Italiens premierminister, Matteo Renzi, trak hele det europapolitiske symbolske register ud, da han i mandags samlede sine kolleger fra Tyskland og Frankrig, forbundskansler Angela Merkel og præsident François Hollande, på stedet for tilblivelsen af det føderalistiske Ventotene-manifest i 1941 for at drøfte EU’s fremtid oven på sommerens historiske Brexit-afstemning.
Ventotene er en af de seks lipariske øer, som ligger midtvejs mellem Napoli og Sicilien. Her indrettede Mussolinis fascistiske styre i 1930’erne et isolationsfængsel for sine politiske modstandere. Fængslet kom til at fungere som et veritabelt universitet og politisk udklækningsanstalt for efterkrigstidens anti- fascistiske politiske elite, først og fremmest det lille, men indflydelsesrige, liberaldemokratiske Partito d’Azione, der havde sin storhedstid fra 1943 til 1947.
Fangerne Ernesto Rossi og Altiero Spinelli skrev i vinteren 1941-1942 det såkaldte Ventotene-manifest. Det skitserede en føderalistisk organisering af Europa efter sejren over nazismen og fascismen. Skrevet på cigaretpapir blev det smuglet ud og nåede ad omveje til Schweiz, hvor det blev omdøbt til ”Manifest for den europæiske modstandsbevægelse” og blev program for Europabevægelsen.
Den ene af Europa-Parlamentets imposante bygninger i Bruxelles er opkaldt efter Altiero Spinelli. Det er på mange måder velfortjent. Spinelli, der levede fra 1907 til 1986, arbejdede hele sit liv for overnationalt samarbejde under overskriften ”Europas Forenede Stater”. Som 17-årig sluttede han sig til det kommunistiske parti for at kæmpe mod Mussolinis fascistiske styre i Italien og blev i 1927 arresteret og sat i isolationsfængsel.
Efter krigen skrev han udkastet til åbningstalen for Jean Monnet ved det første møde i den Høje Myndighed for Kul- og Stålunionen i august 1952. Det kom dog hurtigt til et brud mellem de to stærke personligheder, og Spinelli vendte først tilbage til europæisk politik i 1970. Trods sit nære forhold til det italienske kommunistiske parti, PCI, blev han udnævnt til kommissær for industrielle anliggender af en kristeligt demokratisk-socialistisk regering.
Seks år senere foretog han igen et overraskende skifte, idet han opgav kommissærposten og lod sig vælge til Europa-Parlamentet. Her var han afgørende for beslutningen om at indføre direkte valg i 1979. Det direkte valg var ment som en modydelse for institutionaliseringen af møderne mellem stats- og regeringslederne i Det Europæiske Råd i 1974. Tanken var, at Parlamentet skulle udgøre en folkelig modvægt til regeringschefernes topmøder.
Men sådan har det mildest talt ikke fungeret. Det er møder i Det Europæiske Råd, der har markeret de store spring fremad i samarbejdet som Maastricht i 1991, Amsterdam i 1997, København i 2002 og Lissabon i 2007. Møderne har selvfølgelig også markeret lavpunkterne for EU, som da Silvio Berlusconi under et topmøde på Korfu fortalte lumre vittigheder og lagde an på de andre regeringschefers overraskede hustruer. Eller Nice-topmødet i 2000, hvor et dårligt forberedt fransk formandskab forkludrede omfordelingen af stemmevægtene i forbindelse med den store udvidelse mod øst og tabte alt på gulvet i nationalistisk iver efter at bevare lige så mange stemmer til Frankrig som til Tyskland.
Det er således en tung arv, der mobiliseres, når EU’s tre tungeste ledere mødes på øen Ventotene, hvor de lagde blomster på Spinellis grav og sammen prøvede at formulere et svar på englændernes nej til EU.
”Vi har viljen til at skrive fremtidens historie,” lød det fra Renzi, selvom de ikke er enige om, hvorvidt tiden er til store, symbolske armsving. Men det er netop det, Matteo Renzi fra efterfølgeren til det italienske kommunistparti Partito Democratico ønsker i en situation, hvor han er indenrigspolitisk presset op til en folkeafstemning om en forfatningsændring til efteråret.