Vesten har et ansvar for at fremme demokrati og give undertrykte befolkninger en stemme

Det internationale samfund har pligt til at sikre, at flere lande bevæger sig mod demokrati. For de fleste mennesker vil vælge at leve i et demokrati, hvis de bliver spurgt, mener den tidligere norske statsminister Kjell Magne Bondevik, der har indtaget en særlig position i demokratiseringsprocesser verden over

Vælgere i kø ved valget i Rwanda forleden. Landet er et af eksemplerne på, at folk har grebet demokratiet, da chancen bød sig. –
Vælgere i kø ved valget i Rwanda forleden. Landet er et af eksemplerne på, at folk har grebet demokratiet, da chancen bød sig. –. Foto: Tony KarumbaAFP.

Det er en drøm, der går i opfyldelse.

Sådan beskrev Kjell Magne Bondevik oprettelsen af Oslocenteret i 2006, og sådan føler han det stadig. Da han var ung præst og nyvalgt i Stortinget for Kristeligt Folkeparti, tænkte han over, hvad han gerne ville udrette i sit virke både på kort og lang sigt. At hjælpe folk, der mangler støtte, var svaret, han kom frem. Det er det ypperste for en politiker, og i sit arbejde som leder af Oslocenteret beskæftiger han sig hver dag med noget, som han finder meningsfyldt.

LÆS OGSÅ: Demokrati: Evnen til at skelne er vigtig

Man kan kalde ham rejsende i demokrati og fred, og denne dag i Oslo er som sædvanlig en travl dag for Kjell Magne Bondevik. Bunkerne på hans kontor midt i Oslo vidner om de mange projekter, som centeret er involveret i, og efter interviewet skal han videre til et møde i Kristeligt Folkeparti, som han var partileder for i 12 år. Inden han gik ud af politik, var han statsminister i syv år, og det er de kontakter, han nu trækker på i sit arbejde for verdens skrøbelige demokratier.

Som statsminister havde Bondevik et særligt fokus på fredsinitiativer, og under Norges formandskab i FNs Sikkerhedsråd i 2002 satte landet blandt andet arbejdet for sikkerhed i Etiopien-Eritrea-konflikten og Mellemøsten højt på agendaen.

Da USAs præsident, Barack Obama, under et møde i Stockholm tidligere på måneden plæderede for, at verdenssamfundet skulle gribe ind i Syrien selv uden et FN-mandat, stod den norske statsminister Jens Stoltenberg fast på, at landet ikke vil støtte en intervention uden støtte fra FN. Det har i årevis været Norges standpunkt igennem skiftende konflikter uanset regeringsfarve, og det er også det standpunkt, som Kjell Magne Bondevik stadig fastholder i spørgsmålet om Syrien.

Det er en meget svær problemstilling at begive sig ind i, men jeg mener principielt, at det er forkert at ty til et militært angreb uden en bred koalition med forankring i FN. Parterne må presses til forhandlingsbordet, for med et angreb risikerer vi, at hele regionen eksploderer. Det er bogstaveligt talt livsfarligt at angribe et land med naboer som Hamas, Hizbollah og Israel, siger han.

Jeg tror ikke på sanktioner, men på dialog, som prøver at overbevise styret om, at dets magtfastholdelse ikke er levedygtig. Vi kan hjælpe dem med en proces mod demokrati. Endnu er det ikke aktuelt at tale om en demokratiseringsproces i Syrien, for landet er stadig så ustabilt. Først og fremmest skal våbnene lægges, så der kommer fred til landet, og det kan tage meget lang tid, siger Kjell Magne Bondevik.

En fredelig udvikling med brug af dialog har Oslocenteret blandt andet været fortaler for i debatten om Myanmar (Burma). I takt med, at det autoritære regime har løsnet grebet om landet og givet mere plads til politiske modstandere, har Norge slækket på sanktionerne mod Myanmar. Det er ifølge Kjell Magne Bondevik en klog strategi, som viser anerkendelse over for de positive tiltag, men hvor man samtidig har muligheden for at presse på for yderligere fremskridt. Når sanktionerne langsomt ophæves, viser man, at nye skridt må tages, før samarbejdsrelationerne bliver helt normaliserede.

Myanmar er det første land, Kjell Magne Bondevik nævner, når han bliver spurgt om positive eksempler på stater, der bevæger sig mod demokrati. Han har et særligt forhold til det sydøstasiatiske land, som han har besøgt flere gange. Første gang var på et turistvisum i 1997 som Burma-aktivist, før han blev statsminister, hvor han fik mulighed for at møde Aung San Suu Kyi.

Det er et møde, som jeg aldrig vil glemme. Der er nogle personer, som har en speciel udstråling og som gør et stærkt indtryk. Hun er en af dem. Siden har jeg besøgt hende flere gange i Yangon, og sidste år var hun i Oslo for at holde sin Nobel-tale, og der modtog vi hende på Oslocenteret. Under vores første møde bad hun mig om at holde omverdenens fokus på Burma, for det var den eneste måde, der kunne ske fremskridt på. For tre år siden ændrede situationen sig til det bedre, og hun blev løsladt. Det har været så meningsfyldt at arbejde med demokratiudvikling i landet, for tingene går i den rigtige retning. Der er endnu ikke demokrati, men forhåbentlig kan vi sige, at der er et folkeligt forankret styre i Burma efter valget i 2015. Det er et eksempel på, at omverdenens pres og brugen af pisk og gulerod virkelig har gjort en forskel. Nu skal jeg ikke længere besøge landet på turistvisum, men bliver taget imod af præsidenten og ministrene, og alle er meget interesserede i at lære mere om god regeringsførelse.

