Fordømmelser fra hele verden regnede i går ned over det egyptiske militær oven på blodbadet i Kairo i onsdags, hvor sikkerhedsstyrker angreb lejre, som tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Mursi havde oprettet.
Styrets brutale fremfærd, som ifølge de officielle myndigheder har kostet over 500 mennesker livet, fik toneangivende EU-lande sammen med Iran, Qatar og Tyrkiet til at fordømme volden. Også USAs præsident, Barack Obama, fordømte på det stærkeste de skridt, det egyptiske styre har taget i de seneste døgn. Han opfordrede samtidig til en ophævelse af undtagelsestilstanden i landet.
LÆS OGSÅ: Egyptens ledelse på farlig kurs
En proces med national forsoning må indledes nu, sagde den amerikanske præsident, som understregede, at alle partier og grupper skal have indflydelse på Egyptens fremtid.
Vold er ikke det middel, der skal til for at løse de politiske konflikter i Egypten, sagde Obama, der samtidig understregede, at USA ønsker at forblive en partner for Egypten, men at han havde meddelt styret i Kairo, at en stor planlagt fælles amerikansk-egyptisk militærmanøvre må aflyses i den nuværende situation.
Obama har ikke suspenderet USAs omfattende militære hjælp til egypterne, der årligt er på omkring 7,2 milliarder kroner.
Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, sagde i en udtalelse, at han var dybt bekymret:
Egypten er en vigtig partner for Nato i Middelhavsdialogen. Jeg opfordrer alle parter til at udvise tilbageholdenhed og afstå fra vold og til at samarbejde om at få genskabt den politiske proces.
Militæret meddelte i går, at Mohamed Mursi har fået forlænget sin tilbageholdelse med yderligere 30 dage. Militæret greb den 3. juli ind og afsatte den folkevalgte præsident Mohamed Mursi, som ikke er set siden.
LÆS OGSÅ: Udlandet buldrer med tomme tønder over for Egypten
Nobelpristageren Mohamed ElBaradei, der har siddet på posten som midlertidig vicepræsident siden afsættelsen af Mursi, har trukket sig fra sin post på grund af utilfredshed over den voldelige behandling af demonstranterne.
ElBaradei skrev i et brev til præsidenten sent onsdag aften, at de, der har fordel af dagens begivenheder, er dem, som opfordrer til vold og terrorisme.
Det blev i stigende grad svært for mig fortsat at tage ansvar for beslutninger, som jeg ikke er enig i, og hvis konsekvenser jeg frygter. Jeg kan ikke tage ansvaret for en dråbe spildt blod, skrev han videre.