Prøv avisen

Isolerede stammer siger nej til vores verden – også med vold

Øen North Sentinel menes at have været fuldstændig ubesøgt siden 1991. Foto: Indian Coast Guard, HO/AP/Ritzau Scanpix

En amerikansk mand er blevet dræbt, da han opsøgte indfødte på en isoleret indisk ø. Globalt findes der flere end 100 isolerede stammer, og den tragiske sag illustrerer, at nogle samfund skal have lov at forblive uopdagede, siger formand for Eventyrernes Klub i Danmark

Et af verdens mest isolerede samfund ligger i Den Bengalske Bugt mellem Indien og Myanmar – på øen North Sentinel. Øen, der er en del af den indiske øgruppe Andamanerne, menes at have været fuldstændig ubesøgt siden 1991, og de indiske myndigheder har forbudt adgang dertil. Den beboes af et indfødt stammefolk, som møder ethvert forsøg på kontakt med spændte buer og skarpe pile. Alligevel bevægede den 27-årige amerikaner John Allen Chau sig i lørdags ud på øen.

Ifølge internationale medier betalte han lokale fiskere for at sejle ham derud, og det er fiskernes beretninger, der sætter rammen for hans rejse, da han aldrig selv kom tilbage. Fiskerne blev på båden, mens John Allen Chau skal være sejlet til øen i kano. Her skal han have gjort flere forsøg på at nå de indfødte, før han til sidst blev dræbt. Ifølge nogle medier ønskede han at lave kristen mission på øen, men det er ikke entydigt fastslået.

Den tragiske hændelse sætter fokus på områder, der beskyttes af deres indfødte folk, og som stadig står urørt. Der findes flere end 100 isolerede og ukontaktede stammer rundt om i verden, vurderer menneskeretsorganisationen Survival International, der arbejder for at fremme indfødte stammefolks rettigheder. Ud over i Indien findes der lignende stammefolk i lande som Brasilien og Peru.

Mikael Rothstein er religionshistoriker ved afdeling for religionsstudier på Syddansk Universitet. Han påpeger, at det er vigtigt, at isolerede stammefolk får lov til at være i fred:

”Disse mennesker repræsenterer de ældste og mest succesfulde kultur- og religionsformer i verden. De er en del af menneskehedens utrolige mangfoldighed, og deres eksistens har værdi i sig selv, ikke mindst i en verden hvor globalisering og kulturel ensretning er altdominerende. De har ret til at eksistere ligesom alle andre,” siger han og forstår godt, at indfødte forsvarer sig mod udefrakommende.

”Det er uansvarligt og tåbeligt at opsøge dem. Folkene på Sentinel har udtrykkeligt vist, at de ikke ønsker kontakt, og det er ifølge indisk lov forbudt at opsøge dem. De kender ikke vores love, men beskytter sig selv mod en fare, der med meget stor sikkerhed vil betyde deres udslettelse. Mission ødelægger deres verdensbillede og sociale strukturer, vestlige sygdomme deres kroppe, industri deres landskab.”

Den nu afdøde John Allen Chau omtalte sig selv som opdagelsesrejsende i interviews og på sociale medier.

Den danske forfatter og formand for Eventyrernes Klub Bjørn Harvig har blandt andet cyklet fra København til Irans hovedstad, Teheran. Han vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men for ham personligt kan eventyrlysten sagtens forenes med en verden, hvor nogle samfund skal have lov til at forblive uopdagede:

”Jeg har flere gange på mine rejser tænkt, at et sted kunne være spændende at tage hen, men har fornemmet, at de, der boede der, ikke ville have besøg udefra, og så er jeg blevet væk. Det er ikke eventyr, når man er nødt til at være for insisterende over for de lokale, for så handler det jo kun om, hvad man selv vil. Der findes sikkert nogle, der synes, det er vigtigere at komme op på toppen end at have respekt for den sti, man går på. Men for mig handler eventyr om at stifte nye bekendtskaber og møde folk på lige fod og med respekt,” siger han.