Prøv avisen
Globalt interview

Tysk redaktør: Vesten er på vej baglæns fra civilisation til barbari

Idéen om et fremskridt, vi er fælles om at definere, er blevet erstattet af tanken om individuelt fremskridt, for hver enkelt. Der er nu en tendens til at kræve, at alt hvad jeg har lyst til, det skal jeg også kunne gøre eller sige, men et samfund har brug for at kunne sætte grænser. mener den tyske forfatter og forlægger Heinrich Geiselberger. - Foto:

Den verden, som Vesten opbyggede efter Anden Verdenskrig som svar på barbariet, er ved at smuldre. Tilbageskridtet fra civilisation til barbari sker for øjnene af os, advarer den tyske redaktør Heinrich Geiselberger, der har samlet essays fra 15 kendte tænkere i bogen ”Den store regression”

Inden for psykoanalysen er regression ”en proces, der genopretter en tidligere eller lavere psykisk organisering, en tilbagevenden til infantile og barnlige reaktionsmåder,” lyder definitionen i Gyldendals leksikon, Den Store Danske. På andre sprog kan regression også betyde et tilbageskridt, i modsætning til fremskridt.

De 15 fremtrædende internationale tænkere bag bogen ”Die Grosse Regression” benytter ordet i begge betydninger. I essaysamlingen, som udkom på tysk i april og siden er blevet oversat til 11 sprog, reflekterer de over, hvor det 21. århundredes verden er på vej hen.

Og deres svar er, at den går baglæns. Den regredierer, som psykoanalytikerne siger. Fra selvkontrol til instinkternes herredømme. Fra civilisation til barbari.

”Hvis civilisation kan defineres som en langsigtet proces, der består af indbyrdes afhængighed, social sammenvævning og en tendens, der lidt efter lidt fører til kontrol af følelsesaffekter og selvkontrol, må man nå til den konklusion, at vi er vidne til en faretruende proces: en regressiv af-civilisering,” skriver for eksempel den tyske økonom og politolog Oliver Nachtwey.

Bogens bidragydere er alle fremtrædende deltagere i den offentlige debat i Europa og USA. De omfatter den slovenske filosof Slavoj Zizek, den fransk-israelske kultursociolog Eva Illouz og den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman, der afgik ved døden, inden bogen blev udgivet på foranledning af Heinrich Geiselberger, forfatter og forlægger ved det tyske forlag Suhrkamp.

”Der er en fælles fornemmelse af, at vi står ved en korsvej, et vendepunkt,” siger Heinrich Geiselberger.

Han indleder bogen med et citat af den verdenskendte tyske sociolog Ulrich Beck:

”Når en verdensorden bryder sammen, begynder eftertanken”.

Oliver Nachtwey parafraserer på sin side den italienske kommunistiske filosof Antonio Gramsci, der døde i 1937:

”Den gamle verden dør, og den nye er endnu ikke født. I dette tomrum opstår uhyrerne”.

Ifølge Heinrich Geiselberger er Vesten ved at tage enorme tilbageskridt væk fra den regulering, der er civilisationsbærende.

”Siden Anden Verdenskrig har vi bestræbt os på at bygge en verden, der er baseret på selvregulering som værn mod barbariet. Vi har formuleret menneskerettighedserklæringen. Vi har accepteret, at nogle internationale normer og konventioner står over national lovgivning. Vi har insisteret på at bekæmpe diskrimination og er blevet enige om, at sexisme og racisme er af det onde. Det er det, mange nu opfatter som patroniserende og politisk korrekthed. Måske har vi overdrevet. Men det ændrer ikke ved, at et samfund har brug for at sætte denne form for grænser, og nu er der en tendens til at kræve, at alt hvad jeg har lyst til, det skal jeg også kunne gøre eller sige. Det er det, vi mener med titlen ’Den store regression’,” siger Heinrich Geiselberger.

”Det store tilbageskridt” kommer blandt andet til udtryk i den mistillid til demokratiet, som understreges af både den fremtrædende bulgarske politolog Ivan Krastev, og den indiskfødte antropolog Arjun Appadurai. Begge peger på vælgernes fascination af stærke, autoritære skikkelser fra Trump og Putin til Erdogan og Viktor Orbán. Selv polakkerne, som har nået en uset grad af velstand takket være EU og det liberale demokrati, har valgt en autoritær regering, der sætter demokratiet og retsstaten ud af kraft, påpeger Krastev.

Det er en reaktion på, analyserer Zygmunt Bauman, at alle de løsningsmodeller, vi troede på indtil nu, pludselig viser sig at være ineffektive og ubrugelige i en globaliseret verden. Resultatet er, at ikke kun det liberale demokrati, men også selve tanken om fremskridt og fremtids-optimisme er blevet diskrediteret i den vestlige verden.

