Europæerne kæmper i stigende grad med bizarre fornavne

Ligesom i Danmark vækker kuriøse navne opsigt rundt om i Europa, og adskillige lande forbeholder sig ret til at forbyde fornavne, der strider mod barnets tarv. Navnepolitik handler både om individuelle frihedsrettigheder og om kulturel arv, mener navneforsker

Udover Frankrig har også Tyskland lempet sine lempet sine tidligere strenge navneregler og eksempelvis opgivet kravet om, at et navn skal kunne identificeres klart som et drenge- eller pigenavn. Det givet frit løb for forældrenes opfindsomhed, som fører til børn med navne som Fanta, Prestige og November. (Modelfoto)
Udover Frankrig har også Tyskland lempet sine lempet sine tidligere strenge navneregler og eksempelvis opgivet kravet om, at et navn skal kunne identificeres klart som et drenge- eller pigenavn. Det givet frit løb for forældrenes opfindsomhed, som fører til børn med navne som Fanta, Prestige og November. (Modelfoto). Foto: Susanne Wick/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

Hensigten var sikkert den bedste hos det franske forældrepar, der håbede, at det bløde, søde smørepålægs navn kunne præge deres datters karakter. Men man kan forestille sig adskillige andre, mindre ønskværdige bivirkninger ved Nutella, og det franske folkeregister bad derfor domstolene om at vurdere, om navnet på det kendte chokoladeprodukt kunne godtages som pigenavn.

Navnet blev forkastet, ligesom Mini Cooper og andre fantasifulde fornavne, som franske forældre har forsøgt at give deres børn, efter at den franske navnelov blev ændret i 1993. Indtil da skulle fornavnene ifølge en forordning fra 1803 findes blandt helgennavne eller til nød blandt historiske eller antikkens mytologiske personer.

Det franske eksempel med Nutella er blot ét blandt mange i Europa, for Danmark er ikke det eneste land, hvor forældres valg af fornavne til deres børn vækker debat. Som tidligere omtalt her i avisen har navne som Piphat og Diddedarling rejst krav om skærpede grænser for opfindsomheden.

Udover Frankrig har også Tyskland lempet sine tidligere strenge navneregler og eksempelvis opgivet kravet om, at et navn skal kunne identificeres klart som et drenge- eller pigenavn. Det givet frit løb for forældrenes opfindsomhed. Mens Günter, der var topscorer på listen over drengenavne i 1930’ernes Tyskland, er ved at uddø, dukker nye, fantasifulde navne op som Fanta, Prestige og November.

Og ude i verden har forældre uhindret kunnet give deres børn navne som Jehad, Robocob, Gandalf og Arsenal. I hele den vestlige verden er den tidligere traditionsbundne navnekultur i opbrud, vurderer den norske navneforsker Ivar Utne, der forsker i international navnekultur og -politik ved Universitetet i Bergen.

”I alle lande ser vi en opløsning af en tidligere stram praksis. Vi ser, at engelske og andre meget brugte internationale navne spreder sig over hele Europa. De meget opfindsomme, mærkelige navne er statistisk set forholdsvis ubetydelige, men de vækker debat mange steder,” siger Ivar Utne.

Individualisering af navnetraditionen er et brud med den tidligere forståelse, hvor fornavnet skulle indskrive barnet i slægten – for eksempel ved at opkalde det efter bedsteforældrene. Fornavnet fik en metafysisk betydning, skriver for eksempel den franske antropolog Jean-Pierre Albert i bogen ”Le nom dans les sociétés occidentales contemporaines” - ”Navnet i de moderne vestlige samfund”.

Og ifølge Tysklands førende navneforsker, Wilfried Seibicke, er den mest markante effekt ikke fantasifuldheden, men mangfoldigheden.

”Før Anden Verdenskrig kunne over 20 procent af de kvindelige indbyggere i en landsby hedde Margarethe og over 30 procent af mændene Johannes. I dag er der kun to-tre procent af indbyggerne, der hedder det samme,” skriver Wilfried Seibicke ifølge dagbladet Die Welt.

Men opbruddet betyder ikke, at der er frit slag til at vælge hvad som helst. Og den generelle tendens i Europa er, at lovgivningen og domstolene stadig er bagstoppere, der sier de mest bizarre påfund fra af hensynet til barnets tarv.

I Tyskland har domstolene i praksis fået til opgave at trække grænsen mellem det acceptable og det uacceptable, og også i Frankrig og Schweiz siger loven, at forældrene ikke kan pådutte deres børn navne, som er latterlige eller vulgære.

Men nogle lande – som Portugal, Ungarn og Island – har bevaret en officiel liste med autoriserede fornavne, som kun undtagelsesvist fraviges.

”I Sydeuropa og Østeuropa er der en traditionelt stærk kirkelig indflydelse på navnetraditionen med et krav om at vælge bibelske navne eller helgennavne. I Island er det ikke kristne, men gamle islandske navne, der står på listen. Det skyldes bevidstheden om at bevare en gammel kultur og ønsket om at holde udenlandsk indflydelse ude,” siger Ivar Utne.

”I stedet er der i Island en tendens til at hente nye navne i naturen, hvilket kan være islændingenes svar på specielle påfund i andre lande. I Norge er tendensen, at de, der vil give deres børn usædvanlige navne, søger sjældne, gamle navne fra 1700-tallet eller regionale dialekters udtale af almindelige navne,” siger Ivar Utne.

Holdningen til at regulere børnenes navne varierer dermed fra land til land. I USA er det således helt legalt at kalde sin datter JoceLynn Aryan Nation med henvisning til den racistiske organisation Aryan Nation. Det afspejler blandt andet forskellige afvejninger af den individuelle frihed, mener Ivar Utne.

”De enkelte landes holdning til at regulere navnene præges af forskellige holdninger til, hvor meget staten skal blande sig i individets valg. Fraværet af en statskirke eller svag kirkelig indflydelse kan også spille ind,” siger han.