Pigen med den udspilede mave og fluer på den alt for tørre hud. Og kvinden med de bare fødder og krukken på det bøjede hoved. Billeder fra Afrika, som vi alle kender, og som beretter om lidelse og fattigdom på det store kontinent.
”Det er én historie om Afrika, og det er en vigtig historie - og en, der både kan være grusom og smuk at fortælle. Men alt for ofte er det den eneste historie om Afrika, vi kender, og det er problematisk. For det er ikke min historie, og det er ikke historien om de afrikanske kvinder, jeg kender,” siger den ghanesiske forfatter Nicole Amarteifio.
Hun står bag serien ”An African City” (En afrikansk by), der kan ses på YouTube og er ved at blive lavet til en tv-serie. Serien skildrer fem unge kvinder, som vender hjem til Ghanas hovedstad, Accra, efter mange år i Vesten. Serien følger deres forsøg på at navigere i en kaotisk verden fuld af nye karrieremuligheder og kærlighedseventyr - alt sammen iført fantastisk udstyr og et glimt i øjet.
Nicole Amarteifio fortæller, at serien er et forsøg på at gøre op med vestlige mediers stereotyper, når det gælder afrikanske kvinder og deres liv. Og måske netop for at slå den pointe fast har hun sat mig stævne på en af Accras hippe hotelrestauranter, hvor unge, smarte ghanesere nyder en let anretning eller slænger sig i loungeområdet ved svømmebassinet uden for restaurantens panoramavinduer.
Efter interviewet skal Nicole Amarteifio videre til modeshow og fest på hotellets tagterrasse med et hold veninder.
Det lyder som en scene taget ud af ”An African City”, og Nicole Amarteifio lægger da heller ikke skjul på, at historien om den veluddannede, ressourcestærke og globale kvinde, der vender hjem til Afrika, er en, som hun og skuespillerinderne i serien selv lever.
”Det er vores historie, men den er også et budskab til resten af verden. For verden har behov for at opdage, at der er mange forskellige historier om Afrika og den afrikanske kvinde,” mener Nicole Amarteifio.
Hvad er det så for en historie, du vil fortælle i stedet?
”Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at afrikanske kvinder kan have universelle historier. I 'An African City' bor min hovedperson i Accra, men hun kunne sidde i Paris, hun kunne sidde i Luxembourg eller i New York eller London.”
”Det er et forsøg på at føre kvinder rundt om i verden sammen og få dem til at indse, at vi har meget tilfælles. En af seriens fans skrev til mig, at hun er halvt amerikaner, halvt puertoricaner, født i New York, men lever i Italien. Og hvad har hun så tilfælles med kvinderne i 'An African City'? Alt!”, fortæller Nicole Amarteifio med en tilfreds latter.
En latter, der fylder meget, når man taler med Nicole Amarteifio. På samme måde, som humor fylder meget i ”An African City”. Ikke mindst, når samtalen mellem de fem veninder falder på sex og mænd. Og på, hvorvidt mænd, der prutter eller hænger deres brugte kondomer op som et trofæ, stadig kan være attraktive.
Eller når hovedpersonen, Nana Yaas, vestlige vaner og forventninger møder den afrikanske virkelighed, og Accras mange frit tissende mænd må lægge øre til et møgfald, fordi hun er træt af at se på fremmede tissemænd.
”Den historie interesserer mig, både fordi jeg kender den, og fordi der er så mange afrikanske immigranter, som vender hjem for at få del i kontinentets mange nye muligheder. Og med historien om den hjemvendte 'afropolitan' kommer også en sjov dynamik i mødet mellem to verdener.”
”For hvordan finder du hjem, når hjem er en smule fremmed for dig? Hvordan finder du kærlighed og håndterer arbejde og nye krav fra familien og mere konservative traditioner, når du er en ung, ambitiøs og selvstændig afrikansk kvinde?”, spørger Nicole Amarteifio.
Selvom ”An African City” har en stor og trofast fanskare, er begejstringen ikke udelt. Kritikere siger, at serien er et overfladisk portræt af et velstående mindretals ligegyldige problemer. Og at størstedelen af Afrikas kvinder har alt for travlt med at overleve til at relatere sig til de fem veninders glamourøse livsstil.
En kritik, Nicole Amarteifio ryster på hovedet ad:
”Der er ingen, der løfter et øjenbryn, når Hollywood laver et teenageshow med muterede skildpadder. De fire hvide, rige kvinder i 'Sex and the City' var heller ikke ligefrem repræsentative for New York. Det handler jo om at lave et show, hvor vi kan forholde os til det menneskelige ved karaktererne. Det er da rigtigt, at de fem veninder i 'An African City' rent økonomisk hører til en lille elite i det afrikanske samfund, men følelsesmæssigt, og når det gælder de problemer, de står over for, jamen så finder du kvinder i samme situation over hele Ghana og Afrika.”
