser som et stort problem.

Folk med en landsbybaggrund har til en vis grad genskabt det lokalsamfund her i byer som Bradford og Leicester, samt London-bydele som Tower Hamlet og Newham, forklarer han.

Et af de helt store problemer er de såkaldte tværkontinentale ægteskaber, hvor ægtefæller bliver hentet fra det landsbysamfund på det asiatiske kontinent, hvor familien oprindeligt kommer fra.

Der er en førstegenerationsindvandrer i hver generation, hvis man hver gang bringer en ægtefælle ind, som ikke taler sproget. Forskere har vist, hvordan man har nogle, som i princippet er fjerde generation af britisk-pakistanske drenge, som taler tre til fire sprog halvt. De taler deres families dialekt hjemme, engelsk i skolen, arabisk i madrasaen (koranskolen) og urdu i moskeen, forklarer David Goodhart med den tilføjelse, at de ender med ikke at være gode nok til nogen af de sprog, som skal give dem adgang til job i samfundet.

David Goodhart er derfor fortaler for begrænsninger i familiesammenføringer.

Selvom det strider imod vore liberale principper om, at man skal have ret til gifte sig med, hvem man vil, så er der andre principper i spil her, siger han.

Der har været forsøg på politisk at hæve minimumsalderen for at bringe ægtefæller ind, fra 18 til 21 år, men det blev underkendt af domstolene med henvisning til menneskerettighederne.

Der er nu indført sprogtest for ægtefæller, og der er et finansielt krav om, at man tjener 18.600 pund eller mere (162.000 kroner, red.) om året. Det lyder måske ikke af meget. Men det er mange penge, hvis man er taxichauffør på deltid i Bradford, og det er meget upopulært, forklarer David Goodhart, som videre fortæller, at der er smuthuller.

En britisk-pakistaner kan således flytte til et andet EU-land som Frankrig med en mere lempelig politik. Efter tre måneder som gift dér er det muligt at omgå kravene.

David Goodhart fortæller, at ingen havde forventet, at mange ville tage mod tilbuddet om at komme til Storbritannien, da dørene blev åbnet for alle fra Common-wealth i 1948.

Frem til 1980erne kom der i alt to millioner indvandrere fra Commonwealth-landene, som i kraft af deres børn voksede til fire millioner.

Men der er en anden bølge af indvandring, som kom med New Labour, samt de åbne grænser i EU, som samlet set har resulteret i andre fire millioner nye mennesker i landet, hvorfor andelen af indvandrere i det britiske samfund eksploderede fra syv procent til nu 20 procent.

Vi fik rundt regnet fire millioner mere ind i landet på blot 15 år. Vi kan kalde det New Labour-indvandring men det var ikke noget, de havde forudset. Det skyldes ikke mindst effekten af de nye østeuropæiske lande i EU. Det var anslået, at måske 13.000 ville komme ind hvert år. I stedet kom 1,5 million fra 2004 til 2010. Det er beskrevet som den største folkevandring set i fredstid, konstaterer David Goodhart.

Han fremhæver, at lande som Danmark og Tyskland har et mere reguleret arbejdsmarked.

Hertil kommer, at de britiske fagforeninger står svagere.

Og funktionærer kunne se flere fordele i billig arbejdskraft udefra end de mere traditionelle socialdemokratiske stemmer. Det er et paradoks, at det var en Labour-regering som syntes, at det var godt, at den nye arbejdskraft sænkede lønomkostningerne, pointerer David Goodhart.

Mens megen indvandring altså kom i tiden med fuld beskæftigelse, er billedet ganske anderledes i dag, og det har ført til en såkaldt hvid arbejdsløshedsklasse på bunden af samfundet.

