Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Verden ånder lettet op efter fredeligt møde mellem Trump og Kim Jong-un

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og USA’s præsident, Donald Trump, gav hinanden et historisk håndtryk i Singapore. – Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix

Det internationale samfund er nærmere fred og atomnedrustning efter mødet mellem Donald Trump og Kim Jong-un. USA’s præsident gav mere, end han fik af Nordkoreas diktator, og betydningen af mødet på lang sigt afhænger af de næste skridt

Historien om et ejendommeligt kurmageri mellem en præsident og en despot nåede sit foreløbige højdepunkt, da Donald Trump i går gik i enrum med Kim Jong-un på et hotel i Singapore. Den amerikanske leder, der fylder 72 år i morgen, og hans 34-årige nordkoreanske modpart skrev historie, da de i fællesskab åbnede et nyt kapitel i forholdet mellem de to atommagter, som de står i spidsen for.

Den kendsgerning, at mødet forløb venligt – måske endda hjerteligt – får mange iagttagere til at ånde lettet op. Det vovede diplomatiske eksperiment, som Donald Trump begav sig ud i ved at sige ja til at mødes direkte med Kim Jong-un, bringer på kort sigt verden et skridt nærmere fred og atomnedrustning. Den globale frygt for, at den bombastiske krig på ord, som de to lunefulde ledere førte for mindre end et år siden, vil føre til krig med kernevåben, er dampet af.

Begge mænd kan vende hjem til deres respektive hjemlande og sole sig i den enorme opmærksomhed, som topmødet fik. Mens Donald Trump i de kommende dage vil gøre krumspring for at præsentere mødet som et bevis på, at hans usædvanlige tilgang til diplomati virker, kan Kim Jong-un nyde sin pludselige forvandling fra en foragtet, latterliggjort og næsten fuldstændig isoleret slyngelstatsdiktator til en leder, der hilste på selveste USA’s præsident som en ligeværdig foran en statelig kulisse af amerikanske og nordkoreanske flag.

På lang sigt er det stadig uvist, om topmødet vil befri verden for truslen fra et atomvåbenbevæbnet Nordkorea. De to mænds tete-a-tete i Singapore var blot åbningssalven i det, som med stor sandsynlighed bliver en vanskelig, risikofyldt, langvarig og udmattende forhandlingsproces mellem hovedstæderne Washington og Pyongyang.

Inden han drog fra Washington mod Singapore, beskrev den amerikanske præsident stævnemødet på Capella Hotel som et ”lære hinanden at kende”-møde, og alt tyder på, at det netop var det, det blev.

USA’s målsætning er en ”permanent, kontrollerbar, uigenkaldelig” afvikling af Nordkoreas masseødelæggelsesprogram. Men topmødet sluttede, uden at Nordkorea lovede at afskaffe sine atomvåben her og nu, og præsident Trump, der blandt andet lovede nordkoreaneren at stryge USA’s fælles militære øvelser med Sydkorea, gav mere, end han fik.

De to ledere underskrev et dokument, som Trump svulstigt beskrev som en ”meget omfattende” aftale, der vil ”tage hånd om et meget stort og meget farligt problem for verden”, men som i realiteten blot var en bekræftelse af tidligere nordkoreanske erklæringer om, at landet forpligter sig til at arbejde hen imod en komplet atomnedrustning på den koreanske halvø. Dokumentet er småt på detaljer om, hvordan Nordkorea vil nedruste, og inkluderer ingen tidslinje eller konkrete planer for, hvordan USA vil kontrollere, at Pyongyang rent faktisk lever op til sine løfter.

Det symbolske kammerateri, som Donald Trump og Kim Jong-un udviste i går, skygger for kløften mellem ord og handling. Realiteten er, at Nordkorea er en nation, der længe har behersket den diplomatiske kunst at udsætte, forvirre og manipulere.

Nordkorea har tidligere ladet hånt om aftaler, som amerikanske præsidenter har været part i, og har fortsat med at udvikle sine evner til at sende masseødelæggelsesvåben over Stillehavet i USA’s retning. Den tidligere topdiplomat Christopher R. Hill, der stod i spidsen for forhandlinger med Pyongyang i præsident George W. Bush-årene, beskriver i sin selvbiografi ”Outpost: A Diplomat at Work” (Forpost: En diplomat på arbejde), processen som et sisyfosarbejde.

”Hvad enten det stod i deres forhandlingsmanual eller ej, så havde nordkoreanerne en irriterende vane med at indvilge i noget og så vende tilbage og ikke indvilge i det, de lige havde indvilget i,” skriver han.

Trump er næppe uvidende om udfordringerne, men han har øjensynligt afgjort, at præmien – et afvæbnet Nordkorea – er risikoen værd. Nordkorea er i hans præsidentperiode angiveligt blevet i stand til at nå USA’s fastland med et missil udstyret med et atomsprænghoved. Topmødets egentlige betydning vil først kunne evalueres om måneder eller år, men lykkes det at udviske truslen fra Nordkorea, vil præsident Trump skrive sig ind i historiebøgerne som den præsident, der lagde kimen til en af USA’s største udenrigspolitiske succeser siden Anden Verdenskrigs afslutning.

Realiteten er, at Nordkorea er en nation, der længe har behersket den diplomatiske kunst at udsætte, forvirre og manipulere

Sidsel Nyholm, USA-korrespondent