Når Oslocenteret engagerer sig i et land, er det først og fremmest med rådgivning til landets politikere og ledere om netop god regeringsførelse. Flere af centerets medarbejdere er tidligere politikere og har erfaring fra internationale demokratiorganisationer som eksempelvis National Democratic Institute. De etablerer projekter for unge, tager initiativ til konferencer om emner som menneskerettigheder og ligestilling og støtter de ofte nye og uerfarne regeringer på vejen mod demokrati. Siden etableringen for syv år siden har Oslocenteret blandt andet engageret sig i Somalia, Afghanistan og verdens yngste stat, Sydsudan. Kjell Magne Bondevik peger på fem vigtige faktorer, som et spirende demokrati må arbejde med for at skabe en stabil styreform.

For det første er det helt elementært med frie og retfærdige valg, hvor flere politiske partier kan stille op. For det andet indebærer det, at vinderen ikke tager det hele, men at der skabes et åbent samfund, hvor også minoriteten høres. For det tredje skal der være fokus på dialog og forhandling i stedet for konfrontation. Den fjerde vigtige ting er at få skabt fungerende demokratiske institutioner, og det femte er, at magtfordelingen mellem den udøvende, lovgivende og dømmende instans er til stede. Det er alle meget vigtige elementer, som er en indgroet del af vores vestlige samfund, men som for mange mennesker er noget helt nyt. Der er vores ekspertise og erfaring efterspurgt, fortæller Kjell Magne Bondevik.

I arbejdet med demokrati og fredsspørgsmål lægger Oslocenteret stor vægt på religiøse aspekter. Kjell Magne Bondevik mener, at interreligiøs dialog er en hjørnesten, når et land ønsker at styrke demokratiet. Det handler om at identificere fælles værdier på tværs af trosgrænser og bruge tid på at tale om, hvordan man kan leve fredeligt sammen med forskelle og ligheder.

Kjell Magne Bondevik trækker konflikterne på Balkan og i Nordirland frem som eksempler på, hvordan religion er blevet brugt til at optrappe uenigheder, og han mener, at fredsmæglere altid bør tænke religion ind i arbejdet. Medarbejdere på ambassader spiller en vigtig rolle som frontløbere for et land, og der er ifølge Kjell Magne Bondevik alt for lidt fokus på religionens rolle i samfundet i uddannelsen af ambassademedarbejdere.

De allerfleste udsendte ved ikke nok om religion i det land, de er i. De lærer om den økonomiske og politiske situation i landet, men hvis man ikke kender de religiøse grupperinger, kan man let komme til at begå fejl. Vi lever i det såkaldt sekulære Vesten, hvor religion er blevet presset tilbage i den private sfære, men i de lande, hvor demokratiet er nyt og vaklende, har religion ofte en meget central placering. Det er utrolig vigtigt, at man er bevidst om det.

I flere år har Oslocenteret arbejdet tæt sammen med Irans tidligere præsident Mohammad Khatami om et tværnationalt projekt med fokus på interreligiøs dialog. De har holdt arrangementer i Teheran og Oslo om ligestilling, fred og tolerance, hvor Kjell Magne Bondevik slår fast, at der var flere ligheder end forskelle, når de forsamlede muslimer og kristne skulle tale om deres værdier som menneskeværd, respekten for det hellige og retfærdighed.

I løbet af de seneste 25 år er antallet af demokratier i verden blevet mere end fordoblet, og hvor forskere anslår, at omkring 40 procent af verdens befolkning levede i en demokratisk styreform, er det tal nu steget til omkring 70 procent. Den verdensomspændende demokratiseringsbølge er uden tvivl noget at råbe hurra for, mener Kjell Magne Bondevik, og han ser positive tendenser i mange lande.

Den største globale udfordring er ifølge ham at sikre inkluderende samfund, hvor flertallet tager hensyn til mindretallet. I mange kulturer er der ikke tradition for at lade minoriteter få medbestemmelse, og det skaber splid og konflikter. Derfor arbejder Oslocenteret tæt sammen med politikere, ngoer og statslige institutioner om at skabe større forståelse for, at alle bliver hørt.

Derudover er det afgørende, at man lader ønsket om udvikling mod demokrati komme fra folket selv. Det er ikke altid, at folkets stemme kan høres, men Kjell Magne Bondevik har en dyb tro på menneskets ønske om medbestemmelse over sit land og sin skæbne, at han tror, at de fleste vil vælge at leve i et demokrati, hvis de bliver spurgt.

Jeg mener, at vi så absolut skal støtte et lands befolkning i deres ønske om medbestemmelse og frihed. I de allerfleste diktaturer ønsker folk demokrati, men de tør ofte ikke sige det højt. Frygten for repressalier er høj, og der har det internationale samfund et ansvar for at skubbe til landets styre. Vi så, hvilken udvikling det skabte i Sydafrika, hvor landets hvide ledere indså, at situationen ikke var holdbar. De valgte at gå langsomt væk fra undertrykkelsen og apartheidstyret, og regimets sidste præsident, de Klerk, endte med at få Nobelprisen, fordi han modigt opløste det årelange diktatur. Det er det, jeg ønsker at overbevise andre ledere om, så flere demokratier kan udvikles. Så vil verden blive mere fredelig.