Der skorter ikke på smart tøj, raffinerede smykker, hip musik og lækre restauranter i ”An African City”, som ikke bruger meget tid på Accras mindre glamourøse sider.
”Der er dem, der klager over, at veninderne hele tiden mødes på restauranter og barer. Men ved du hvad? For 10 år siden kunne man vælge mellem to fastfoodkæder her i Ghana, for 40 år siden havde vi fødevaremangel.”
”Jeg ønsker at vise, at vi nu i 2015 har nye restauranter, der åbner hele tiden, og at der er modeshows og koncerter. Her er mange valgmuligheder, og det er præcis sådan, det nye Afrika bør se ud.”
”Vi har en voksende middelklasse, som har penge at bruge, og det er godt for økonomien. Derfor ønskede jeg at bruge serien som en platform for et udsnit af Afrikas mange kreative talenter. Så når seerne er vilde med tøjet, smykkerne eller musikken, er det fedt at kunne sige, at det er lavet i Ghana, Nigeria eller Etiopien,” siger instruktøren.
Nicole Amarteifio beskriver ”An African City” som en romantisk komedie. Men selvom seriens tone kan synes for let og uproblematisk set med vestlige øjne, har det bramfrie portræt af sex, sjov og uafhængige kvinder skabt debat i, hvad Nicole Amarteifio kalder en mandsdomineret og konservativ afrikansk kultur.
”Det er ikke, fordi vi aldrig taler om sex. I visse situationer som til bryllupsceremonier kan folk endda være ret så frække og bramfrie, når de holder taler. Men der er alt for mange gange, hvor vi slet ikke taler om det. Og jeg mener, Afrika har brug for en åben og ærlig samtale om sex. Så kan det godt være, jeg bliver beskyldt for ikke at vise den afrikanske virkelighed, men når det gælder kondomforskrækkede mænd og at se uafhængige og sensuelle kvinder som en trussel, ja så rammer vi vist meget bredt. Der gælder jo det samme for Afrikas piger som for piger i resten af verden, at deres liv ikke kommer til at være fortællingen om Askepot, der møder prinsen, og så bliver alt godt,” siger hun.
”An African City” er blevet sammenlignet med den amerikanske serie ”Sex and the City”, og serien lægger sig da også tæt op ad mange af de kendte ingredienser fra New York-hittet. Nicole Amarteifio siger selv, at ”Sex and the City” er et forbillede, og at serien har haft stor betyd-ning for hende selv også karrieremæssigt.
”'Sex and the City' blev på mange måder et vendepunkt i mit liv. Det betød meget at se et portræt af kvinder, der var herrer over deres sensualitet og seksualitet. Jeg blev ved med at tænke på, hvad den slags oplevelse kunne gøre for afrikanske kvinder. Jeg har tidligere arbejdet i Verdensbankens kommunikationsafdeling, og her var målet også at ændre fortællingen om Afrika. Men det kan være svært i et stort bureaukrati, og når vi lavede nye tiltag på de sociale medier, havde det ikke den rigtige gennemslagskraft.”
”Som forfatter og instruktør har jeg meget mere kontrol over budskabet om, at kvinder skal gøre op med en kultur, der siger, at de ikke kan eje deres egen seksualitet, og at sex kun er for mænd. Og så har 'An African City' fået over en million klik på YouTube, mens mine videoer for Verdensbanken fik omkring 1000.”
Mens den åbne snak om sex og intime situationer har mødt løftede øjenbryn blandt visse afrikanske seere, er seriens meget lette berøring af emner som manglende elektricitet, kummerlige sanitære forhold og dårlige arbejdsforhold faldet nogle vestlige fans for brystet. Det er kun godt, hvis serien kan ruske op i vores holdninger, mener Nicole Amarteifio.
”Jeg har fået reaktioner på, at hovedpersonen, Nana Yaa, behandler familiens tjenestepige med foragt. Men virkeligheden er den, at i mange familier - ikke bare dem med penge - er der et stift hierarki, hvor de, der hjælper til i huset, ikke bliver behandlet godt. Og det er noget, vi bør tale om. Jeg prøver ikke at dømme nogen, hverken dem, der synes, at det hører fortiden til, eller dem, der har hjælp i huset, som så mange i Ghana. Jeg forsøger bare at pirke til en samtale.”
”Jeg er selv gennem serien stødt på emner, hvor jeg er blevet klogere og mindre hurtig til at dømme andre. Jeg har altid haft det svært med folk, der bruger blegemidler på deres hud, men jeg er aldrig stoppet op for at få en ærlig og fordomsfri samtale om hvorfor. Hvad der ligger bag, at mange føler, de behøver at smøre deres hud med blegemidler to gange om dagen. Det er det, jeg gerne vil med 'An African City' - lægge nogle samtaler ud på You-Tube, som vi alle sammen kan forholde os til.”