Med Slavoj Zizeks ord står vi over for en principiel selvmodsigelse i den nye globaliserede verdensorden:

”Det er strukturelt umuligt at finde en global politisk orden, der modsvarer den globale økonomi.”

”Det, forfatterne i fællesskab peger på, er, at dette har ført til en form for anarki, hvor intet styres og planlægges,” siger Heinrich Geiselberger.

”Regeringerne kan ikke kontrollere globaliseringen. I stedet for at regulere, for eksempel i forhold til skatteoptimering og skatteunddragelse, konkurrerer de om at have den laveste skat. De kan ikke længere love fremgang for alle, det store løfte i 1950’erne og 1960’erne med bedre skoler, bedre sundhed og mere velfærd. Når så et parti stiller med en stærk mand, der hævder at kunne indfri disse krav, er det fristende at tro på det. Og der er ingen grund til at tale nedsættende om disse vælgere. De føler i stigende grad, at de ikke har nogen indflydelse, blandt andet fordi politikerne siger, at der ikke er nogen alternativer til det, vi gør nu. Men jeg mener heller ikke, at det er nedsættende eller patroniserende at fremføre det synspunkt, at man tager fejl, hvis man holder de mexicanske arbejdere og migranter ansvarlige for en ureguleret globalisering, som blev trumfet igennem på initiativ af de store virksomheder,” påpeger den tyske redaktør.

”Det vendepunkt, vi taler om, er ikke et post-demokrati. Vi er ikke ved at træde ud af det liberale demokrati. Men det, vi må spørge os selv om, er, om vi vil vende tilbage til nationalisme og national regulering, eller om vi vil få en form for global forvaltning, en ny global styreform,” siger Heinrich Geiselberger.

”Det store tilbageskridt” er en reaktion på ”nationalisternes internationale”, som forfatterne formulerer det. Men bogen er også en kritik af venstrefløjen, som ikke har formået at levere mere troværdige løsninger på globaliseringen udfordringer og udtryk for et ønske om at nære debatten om alternativer til nationalismen. Og den vil blive fulgt op af debataftener og andre initiativer, der kan nære diskussionen om en fremtid, der ikke vender tilbage til det 20. århundredes nationalisme, men heller ikke lukker øjnene for globaliseringens udfordringer.

I det franske præsidentvalg for nylig blev vælgerne netop stillet over for dette valg mellem en nationalistisk eller en kosmopolitisk fremtid.

”Det er i nogen grad en forenklet fremstilling. Når folk siger, at de ikke ønsker en kosmopolitisk verden, så siger de i virkeligheden også: Jeg ønsker ikke en verden, hvor min regering ikke har indflydelse på min tilværelse, og hvor jeg ikke har nogen indflydelse på min regerings politik, fordi globaliseringen flytter magten ud af de nationale regeringers hænder. Men jeg tror ikke, vi står over for et enten-eller. Essensen af kosmopolitisme er samarbejde. Vi har brug for samarbejde, og hvis det sker bedst ved, at vi henter nogle debatter og beslutninger tilbage til det nationale niveau, så er det fint. Alle former for nationalisme er ikke skadelige,” fremhæver Heinrich Geiselberger.

”På samme måde betyder et et kosmopolitisk verdenssyn ikke nødvendigvis kulturel kosmopolitisme. Mange er bekymrede over migrationskrisen, hvor folk søger væk fra krig, men også fra fattigdom. Det er udtryk for globale ubalancer. Vælgerne i Europa konstaterer især, at der er noget, der ikke fungerer, når så mange mennesker kastes på flugt. Men hele diskussionen om kulturel kosmopolitisme forhindrer os i at tale om disse økonomiske ubalancer og flytter debatten væk fra økonomien og de strukturelle, systemiske mekanismer, der bidrager til migration,” beklager Heinrich Geiselberger.

Samtidig har vi mistet troen på, at i morgen vil blive bedre end i dag, mener han.

”Tanken om, at vi kollektivt og i fællesskab kan gøre verden bedre, har været under pres de seneste 20 år. Idéen om et fremskridt, vi er fælles om at definere, er blevet erstattet af tanken om individuelt fremskridt for hver enkelt. Selvfølgelig er individuel frihed også et fremskridt i sig selv. Fremskridt måles på respekten for individuelle rettigheder. Men vi ser også en modreaktion i form af det synspunkt, at der er blevet fokuseret for ensidigt på mindretalsrettigheder for seksuelle, etniske og religiøse mindretal på bekostning af sociale rettigheder og social lighed. Det er flertallet, der nu føler sig truet,” siger Heinrich Geiselberger.

Han mener, at den form for individualisering,der har vundet frem, er Margaret Thatchers individualisme: Samfundet findes ikke; kun enkeltindivider, der lever ved siden af hinanden.

