Prøv avisen
Humanitær krise

En trist fødselsdag: Verdens største flygtningelejr fylder to år

Fra august 2017 og det efterfølgende år krydsede godt 700.000 mennesker, primært den muslimske minoritet rohingyaerne, grænsen mellem Myanmar og Bangladesh. Det, der er blevet til verdens største flygtningelejr, fyldte i går to år og huser i dag ifølge estimater 1,2 millioner flygtninge. – Foto: Anadolu Agency/Ritzau Scanpix

I går var det to år siden, verdens største flygtningelejr blev til i Bangladesh, hvor 1,2 millioner mennesker ifølge estimater i dag lever. Løsningen på den krise, der eskalerede 25. august 2017, skal findes i fælles internationalt pres, siger Folkekirkens Nødhjælp og Socialdemokratiet

Hele Københavns Kommunes befolkning, der er på flugt.

Det svarer det rundt regnet til, når man tæller de flygtninge op, der fra august 2017 og det efterfølgende år krydsede grænsen mellem Myanmar og Bangladesh, hvilket godt 700.000 gjorde. Det er den muslimske minoritet, rohingyaerne, der er flygtet fra vold og overgreb i Rakhine-provinsen i Myanmar og har søgt tilflugt i Cox’s Bazar i nabolandet Bangladesh. Det, der er blevet til verdens største flygtningelejr, fyldte i går to år og huser i dag ifølge estimater 1,2 millioner flygtninge.

Alle etniciteter i Myanmar skulle ifølge en lov fra 1982 bevise, at de har et tilhørsforhold til Rakhine, hvilket endte med, at 135 forskellige etnicititer blev anerkendt, både kristne, buddhistiske og muslimske.

Men rohingyaerne fik ingen anerkendelse, hvilket gradvist fik fremmedgørelsen af dem til at udbrede sig, og gennem 1990’erne og 2000’erne blev flere hundredetusinde fordrevet. På trods af, at rohingyaerne i flere hundrede år haft hjemme i Rakhine-provinsen, opfatter Myanmars regering dem som illegale indvandrere fra Bangladesh, hvilket i praksis gør dem statsløse. Og siden vold, overgreb og afbrænding af landsbyer tog til den 25. august for to år siden, er der nu flere fordrevne rohingyaerne end nogensinde.

Ifølge Folkekirkens Nødhjælp bør man ikke forvente, at flygtningene i Bangladesh kan vende hjem før om 10 år, medmindre der sker drastiske ændringer.

”Historien viser med al tydelighed, at man næsten aldrig er korttidsflygtning. Det tager tid at forhandle, og i forhold til rohingyaerne er der heller ikke sket nogen politisk ændring i Myanmar,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, der er generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp.

Dog medgiver hun, at Myanmar for nylig officielt har udmeldt, at der er tusindvis af rohingyanske familier, der nu kvalificerer sig til at kunne rejse hjem til Rakhine i Myanmar, hvor de boede før og blev fordrevet fra. Ifølge det amerikanske dagblad The Los Angeles Times er den liste, den myanmarske regering har udarbejdet, på 3450 flygtningefamilier. Alligevel mener hun ikke, at de flygtningelejre, Myanmar har stillet til rådighed for familierne, rummer tilstrækkelig sanitet og sikrer basale fornødenheder.

”De basale forhold, som at man skal have et sted at bo, have mulighed for at få børnene i skole og have adgang til hospitaler, er der slet ikke. Før vi ser en bevægelse, for at man kan skabe rimelige vilkår, så er det klart, flygtningene ikke vil tilbage. Derfor ser vi på det her langsigtet, ligesom vi gør med syriske flygtninge, eller når vi kigger på Sydsudan eller Somalia.”

Heller ikke ifølge The Los Angeles Times har flygtningene lyst til at vende tilbage. Flere frygter at havne på listen over dem, der er klar til at tage tilbage til Rakhine, og frygter for at blive tvunget til at rejse til Rakhine. Myndigheder i Bangladesh og FN har efterfølgende afvist, at nogen kommer til at rejse mod deres vilje.

”De slår os ihjel, hvis vi tager tilbage til Rakhine,” siger Mohib Ullah, formand for Rakhines Sammenslutning for Fred og Menneskerettigheder, til The Los Angeles Times.

Spørger man Birgitte Qvist Sørensen, er situationen et udtryk for, at der er behov for mere udviklingshjælp. Lige nu har de 130 NGO’er, der er tilstede i Cox’s Bazar, mulighed for at holde rohingyaerne i live med de mest basale fornødenheder, ”men heller ikke meget mere end det”, siger hun.

”Det er ikke kun vigtigt, når man tænker på flygtninge i Bangladesh, men også befolkningen. Bangladesh er et af de fattigste og folkerigeste lande i verden, og det trækker kæmpe ressourcer at have mere end en million flygtninge, når det kommer til brænde, mad og vand. Det er nøjagtig det samme i Libanon med syriske flygtninge, hvor vandressourcerne er faldet dramatisk.”

Danmark har i løbet af de to år, hvor verdens største flygtningelejr er blevet til, givet bidrag til den humanitære indsats for 323 millioner kroner. Alligevel mener Birgitte Qvist Sørensen, at der både er brug for flere midler, men også at de skal bruges smartere, hvor man ikke arbejder ud fra præmissen om, at flygtningene skal vende hjem efter kort tid.

”De penge, Folkekirkens Nødhjælp har brugt på at skifte presenninger og bambuspæle de sidste to år, kunne have finansieret huse, der holder vandet ude under de oversvømmelser, der årligt rammer det sydlige Bangladesh,” siger hun og fortsætter:

”Alt erfaring viser, at flygtninge bor i flygtningelejre meget længere, end man tror, og det bliver dyrere, når man arbejder på præmisser ud fra seks måneders ophold. Det er et opråb om at prøve at forstå flygtningeøkonomiens logik.”

Den altoverskyggende løsning er dog en fredsaftale, hvor Myanmar anerkender rohingyaerne på ordentlige vilkår, mener Birgitte Qvist Sørensen, der samtidig siger, at EU er dem, der betaler mest til verdens flygtninge og derfor bør gå i rette med Myanmar, så rohingyaerne kan vende sikkert hjem.

Også udenrigsordfører i Socialdemokratiet Anette Lind mener, at en fredsaftale er det første skridt mod forbedring, og at et fælles pres fra EU er det, der skal til for at appellere til Myanmar.

”Vi er et parti, hvor menneskerettigheder ligger os meget på sinde. Det er også derfor, vi har et demokratiprojekt med socialdemokraterne i Myanmar, hvor vi forsøger at udbrede menneskerettighederne, som blandt andet betyder, at rohingyaerne skal kunne komme tilbage,” siger Anette Lind og uddyber:

”Det største signal er igennem EU, og det vil vi gerne give et ekstra nyk i en international sammenhæng, når det kommer til at lægge pres på, at vi får nogle fredsforhandlinger i gang. Det er også den rigtige vej at gå, fordi EU er den største bidragsyder til humanitær hjælp.”