Den sitrende indignation over en voksende ulighed og en fornemmelse af at være blevet hægtet af udviklingen har også fundet vej til G20-topmødet i Hamborg.
Mest åbenlyst i skikkelse af tusindvis af demonstranter, som på gaden støder direkte sammen med et massivt politiopbud. Men protesterne lader også til at være trængt igennem til lederne af G20, der er et samarbejde mellem EU og verdens 19 rigeste lande, som på topmødet i morgen og på lørdag skal forsøge at findes fælles fodslag i globale økonomiske spørgsmål.
Værtslandet Tyskland lægger i dagsordenen direkte op til, at man på mødet skal adressere ”frygten og udfordringerne ved globaliseringen”. Det sker i en tid, hvor vælgerne i især vestlige demokratier igen og igen har stemt i protest mod det etablerede politiske system, herunder Storbritanniens EU-exit og amerikanernes valg af Donald Trump til præsident.
Det er prisværdigt, at tyskerne forsøger at sætte frygten for globalisering på dagsordenen, men der er ikke stor politisk vilje til at gøre noget ved skyggesiderne, herunder uligheden. Det mener Lars Engberg-Pedersen, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) og blandt andet forsker i fattigdomsbekæmpelse og ulighed.
”Jeg tror, at G20 vil være fuldstændigt præget af tendenserne til at ville sætte sit eget land først – med den amerikanske præsident i spidsen – og man kan dermed ikke samle sig om at løse problemer på globalt plan. Briterne har nok at gøre med at få landet til at hænge sammen efter Brexit; russerne er snarere interesseret i egne nationale interesser, og Europa er på mange måder splittet. Det bliver derfor temmelig meget op ad bakke,” siger han.
En række latinamerikanske lande har dog reduceret den høje ulighed, og historisk set er det samme sket i Skandinavien, så der findes eksempler på, at man med politisk vilje kan fremme lighed, påpeger Lars Engberg-Pedersen.
”I økonomiske cirkler som Davos-topmødet er man også begyndt at forstå, at ulighed ikke er en god tilgang og kan skabe politisk uro og andre konflikter. Det er ting, man faktisk kan gøre noget ved, hvis man vil. Men det kræver en politisk vilje, som ikke er nem at mobilisere,” siger han.
Ulighed har været på den internationale dagsorden siden 1990’erne, og i blandt andet FN har man adskillige gange talt om, at vi har skabt en globalisering, hvor alt for mange hægtes af på grund af voksende konkurrence og lønpres. Det påpeger Christian O. Christiansen, lektor i idéhistorie ved Aarhus Universitet, som forsker i global fattigdoms- og ulighedsbekæmpelse.
”Man har gennem årtier talt meget, men der er ikke sket det store, snarere tværtimod. På den baggrund er jeg skeptisk over for, hvad lederne på G20 faktisk vil gøre. Der er nok grund til at forvente, at det mest bliver på skåltaleniveau,” siger han.
Han kan heller ikke få øje på en egentlig politisk vilje til at gøre noget ved ulighed globalt.
”Det neoliberale paradigme om, at ulighed er nødvendig og god, fordi den skaber motivation, dynamik og vækst, som så kommer os alle sammen til gode, er stadig en gængs forestilling. Kina har for eksempel fået mere ulighed, men har samtidig formået at løfte millioner ud af fattigdom. Men jeg mener ikke, at globalisering og ulighed nødvendigvis behøver at hænge sammen. Danmark er for eksempel et af verdens mest globaliserede lande, men formår stadig at have en relativt høj grad af omfordeling,” siger Christian O. Christiansen.
Efter Anden Verdenskrig søsatte Vesten et kæmpe udviklingsprojekt, som blandt andet skulle opbygge Afrika, påpeger han:
”Men siden 1990’erne har vi set nedskæringer og stigende kritik af udviklingsprojekter, samtidig med at man taler om at opnå større global lighed. Det er svært at se, hvordan det hænger sammen.”
Peter Busch-Jensen er lektor ved Roskilde Universitet og forsker blandt andet i demokrati og globalisering. Han fremhæver, at ulighe-den i øjeblikket er på samme eller måske endda på et højere niveau end i 1930’erne. Han undrer sig over, at poli-tikerne ikke reagerer på det.
”Den historiske erfaring er, at en voksende frustration over det politiske systems afmagt får folk til at søge alternative populistiske svar. Det undrer mig, at politikerne ikke tager den erfaring mere alvorligt,” siger han.
En særlig udfordring er, at fælles løsninger kræver en fælles forståelse af problemerne, og den mangler.
”Skal man kunne samarbejde om globale løsninger, skal man kunne blive enige om, hvad de faktiske forhold er, men et træk ved den populisme, der præger megen politik i øjeblikket, ikke mindst i USA, er, at man undsiger sig fakta, så det bliver meget vanskeligt at finde fælles fodslag,” siger Peter Busch-Jensen.