Prøv avisen
Kontroltab

Verdenskendt socialantropolog: Canceren blev mit vendepunkt, coronaen kan blive verdens

”Coronakrisen er et onde, der – såfremt vi har det kollektive mod og viljen til det – kan vendes til noget konstruktivt. Og det gælder både for det enkelte menneske og for den planet, vi lever på,” mener den prisbelønnede norske forfatter Thomas Hylland Eriksen. – Foto: – Gonzales Photo/Gonzales/Ritzau Scanpix.

Thomas Hylland Eriksens kræftsygdom var det kontroltab, der tvang ham ud i langsomheden og et nyt perspektiv på tilværelsen. Nu er hans håb, at coronakrisen kan have samme effekt på samfundet

Thomas Hylland Eriksen var ude at spise med sin kone, da hans tilværelse pludselig blev vendt på hovedet.

De akutte mavesmerter viste sig at være kræft. I bugspytkirtlen. Den prisbelønnede norske forfatter og socialantropolog var nu uhelbredeligt syg.

”I det sekund, jeg fik beskeden, blev det smerteligt klart for mig, at ikke alt i tilværelsen er underlagt vores egen kontrol. Frygten blev til en overvældende følelse af kontroltab, og jeg indså, at jeg var svag. Det var en brat opvågnen til en ny og sårbar virkelighed,” fortæller han.

Det er fire år siden, 58-årige Hylland Eriksen fik stillet diagnosen. Han lever med sygdommen, som i den nuværende krisetid placerer ham i risikogruppen. Men selvom han ligesom resten af Norge er gået mestendels i dvale, er socialantropologens tænkning ikke sat på pause.

Tværtimod har den prisbelønnede professor brugt coronakrisen til at gøre sig en række eksistentielle overvejelser – ikke mindst hvad angår de paralleller, han synes at kunne drage mellem den sygdom, der i 2016 ramte ham som et lyn fra en klar himmel, og den virus, der i disse måneder forandrer den verden, vi troede, vi kendte.

”Canceren tvang mig til at se tilværelsen med nye øjne, ligesom coronaen i disse måneder tvinger hele verden til at stoppe op og reflektere over, om den retning, vi er på vej i, er den rigtige. På sin vis fungerer krisen som en fremkaldervæske for, hvad der giver livet mening,” fortæller han over Skype-forbindelsen fra hjemmet i Oslo.

”Da jeg blev syg, gik jeg fra en hektisk hverdag fyldt med møder og deadlines til et liv, hvor ingen krævede noget af mig. Fra den ene dag til den anden blev min tilværelse defineret af en tvungen langsomhed. Jeg kunne ikke længere have mine tanker i dagens næste programpunkt, for der var intet i kalenderen. Jeg blev tvunget til at være til stede, og da skete det mest fantastiske: langsomt begyndte jeg at sætte pris på de helt små ting, som pludselig får enorm betydning, når du indser, at du ikke selv bestemmer, hvor længe du får lov at være her. Jeg begyndte at lægge mærke til årstidernes særkender og skiften, ting, jeg læste, fik en helt ny betydning og når andre mennesker udviste omsorg for mig, rørte det mig pludselig dybt.”

Det er sansevækkelsen og genopdagelse af nære relationer, naturen og kulturens kraft, som Thomas Hylland Eriksen håber flest muligt oplever i disse måneder, hvor hele verden får en ny rytme. Og selvom den er midlertidig, og pandemien engang i fremtiden bliver til fortid, tror han på, at livslektien fra foråret 2020 har en rolle at spille mange år frem.

”Det er klart, at vi først og fremmest skal have løst de akutte problemer, så vi sikrer, at så få som muligt går bort eller kastes ud i økonomisk ruin. Lige nu står liv på spil, det må vi ikke glemme. Men når det er sagt, er krisen også en unik mulighed for at stoppe op og spørge os selv, om det liv, vi hidtil har ført, er meningsfuldt? Coronakrisen er et onde, der – såfremt vi har det kollektive mod og viljen til det – kan vendes til noget konstruktivt. Og det gælder både for det enkelte menneske og for den planet, vi lever på,” siger han.

”I 30 år har vi været klar over omfanget af klimakatastrofen, og alligevel fortsætter vi med at bruge løs af de ikke-fornybare ressourcer, ligesom vi presser miljøet til det yderste. Hvorfor accepterer vi, at både mennesker og dyr bliver syge af at trække vejret? Og når vi samtidig har forskning, der viser, at øget forbrug ikke giver bedre liv, skulle vi så ikke skrue ned for væksten og op for alle de klimaneutrale ting, som vi i disse måneder oplever giver livet værdi. Når vi skal have samfundet i gang igen, hvorfor så ikke gøre det i overensstemmelse med kravene fra FNs klimapanel? Langt de fleste danskere og nordmænd vil kunne opnå samme livsglæde med mindre forbrug, så lad os da udnytte, at nærvær ikke forurener eller udleder CO2.”

Et af Thomas Hylland Eriksens videnskabelige aftryk er begrebet ”overophedning”, som ifølge professoren henviser til de ”accelererede forandringer”, der siden slutningen af den kolde krig har fundet sted på en række områder, særligt det økonomiske.

