Den (genvalgte) russiske præsident Vladimir Putin fik i går det højeste antal stemmer ved et præsidentvalg i Ruslands historie med 56,2 millioner stemmer og 76 procent af de afgivne stemmer. Valgdeltagelsen var på 67,5 procent, og Putins stemmeantal betyder, at hver anden stemmeberettigede russer stemte på ham.
I realiteten er stemmeprocenten sandsynligvis 5-15 procentpoint lavere, og et par millioner af de stemmer, Putin har fået, er et resultat af valgsvindel. Alligevel var valget en klar sejr for Putin, og han står umådeligt stærkt både indenrigs- og udenrigspolitisk lige nu.
Valg i Rusland er orkestrerede og sminkede, valgsvindelen er offentlig, og alligevel er der ingen tydelig protest, der truer valgets sejrherre. Man fristes til at spørge hvorfor?
Der er to primære årsager – for det første Kremls valgmaskine og for det andet konflikten med Vesten.
Kremls valgmaskine har i 18 år vist sig som en lærenem, strategisk enhed, der fra valg til valg får løst de svagheder, man har vist ved forrige valg. En afgørende forudsætning for valgmaskinen er, at den dels råder over langt de fleste ressourcer, dels effektivt undertrykker udviklingen af alternative kandidater og politiske programmer.
Det russiske demokratis grundlæggende problem er, at det politiske spiringslag, der udvikler nye politiske programmer, bevægelser, udtryksformer og kandidater i Rusland, har fået en effektiv gang Roundup sprøjtemiddel, så næsten intet gror. Men når dét så er sagt, er Kremls valgmaskine som nævnt ekstremt strategisk opfindsom.
Tag valgsvindel. Ved parlaments-valget i december 2011 førte valg-svindel til de største folkelige protester mod Putin nogensinde, og fire måneder efter blev Putin genvalgt til præsident i en kampagne, hvor Kreml dirrede af nervøsitet for, om demonstrationerne ville forsætte efter præsidentvalget og sende regimet ud i tovene. Det har man lært af.
Alle kan nu på Twitter og YouTube finde eksempler på åbenlys valgsvindel, men en del af billederne er optaget med officielle kameraer med budskabet om, at vi – centralmagten i Moskva – selv afslører fejlene og får dem rettet. Og den købte russerne i går.
Den eneste udfordring for valgmaskinen i Kreml var den liberale opposition, ledet af Aleksej Navalnij. Navalnijs strategi var at få folk til at blive hjemme – og hvis vi kunne få tal for den reelle valgdeltagelse, ville den vise, at mange blev hjemme, om det så skyldtes Navalnij eller bare politikerleden i befolkningen generelt.
Men det kan Navalnij ikke styrke sig på. Ksenia Sobtjak, oppositionel meningsdanner og Navalnij-allieret, stillede op til valget som kandidat og brød dermed med oppositionens linje. Med den strategiske splittelse var gassen trukket ud af den ballon. Navalnij og Sobtjak mødtes da også i et tv-interview i går, hvor de rev hovederne af hinanden, hvilket i russernes øjne heller ikke styrker billedet af en opposition, som man kan overlade stats- og regeringsansvar.
Den liberale opposition kan tørres op med en karklud, og Putin står lige nu fantastisk stærkt indenrigspolitisk – både over for oppositionen og de mest magtfulde oligarker.
Det sidste har Vesten i høj grad hjulpet med. Som Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, så rammende har sagt, trækker Putin vejret gennem internationale konflikter. Russerne er trætte af den politiske klasse, af korruption og først og fremmest meget utilfredse med uddannelses- og sundhedssystemet. Begge områder, som ville fylde meget under et normalt valg. Men når Vesten er mod os, må vi stå sammen, og så er Ruslands valg Putin.
Et russisk valg kan ikke sammenlignes med eksempelvis et dansk, men at det er forskønnet og iscenesat gør det på ingen måde irrelevant eller umuligt at drage mening af. I ethvert politisk system gælder de politiske realiteter på sammen måde som tyngdeloven. Hvordan de er kommet frem, kan være kritisabelt, moralsk angribeligt med videre – men det er den realitet, vi må forholde os til.
Russerne har Putin seks år mere, fordi han er Ruslands valg. I Vesten har vi også fået Putin seks år mere, og vi skal netop forholde os til, med Flemming Splidsboels ord, at Putin trækker vejret gennem internationale konflikter. Konflikterne er på Putins side. Det skal vi gøre os klart og bekymre os om.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.