Vi har brudt vores sociale kontrakt. Alle samfund har uheldige befolkningsgrupper. Folk, der er dumme eller dovne. Eller folk, som er fanget i et velfærdssystem, fordi skæbnen var dem imod. Siden tiden med fuld beskæftigelse har vi haft en stor gruppe af de mennesker særligt i de gamle industriområder. Det er en skandale, at vi ikke gør mere for dem, lyder det indigneret.

David Goodhart beskylder således masseindvandringen for at have forværret den situation.

En af grundene til, at vi ikke gør mere for dem, er, at vi har så mange, der er kommet udefra, til at tage de job, som de ellers kunne have udført. Da vi havde fuld beskæftigelse, havde vi et system, hvor folk blev hentet af arbejdsgiveren, hvis de ikke kom på arbejde. Men hvis man har været arbejdsløs i mange år, så har man sikkert mistet sin arbejdsmoral. Men folk kan få den tilbage, fastslår David Goodhart.

Arbejdsgiverne har imidlertid ikke længere det sociale engagement til at investere i svage personer.

Det er et af mine personlige korstog. Åbningen til Østeuropa har haft ganske skadelige virkninger på bunden af arbejdsmarkedet på grund af det friske udbud af nye mennesker, som også taler godt engelsk, og som har lave forventninger til lønnen, fordi det stadig er mere, end de kan tjene i deres hjemland, fastslår David Goodhart.

Konsekvensen er samlet set, at 20 procent af alle job til ufaglærte eller personer med begrænset uddannelse er besat med folk fra andre lande end Storbritannien. Og at det i storbyerne stiger op til 40 procent.

Og samtidig opbevarer vi blot de mindre succesrige medlemmer af vores samfund på en hylde i velfærdssamfundet eller helt uden for systemet. Det er en anden grund til, at venstrefløjen skal finde den rette balance.

En anden konsekvens er, at arbejdsgivere ikke længere ansætter lærlinge og elever, som lige er blevet færdige med skolen. Det er lettere at plukke nogle fra hylden i Polen.

David Goodhart angriber på den baggrund hele tanken om arbejdskraftens frie bevægelighed i EU.

Jeg siger ikke, at vi skal hive vindebroen op igen. Men vi skulle aldrig have haft arbejdskraftens frie bevægelighed. Da den blev vedtaget, var det en symbolsk ting.

Men vi ser bevægelsen gå mod de rigere lande.

Han erkender samtidig, at det politisk vil være umuligt at afskaffe. I stedet skal de enkelte lande have ret til at prioritere deres egne dårligt stillede borgere. Men det vil i dag bryde med EU-reglerne.

Det er tosset, lyder det kort og godt.

Han vil også gøre op med, hvor relativt let det er at blive borger i Storbritannien. Efter seks år med fuld beskæftigelse og som britisk skatteborger kan enhver ansøge om et britisk pas. Uanset om de er fra EU, Commonwealth eller lande som Kina og Brasilien.

Vi skal gøre det sværere at blive statsborgere her. Jeg mener, at vi skal have to kategorier af borgere her i landet. Vi skal have midlertidige borgere, som har visse rettigheder, men som ikke kan få familiesammenføring. Og så gøre mere ud af dem, som er fulde statsborgere, som får flere rettigheder men også flere pligter. Men problemet er, at det strider imod tankegangen i den moderne tilgang til menneskerettigheder, pointerer David Goodhart, som selv har skiftet holdning til immigration og integration.

Jeg følte også selv tidligere, at det at være tilhænger af immigranter og immigration var en af de sidste bastioner for os på centrum-venstre-fløjen i forhold til at føle sig moralsk hævet over folk på højrefløjen. Det gav en følelse af at være moderne og selvretfærdig i troen på fordelene ved et multikulturelt samfund, og af at det var uproblematisk med høj indvandring, konstaterer David Goodhart som svaret på, hvorfor venstrefløjen tog fejl i spørgsmålet om indvandring.

David Goodhart: The British Dream. Successes and Failures in Post-war Immigration. Atlantic Books, 382 sider, 20 £