Prøv avisen

Versailles-freden blev krig med andre midler

”Skal denne elendighed fortsætte? (Der er kun) mulighed for at leve med en retfærdig fred,” står der på denne tyske propagandaplakat fra 1920, der går i rette med de betingelser, der er pålagt de tabende tyskere efter Første Verdenskrig i Versailles-traktaten året forinden. – Foto: Akg-Images/Ritzau Scanpix

I dag for 100 år siden satte Versailles-traktaten et officielt punktum for Første Verdenskrig og åbnede forsøget på at skabe orden i det puslespil, Europa var endt i efter imperiernes sammenbrud

Kontrasten er slående. På den ene side af den fransk-tyske grænse viser de sort-hvide filmstumper en festklædt menneskemængde, der flokkes i gaderne iført nationaldragter, sorte jakker og høje hatte. Trikoloreflag smykker husfacaderne, og leende kvinder med kæmpemæssige Alsace-sløjfer på hovedbeklædningen vinker til kameraet og til de franske soldater, der har erstattet de preussiske.

”De har givet Alsace og Lorraine tilbage,” som datidens idol Paul Gesky synger med bævende stemme i den store franske slagersucces fra 1919, da Versailles-traktaten skaffede de to tabte områder tilbage til Frankrig efter 48 år under tysk herredømme.

På den anden side af Rhinen patruljerer de franske soldater i næsten mennesketomme gader, bevogter broer og kontrollerer sporvogns-passagerer for at forhindre smuglervarer i at nå Tyskland uden for Saarlandet. Her er der intet at fejre. Soldaterne er ikke helte. De opleves som den nye besættelsesmagt.

I begge tilfælde er det Versailles-traktaten, der har bestemt, hvordan befolkningerne skal opleve freden efter Første Verdenskrig. Alsace og Lorraine, som blev annekteret i 1871 efter Frankrigs nederlag til Preussen, skal ligesom Sønderjylland genforenes med fædrelandet som en del af prisen for det tyske nederlag i krigen. Men også i overensstemmelse med den amerikanske præsident Woodrow Wilsons vision om folkenes selvbestemmelsesret.

Rhinens vestbred samt de såkaldte brohoveder på østbredden – Mainz, Koblenz og Köln – kommer derimod under fransk og allieret kontrol. Her er det gammeldags magtpolitik, men også Frankrigs frygt for et nyt tysk angreb, der har overtaget.

Da den blev underskrevet i Spejlsalen på Versailles-slottet den 28. juni 1919, skulle Versailles-traktaten inkarnere en ny verden, hvor kollektiv sikkerhed og en international retsorden under Folkeforbundet erstattede gammeldags magtpolitik. Men 100 år senere er der bred enighed om, at den indeholdt kimen til den næste verdenskrig.

Bestemmelserne om Rhinlandet kom til at spille en nøglerolle i den nazistiske propaganda, der skubbede Tyskland ud på en nationalistisk glidebane efter at være blevet pålagt eneansvaret for Første Verdenskrig og en urealistisk brutal krigsskadeerstatning.

”Versailles-freden var kun en relativ fred. Våbnene tav stille. Men det var ikke en varig fred, som det jo skulle vise sig. Og det kunne måske især anes i denne del af Tyskland,” siger Joachim Schröder, historiker ved det tekniske universitet Hochschule Düsseldorf og specialist i lokal erindringshistorie.

”For den tyske befolkning vest for Rhinen blev Versailles-traktaten ikke lig med fred,” siger også den franske historiker Raphael Georges fra universitetet i Strasbourg.

”Folk risikerede ikke at dø under krigshandlinger. Men der var sabotagehandlinger og stærke spændinger mellem civilbefolkningen og de overvejende franske besættelsestropper. Under krigen blev befolkningerne sat op imod hinanden i en nationalistisk krigspropaganda, og efterkrigstiden var stadig præget af en stærk nationalisme. Spændingerne forsvandt ikke, selvom krigen var slut,” siger Raphael Georges.

Baggrunden for den allierede besættelse af Rhinens vestbred er den franske konseilspræsident Georges Clemenceaus krav om beskyttelse mod en ny tysk invasion. Versailles-traktaten afmilitariserer Rhinlandet med forbud mod igen at sætte tyske tropper ind i området. Det er netop med remilitariseringen af Rhinlandet i 1936 og overtrædelsen af traktaten, at Adolf Hitler tester de allieredes vilje til at håndhæve den.