”Thatchers kongstanke var at begrænse fagforeningernes magt, og sideløbende har også andre strukturerede fællesskaber som for eksempel kirkerne tabt terræn. Jeg tror, at kirker, fagforeninger og andre fællesskaber opfylder en vigtig samfundsmæssig funktion. Som individuelle vælgere kan vi føle, at vores stemme ikke har ret stor vægt, og at vi ikke bliver hørt. Men hvis vi er medlem af en kirke eller en fagforening, der blander sig i debatten, så styrker det følelsen af, at vi har indflydelse sammen med ligesindede. Med kirkernes, fagforeningernes og de politiske partiers vigende tilslutning har vi mistet denne bevidsthed om fælles indflydelse. Tilbage står atomiserede individer, der føler sig magtesløse og vrede,” siger Geiselberger.

Det er her, af-civiliseringen begynder, mener han i samklang med bogens øvrige skribenter. Den fransk-israelsk kultursociolog Eva Illouz taler om en radikalisering af de vestlige samfund. Den tyske økonom Oliver Nachtwey citerer Freud og filosoffen Theodor Adorno, der er enige om, at den civilisatoriske proces indebærer en undertrykkelse af instinkterne.

”Af-civilisering betyder for eksempel, at vi fjerner os fra et debatniveau, hvor vi kan finde løsninger på problemerne. Donald Trump er i den forstand udtryk for en af-civilisering, når han systematisk kalder sine modstandere for uærlige (”croocked Hillary”). Eller når vi i Tyskland begynder at kalde hinanden for ’folkeforrædere’ eller taler om ’kanslerdiktatur’. Selvfølgelig skal vi forsvare ytringsfriheden, og det er altid ømtåleligt at tale om at regulere ytringer. Men almindelig høflighed er faktisk en civilisationsværdi. At fornærme folk er ikke et udtryk for civilisation. Det er i stedet udtryk for, at vi på en række områder er ved at miste accepten af selvkontrol. Accepten af, at der er noget jeg skal afholde mig fra at gøre eller sige, selvom jeg har lyst til det,” siger Heinrich Geiselberger.

Det er ”sadisme” i filosofisk forstand, der indebærer, at intet må stille sig i vejen for tilfredsstillelsen af den enkeltes umiddelbare lyster, uanset hvad de måtte være. Et andet tegn på af-civilisering er udbredelsen af ”alternative facts” og afvisningen af rationelle argumenter.

”Idéen til bogen fik jeg i 2015 efter angrebet på Charlie Hebdo, der blev efterfulgt af migrationskrisen. Begge begivenheder illustrerede en form for moralsk sammenbrud. Men det var først efter den britiske Brexit-afstemning, at vi for alvor fik samlet de forskellige bidragydere. Brexit gjorde det klart, at vi står over for en ny fase, hvor løgn betaler sig. Der blev løjet om det beløb, Storbritannien betaler til EU, og der blev afgivet uholdbare løfter om, at dette beløb i tilfælde af Brexit ville blive investeret i det britiske sundhedsvæsen. Og vælgerne var ligeglade med, at det var løgn,” siger Heinrich Geiselberger.

Hvor den amerikanske politolog Francis Fukuyama efter Berlinmurens fald forudså, at det liberale demokrati og de vestlige værdier, herunder markedsøkonomien, ville brede sig uhindret til den ganske verden, er det nu det modsatte, der sker. Antallet af demokratier er vigende. Antallet af skøbelige stater vokser, og kaos breder sig.

Som Zygmunt Bauman pointerer, fortjener flere og flere pletter på verdenskortet den gamle betegnelse for fjendtlige, ugæstfri egne: Hic sunt leones. Her lever løverne.

”Det store tilbageskridt er et resultat af en række risici, som udspringer af globaliseringen. Eftersom regeringerne ikke kan eller vil kontrollere globaliseringen, må de finde noget andet at tilbyde vælgerne. Og det er blevet den nationale storhed. Men hvis vi benytter den sidste nationale suverænitet, vi har, til at køre de internationale relationer op i en spids, så skaber vi en endnu mere farlig international situation,” siger Heinrich Geiselberger.

Hvem

Heinrich Geiselberger, født i 1977 i Waiblingen nær Stuttgart. Han studerede journalistik, tysk litteratur og sociologi i München under den nu afdøde sociolog Ulrich Beck. Han blev ansat ved forlaget Suhrkamp i Berlin i 2006 og har siden 2016 været direktør for afdelingen for faglitteratur og essays.

Hvad

Verden står ved en korsvej, der enten fører tilbage til det 20. århundredes nationalisme eller til en ny international orden, der kan løse det 21. århundredes og globaliseringens udfordringer.

Hvorfor

Heinrich Geiselberger har taget initiativ til en essaysamling med bidrag fra 15 internationale tænkere, ”Der Grosse Regression” (Det store tilbageskridt), som siden udgivelsen i Tyskland i april er blevet oversat til 11 sprog.