Benjamin Netanyahus overraskende valgsejr vækker ikke ligefrem begejstring i resten af verden. Stats- og regeringscheferne ønsker naturligvis Likud-lederen til lykke med valgsejren og lover fortsat nært samarbejde med vinderen af det israelske valg ”uanset hvem det bliver”, som talsmand for Det Hvide Hus, Josh Earnest, erklærede umiddelbart før offentliggørelsen af valg-resultatet.
Men valget af Benjamin Netanyahu varsler hårdt vejr forude både for forholdet mellem USA og Israel - og for fredsprocessen i Mellemøsten.
Nancy Pelosi, formanden for Repræsentanternes Hus, sagde i går, at hun forventer, at ”valget vil udløse en livlig diskussion om fredsprocessen i Mellemøsten”.
Luften var allerede kold mellem de to lande, der er på kollisionskurs om holdningen til Iran og en mulig aftale om landets atomprogram. Det advarede Netanyahu imod i en tale til den amerikanske Kongres for nylig på invitation af de republikanske medlemmer, men udenom præsident Barack Obama.
Med skærpelsen af Netanyahus retorik i valgets sidste dage og hans afvisning af en palæstinensisk stat er der føjet et nyt stridspunkt til listen over uoverensstemmelser mellem de to statsledere.
”Netanyahus erklæring i mandags om, at han ikke vil støtte oprettelsen af en palæstinensisk stat, så længe han er premierminister, er en kovending i forhold til hans tidligere støtte til en to-statsløsning i konflikten. Og oprettelsen af en palæstinensisk stat var i centrum af de ni måneder lange forhandlinger, som udenrigsminister John Kerry ledede sidste år,” påpeger Washington Post.
Avisen peger på, at denne drejning kun kan føre til et forværret forhold til de palæstinensiske ledere, som dermed vil være desto mere opsatte på at indklage Israel for krigsforbrydelser ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol, som de palæstinensiske ledere har truet med. Den lige vej til en optrapning af konflikten, understreger de amerikanske kommentatorer, der er ualmindeligt hårdhændede i deres analyser.
”Men sine udtalelser (imod to-statsløsningen, red.) har Netanyahu afsløret, at han taler med to tunger og bekræftet palæstinensernes mistænksomhed. Han har lagt gift ud i forholdet til præsident Obama, der har skubbet på for en to-statsløsning,” skriver The New York Times på lederplads.
Lige så hård er tonen i de tyske medier, hvor for eksempel Die Welt kritiserer Netanyahus advarsler på valg-dagen om, at de arabiske israelere var på vej til at stemme højrefløjen af banen.
”Det appellerer til de værste instinkter og er på kanten til racisme,” skriver bladet.
Men risikoen er især, ifølge magasinet Der Spiegel, at Israel vil blive mere isoleret i det internationale samfund.
Flere europæiske lande, deriblandt Sverige, har allerede anerkendt Palæstina som en selvstændig stats-dannelse, og spørgsmålet er, om Netanyahus uforsonlige linje vil få flere europæiske lande til at følge trop.
Foreløbig har EU's udenrigschef Federica Mogherini erklæret, at ”EU er fast besluttet på at fortsætte et gensidigt fordelagtigt samarbejde og relancere fredsprocessen”. Men, som Frankfurter Allgemeine skriver:
”For USA og Europa bliver det ikke lettere at håndtere forholdet til Israel med en styrket Netanyahu som premierminister.”
Men, påpeger The Daily Telegraph i Storbritannien, Europa bør også lytte til de israelske vælgeres budskab.
”Det er nemt at sidde i vores sikre, komfortable lande og beskylde Benjamin Netanyahu for at føre skræmmekampagne med sine påstande om, at verden er ude efter Israel. Set fra et israelsk synspunkt er det virkeligheden. Det var derfor, Netanyahus valgkamp ramte en streng blandt vælgerne.”