Verden går i kamp mod IS' kunsthandel

USA, Storbritannien og FN’s Sikkerhedsråd vil standse Islamisk Stats omfattende illegale handel med kulturskatte. Men slaget er tabt, vurderer forskere

Arkivfoto fra video: Krigere fra Islamisk Stat
Arkivfoto fra video: Krigere fra Islamisk Stat.

Islamisk Stat handler både med både olie, mennesker og stjålne genstande fra kristne hjem, der sælges på markeder. Organisationens kynisme går også ud over tusinder af år gammel kulturarv i Irak og Syrien, der enten ødelægges eller sælges ifølge FNs kulturorganisation, Unesco.

I løbet af det seneste år har IS indtjent i omegnen af 350 millioner kroner ved at plyndre og sælge antikke kunstgenstande. 

Illegal handel med kulturarven er blevet en væsentlig indtægtskilde for organisationen, siden koalitionens bomber sidste år begyndte at falde over olieraffinaderier og gør det sværere at sælge olie fra området.

Det skriver den amerikanske hærs nu pensionerede brigadegeneral Russel D. Howard i en kommentar på US Naval Institutes hjemmeside.

”Efter olie menes antik ’trafficking’ at være gruppens næststørste indtægtskilde,” skriver han og henviser til en FN-rapport fra november, der peger på, at IS tjener omkring 10 millioner kroner om dagen på kunstsalg.

Truslen mod verdenskulturarven har ikke været større siden Anden Verdenskrig, har Unesco tidligere konstateret.

USA’s senat og det britiske parlament har for nylig taget sagen op, og nu har FN’s Sikkerhedsråd vedtaget en resolution, der skal standse IS' indtjeningskilde gennem kulturskatte, der ofte først forsvinder til lande som Libanon, Jordan og Tyrkiet.

Resolutionen er en klar erkendelse af, at den systematiske plyndring, ødelæggelse og illegale handel med kulturarv er mere end en kulturmæssig tragedie, lyder det fra Irina Bokova, generaldirektør for Unesco i en erklæring.

Sikkerhedsrådet kommer dog ikke ind på konkrete planer for at standse plyndring og salg af syrisk og irakisk kulturarv.

Der er tale om symbolske tilkendegivelser, påpeger Troels Myrup Kristensen, der er lektor i klassisk arkæologi ved Aarhus Universitet.

”Det er store og flotte ord, men det er svært at gøre noget reelt ved problemet,” siger han.

En indsats er vanskeligt af flere grunde, påpeger arkæologen; kunstgenstandene kommer ikke med en mærkat med teksten ”Syrien”; der bliver tilsyneladende ved med at være interesserede købere, der er et utal af mellemled og folk i Syrien og Irak, der er desperate nok til at agere smuglere for at få brød på bordet; og så er der rigelig af kulturarv at plyndre i regionen, som IS ikke har nogen skrubler med at både ødelægge og sælge.

”Der er enorme mængder af gamle og arkæologiske genstande, man kan grave op og omsætte til værdi,” siger Troels Myrup-Kristensen.

Det er ikke nyt, at der plyndres og sælges kulturarv fra mellemøstlige lande. De seneste 15 års konflikter i regionen af været særdeles gavnlig for andre terrororganisationer som al-Qaeda. Men IS’ plyndring er langt mere organiseret, mener den danske arkæolog. 

Seniorforsker Frederik Rosén fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, betvivler, at illegal kunsthandel overhovedet er et væsentligt element i IS indkomst.

”Man kan konstatere, at man ved meget lidt. Der er ingen konkrete beviser på, at handelen foregår i modsætning til handelen med olie. Deres systematiske og ofte meget drametiske ødelæggelser af kulturarv ser jeg dog bestemt som endnu en strategisk kommunikation fra IS, der ønsker at vise et billede af sig selv som særlig kynisk,” siger Frederik Rosén.

Han underkender dog ikke, at der bliver gravet rigtigt meget i jorden i Syrien, og at militante grupper tjener penge på handel.