”Byerne er i oprør, befolkningen sulter og kræver forandringer, men det eneste, regeringen gør, er at banke og fængsle os, hvis vi ytrer vores utilfredshed.”
Sådan lyder det fra den 37-årige advokat Gustavo Javier, der for to måneder siden flygtede fra Venezuelas urolige hovedstad, Caracas, og nu bor i Brasiliens største by, Sao Paulo. Efter at han blev arresteret og fængslet for at deltage i en fredelig demonstration, mistede han den sidste tro på myndighederne i sit hjemland.
”Jeg havde en naiv tro på, at regeringen og myndighederne faktisk kæmpede for befolkningen. Men det eneste, de ønsker, er at beholde magten for enhver pris, mens vi lider,” siger han.
Venezuelas regering og præsident Nicolas Maduro, der efterfulgte sin kontroversielle socialistiske partifælle Hugo Chàvez efter dennes død i 2013, er under et massivt pres, efter at folkeprotester og uroligheder i landets storbyer er blevet hverdag. Landet er ramt af den værste økonomiske krise nogensinde.
Væksten er styrtdykket siden 2014, fordi oliepriserne er faldet, hvilket er gået hårdt ud over Venezuela, der har verdens største kendte olie-reserver og er stærkt afhængig af de internationale oliepriser. Prisfaldet har medvirket til massiv arbejdsløshed, en negativ vækst på 18,6 procent i 2016 og verdens højeste inflation – nu på 700 procent – som udhuler befolkningens købekraft i en rasende fart. Samtidig har regeringens reformer slået fuldstændig fejl, siger Thiago Branco, professor i økonomi ved Sao Paulo Universitet i Brasilien.
”Regeringens forsøg på at modvirke markedskræfterne med planøkonomiske initiativer har stik imod hensigten fået priser og inflationen ud af kontrol,” siger han.
Det betyder, at Venezuela stort set ikke har råd til at importere varer fra udlandet, hvilket har skabt akut mangel på basale fornødenheder som medicin og mad. 87 procent af befolkningen får ikke nok at spise, og hvert andet barn viser tegn på underernæring, fortæller den internationale katolske hjælpeorganisation Caritas.
Alligevel nægter regeringen at gå af og udskrive valg, som oppositionen opfordrer til.
Præsident Maduro har i stedet gradvist strammet grebet om befolkningen ved at udvide sine magtbeføjelser, så han kan sætte politi og militær ind i de uroprægede områder og retsforfølge politiske modstandere, der skønnes at være til skade for landet. Takket være særdeles lukrative vilkår til lederne inden for politiet og militæret har begge instanser tradionelt støttet præsidenten og også gjort det muligt for Maduro indtil nu at sidde sikkert på magten.
Men utilfredsheden breder sig blandt de menige betjente og soldater, der i stigende grad sympatiserer med befolkningen, og oppositionen forsøger aktivt at få politiet og militæret over på sin side. Det kan vende op og ned på magtspillet i Venezuela, mener flere eksperter, heriblandt Giovanni Silva, professor ved McKinsey Instituttet i Sao Paulo i Brasilien.
”Betjentene og soldaternes familier er også hårdt ramt af krisen, og det er efterhånden de færreste, som tror på, at regeringen er i stand til at løse de massive problemer. Derfor er der en mulighed for, at vi vil se oprør i militæret og politiet, og det kan tvinge Nicolas Maduro til at udskrive nyvalg,” siger han.
I Sao Paulo i Brasilien, hvor flere tusinde venezuelanere er flygtet til, følger Gustavo Javier aktivt udviklingen i sit hjemland. Han ønsker at vende hjem igen, men frygter, at det vil tage lang tid, før der igen er fremgang og optimisme i Venezuela.
”Første skridt bliver at vælte regeringen. Men efter det kommer det til at tage mange år at rydde op efter Nicolas Maduro og få reformeret økonomien, genindført de civile rettigheder og genvinde vores tillid til demokratiet. Men før eller siden får vi genrejst Venezuela,” siger Gustavo Javier og vender igen blikket mod fjernsynet, hvor politiet er i kamp med demonstranter i Caracas.