”Turisme, forbrug og vækst i alverdens andre henseender er jo eksploderet. Det har skabt velstand og bedre liv i for eksempel Kina, men vi har samtidig en tendens til at ignorere, at det kommer med en pris. Det er som om, vi har indgået en faustisk pagt, hvor vi ofrer naturen og fremtiden for at kunne få et bedre liv her og nu,” siger han og tager iltmæssigt tilløb:

”Så hvorfor udfordrer vi ikke dogmet om, at økonomisk vækst i den velstillede del af verden er fundamentet for realiseringen af det gode samfund? Hvorfor har vi glemt alt om de filosofisk og socialpsykologiske indsigter i, hvad der skaber bedre liv? Og hvorfor er der så mange, der tilbeder materialismen i stedet for at lede efter meningen i naturen, i antikkens filosofi eller i verdensreligionerne? Dét bør vi bruge den her tænkepause til at spørge os selv om.”

Thomas Hylland Eriksens køreplan for det, han kalder ”en udviklet og mere avanceret modernitet, som rent faktisk er forenelig med fremtiden”, er endnu ikke helt på plads.

Men det bliver noget med mere fællesskab og mindre individualisme, understreger han. Og så kommer vi til at redefinere vores skattesystem:

”Vi er i langt højere grad nødt til at beskatte i et miljøperspektiv. I Norge er vi vant til at betale afgifter på såkaldte luksusvarer som biler, tobak og alkohol, så politisk styrede skatter er ikke fremmede for os. Og det er det jo heller ikke for jer danskere. Lad os – med den sociale retfærdighed for øje – beskatte os til et langt mere bæredygtigt samfund, hvor det koster kassen at være miljøfjendtlig,” siger professoren:

”Dernæst er der behov for, at vi gentænker, hvad målet med arbejde og økonomi egentlig er. Arbejde bør for det første give den enkelte oplevelsen af at bidrage til og være en del af et fællesskab, og dernæst skal du kunne leve af det. Men målet bør ikke være at gøre rige mennesker endnu rigere. Sidst men ikke mindst skal vi gøre varer dyrere og tjenester billigere. Da jeg for nogle år siden afleverede min gode skindjakke for et få den repareret, fik jeg at vide, at det var billigere at købe en ny. Det giver jo sig selv, at den slags ikke er holdbart i længden.”

Thomas Hylland Eriksen nævner flere gange, at han ikke plæderer for en tilbagevenden til jordhulerne. Men når krisen og frygten har fortaget sig, vil han have os til at overveje, om lykken nu også ligger på en strand i Thailand. En bæredygtig modernitet, som den kollektive karantæne, der har lagt sig som en dyne henover store dele af kloden, giver os mulighed for at reflektere over. Ligesom det skete for ham selv, da kræften blev en del af hans liv.

”Man kan jo godt, omend lidt kynisk, betragte den nuværende situation som et kærkomment benspænd. Eller måske et wakeupcall i tvungen slowmotion. Det er i hvert fald givet, at hvis nedlukningen for alvor skal vise sig meningsfuld, må vi ikke glemme de indsigter, krisen trods alt har givet os, så snart vi har lagt den bag os.”

Men dét frygter han nu heller ikke for alvor. Thomas Hylland Eriksen er overbevist om, at der findes et før og et efter covid-19. Verden er endegyldigt forandret, og faktisk er han i skrivende stund i gang med at søge midler til at kunne forske i, hvordan mennesker har håndteret situationen.

”Der er ingen tvivl om, at vi står midt i en verdenshistorisk begivenhed – i vores generation har vi aldrig oplevet noget lignende. Det er både tragisk og fascinerende at se, hvordan en pandemi udspiller sig i en hyperglobaliseret verden. Ikke bare i Norge, ikke bare i Danmark, men på hele kloden er vi optaget af præcist samme problem. Samtidig kommer det her til at betyde en total omvæltning af verdensøkonomien – og af vores selvforståelse, ikke mindst. Den sårbarhed, globaliseringen også rummer, udstilles i tiende potens i disse måneder. Små ændringer med verdensomspændende konsekvenser! Når vi engang er på den anden side af pandemien – hvilket sagtens kan tage flere år – vil vores måde at se hinanden og verden på være forandret for altid. Det tør jeg godt love.”

Men det store spørgsmål er vel, om det bliver til det værre eller det bedre?

”Ja, og det er ikke givet. Men jeg er optimist – først og fremmest på grund af det potentiale, den nuværende situation rummer. Verden kan blive bedre på den anden side, men det er uendeligt vigtigt at understrege, at det ikke sker af sig selv. Men den ydmyghed og sårbarhed og solidaritet, vi mærker lige nu, den skaber et unikt vindue af muligheder,” siger han, let smilende, som om han visualiserer en bedre verden for sit indre blik.

”Det er op til os selv at vælge vores fremtid herfra. Og det er privilegeret, men det udstyrer os først og fremmest med et kæmpe ansvar.”

”På sin vis fungerer krisen som en fremkaldervæske for, hvad der giver livet mening.

Thomas Hylland Eriksen, socialantropolog og forfatter