Men Frankrig ønskede også, at Tyskland skulle betale for ødelæggelserne på fransk jord, hvor en stor del af krigen var blevet udkæmpet. Hele den nordfranske sværindustri var ødelagt. Det ville tage generationer at genrejse landet, medmindre ”tyskerne betaler”, som de franske politikere lovede.

Versailles-traktaten siger derfor, at Rhinlandet skal sættes under fælles allieret administration i maksimalt 15 år, mens Frankrig får Saarlandet og dets sværindustri i forvaltning som en del af krigsskadeerstatningerne. USA trækker hurtigt sine tropper ud af Tyskland og overlader opgaven til Frankrig. Og da Tyskland har svært ved at overholde betalingsfristerne for krigsskadeerstatningen, besætter Frankrig også Ruhrdistriktet i 1923.

De franske soldater bliver først hilst velkommen i håb om stabilitet i en situation, hvor den nye tyske Weimarrepublik er præget af revolutionær uro, arbejdsløshed og hyperinflation. Men snart vender stemningen, blandt andet i lyset af overgreb og brutal adfærd fra dele af de franske tropper.

Der bliver organiseret sabotage mod de franske soldater, og især i ét tilfælde kommer det til alvorlige sammenstød, da franskmændene den 31. marts 1923 ønsker at beslaglægge køretøjer i Krupp-fabrikken i Essen. 13 mennesker bliver dræbt i sammenstødet, der hurtigt bliver udnyttet til at piske nationalistiske følelser op i hele landet.

”Sabotagegrupperne i Ruhr blev i den nazistiske propaganda fremstillet som forløberne for Det Tredje Riges soldater,” siger historikeren Joachim Schröder.

Ruhr-besættelsen bliver til ”den sorte skændsel”, ”die schwarze Schmach” i den nazistiske propaganda, fordi Frankrig især udstationerede sine kolonitropper bestående af afrikanske soldater. I sit kampskrift ”Mein Kampf” taler Hitler om de franske ”negerhorder” i Rhinlandet, der står i ledtog med jøderne. Og raceteorierne om en afrikansk inficering af den ariske race bygger blandt andet på udtrykket ”Rheinlandbastarden”, det nedsættende udtryk, som blev benyttet om de børn, som tyske kvinder fik med de afrikanske soldater. Mindst 400 af disse børn blev tvangssteriliseret efter den nazistiske magtovertagelse i 1933.

Uden sammenligning i øvrigt var også situationen i Alsace-Lorraine præget af en relativ fred, hvor spændingerne ikke forsvandt trods fredstraktaten, påpeger Raphael Georges.

”Også i Alsace-Lorraine var freden mindre entydig. Der kom en form for udrensning af de 300.000 tyskere, som var blevet hentet til Alsace og Lorraine med deres familier efter annekteringen i 1871, især officerer og topembedsmænd. De blev i vid udstrækning udvist. Og den almindelige befolkning blev screenet af særlige screeningskommissioner for sit nationale sindelag på grundlag af afhøringer og vidnesbyrd eller stikkeri fra naboer,” siger den franske historiker.

”Fire forskellige kategorier af statsborgerskab blev tildelt, afhængigt af om man var af rent fransk, blandet eller tysk afstamning. Denne nationalisme førte til ulighed blandt borgerne. En del af glæden ved at vende tilbage til Frankrig var påtaget og påtvunget, men omvendt var det også en fordel at være på sejrherrernes side i stedet for blandt taberne,” påpeger han.

I dag er sporene stort set forsvundet efter denne fred, hvor krigen i nogen grad fortsatte med andre midler.

”Eftersom den franske besættelse i Rhinlandet blev udnyttet af den nazistiske propaganda, har perioden været vanskelig at håndtere. Det er først nu, 100 år senere, at vi som historikere for alvor begynder at beskæftige os med den,” siger Joachin Schröder.

”Desuden er perioden i den kollektive hukommelse blevet udvisket af, at det, der kom bagefter, nemlig Anden Verdenskrig, udsatte befolkningen for langt større prøvelser, for eksempel under bombardementerne,” siger den tyske historiker.

Konfrontationen i Rhinlandet står i centrum af det, som er blevet kaldt mellemkrigstidens kolde fransk-tyske krig. Og også andre steder i Europa lagde Versailles-freden grunden til spændinger, som blev forløbere for traktatens sammenbrud og alle fredsidealernes forlis.

Efter at Alsace igen blev fransk som følge af Versailles-traktaten, blev eleverne i denne lokale landsbyskole i 1920 undervist i fransk lokalpatriotisme med følgende paroler på tavlen: ”Frankrig er vort. Frankrig leve!”. – Foto: Akg-Images/Ritzau Scanpix