De står på hver side af en kløft og råber til hinanden.
Som i Stuttgart for nylig, da modstanderne af det tyske parti Alternative für Deutschland demonstrerede mod partiets kongres. Eller i sidste weekends massedemonstration i Warszawa for EU og mod den nationalkonservative polske regering.
Diskussionen om åbne eller lukkede grænser, for og imod EU og modtagelse af flygtninge, er Europas nye demarkationslinje. En linje, der skiller Europa i to og skaber opbrud i partierne og den politiske magtbalance. Mens de traditionelle partier forsøger at skræve over den nye kløft, har de populistiske højrepartier valgt side. Og placeret sig klart i det, som politiske iagttagere mere og mere tydeligt definerer som en ny ideologisk konflikt mellem internationalister og nationalister, mellem tilhængere og modstandere af en globaliseret verdensorden.
”Kløften går på tværs af den traditionelle højre-ven-streakse,” konstaterer Onawa Lacewell fra det tyske socialforskningsinstitut Wissen-schaftszentrum Berlin på baggrund af et forskningsprojekt om de to nye fløje på den politiske skala.
Kløften mellem det rodfæstede, nationalt forankrede og det kosmopolitiske, internationalt orienterede er en af idéhistoriens traditionelle skillelinjer, som globaliseringen har givet fornyet aktualitet, mener en række internationale iagttagere. Mens den ene del af befolkningen op-lever globaliseringen som et tilbud om nye muligheder, økonomisk og kulturelt, føler andre sig udsat for en økonomisk og en kulturel trussel.
”De politiske eliter føler sig mere på hjemmebane i internationale miljøer. De er fortrolige med fremmedsprog og har ofte arbejdet eller opholdt sig i udlandet og ser verden og globaliseringen som en kilde til muligheder,” siger Onawa Lacewell.
Det er ”verdensborgerne”, der oplever kulturel diversitet som en berigelse og værdimæssigt har svært ved forstå de vælgere, som ønsker at beskytte den nationale identitet i ly for indvandring, østarbejdere og lavtlønslande.
”Den ene fløj, som vi kalder kosmopolitanere, ønsker ikke at nedlægge nationalstaten, men den ønsker åbne grænser og er ikke modstander af, at en del af beslutningsmyndigheden placeres uden for eller over nationalstaten i et globalt samarbejde. Den anden gruppe, som vi kalder kommunitarister, mener omvendt, at den nationale identitet er truet og ønsker, at retten til at træffe beslutninger forbliver inden for de nationale grænser.”
”Truslen kan være en objektiv konstatering, for eksempel blandt mennesker, hvis job er blevet udflyttet til lavtlønslande eller risikerer at blive det. Men følelsen af tab kan også være en subjektiv følelse og en værdibaseret holdning til, hvorvidt internationalisering og globalisering er ønskelig. Hvorvidt man er taber eller vinder i globaliseringen er en meget subjektiv vurdering,” siger Onawa Lacewell på baggrund af 26.830 interviews fra EU’s Eurobarometer-undersøgelser.
De populistiske partier har bedre end de traditionelle partier fornemmet disse gruppers bekymringer. Ben Stanley, forsker i politisk videnskab ved Sussex Universitet, har deltaget i et andet internationalt forskningsprojekt om globaliseringens politiske konsekvenser ved Det Europæiske Universitetsinstitut. Han peger på, at flere af disse partier har tilpasset deres økonomiske programmer til vælgergruppens følelse af sårbarhed.
”Tendensen er, at de populistiske partier i stigende grad taler om beskyttelse og om at værne befolkningerne mod globaliseringens konsekvenser for beskæftigelsen. Forsvar for velfærd står stærkt, men forbeholdt det nationale fællesskab. Det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed gik oprindeligt ind for liberal markedsøkonomi, men har i løbet af de seneste år fået en langt mere interventionistisk tilgang til økonomien og ser sig selv som en modgift mod en overindividualisering af samfundet,” siger Ben Stanley.
Det østrigske Frihedsparti har fulgt samme linje, og noget lignende gælder det franske Front National, som ved oprettelsen i 1972 forsvarede en ultraliberal økonomisk model. Under Marine Le Pen er retorikken om ”den beskyttende stat” blevet mere og mere markant. Forsvaret for velfærdsstaten, men forbeholdt det nationale fællesskab, er blevet et fællestræk hos mange af de populistiske partier i Europa.
”Globaliseringen identificeres med en tredobbelt trussel: En økonomisk krise med en trussel mod beskæftigelsen, en kulturel krise med en trussel mod den nationale identitet og endelig en politisk krise, hvor beslutningsmyndigheden flyttes ud af landet, og den nationale suverænitet undergraves til fordel for EU. De etablerede partier har ikke kunnet løse disse kriser. Marine Le Pen lover derimod, at man kan spærre vejen for disse trusler ved at træde ud af EU, genoprette grænserne og lægge told på import,” siger Nonna Mayer, seniorforsker emeritus ved Institut for Statskundskab, IEP, i Paris.
Med disse løfter gjorde Marine Le Pen Front National til Frankrigs største parti ved regionalvalget i december sidste år.
”Men den økonomiske frygt og usikkerhed alene får ikke folk til at stemme på de populistiske partier. Det sker kun, når den økonomiske frygt kædes sammen med frygten for et tab af kulturel identitet,” understreger den franske forsker.
”Der er klart en sammenhæng mellem modstand mod EU og modstand mod indvandring og etniske minoriteter på den ene side og omvendt mellem positive holdninger til både EU og migranter på den anden, hvilket tegner billedet af en sammenhængende ideologisk skillelinje i de europæiske lande,” konkluderer også Onawa Lacewell.
Striden mellem ”verdensborgerne” og ”statsborgerne”, de internationalt orienterede og nationalt forankrede, blander de politiske kort på en ny måde. Både venstrefløjspartier og højrefløjspartier i Europa strides om, hvor retningen skal lægges i forhold til flygtninge og i forhold til EU. Og selvom de i stigende grad flytter den mod et forsvar for den nationale identitet og en stram linje i forhold til flygtninge, indvandring og islam, tiltrækker de populistiske partier hele tiden flere vælgere.
For hvordan de end vender og drejer det, falder de traditionelle partier for anklagerne om at tilhøre den etablerede elite. Og under den nationale identitets fællesnævner lurer desuden en økonomisk uenighed mellem tilhængere og modstandere af globalisering og frihandel.
”De etablerede partiers vanskelighed er, at de ofte har meget lidt albuerum til at ændre den økonomiske politik. Man kan sige, at de har nemmere ved at reagere på modstanden mod indvandring end ved at ændre den økonomiske politik,” siger Ben Stanley.