Amerikanerne kunne ikke drømme om at vælge en præsident, der ikke er troende. Og når de har valgt ham - eller hende - bliver vedkommende taget i ed ved at lægge hånden på Bibelen. Alligevel er den udbredte opfattelse i USA, som i Europa, at religion ikke hører hjemme i politik, og begge regioner har indrettet sig med sekulære samfundsmodeller.
”De vestlige lande vil helst befri sig for religionen. De mener, at religion står i modsætning til rationalitet og videnskabelighed. Der er en fornemmelse af, at religion er en hindring for udvikling og fremskridt. Religion er noget, tilbagestående, som fattige lande hænger fast i. Det smager af støvede traditioner og overtro,” siger Michael Barnett, professor i international politik og statskundskab ved George Washington Universitet, USA.
Han har det seneste år været seniorforsker ved forskningsinstitutionen the Transatlantic Academy (Det Transatlantiske Akademi) og er medforfatter til akademiets 2015-rapport. Den handler i år om tro, frihed og international politik og er netop blevet præsenteret i en række europæiske hovedstæder, herunder København.
”Religionen er aldrig forsvundet ud af de vestlige lande, men vi har det ikke godt med at tale om religion som en del af det politiske liv eller international politik. Vi er endt med en fortælling, hvor det er godt at have befriet sig fra religion i det offentlige rum,” hævder Michael Barnett, der selv er jøde.
”Selvopfattelsen i Vesten er, at det er os, der har fattet det med religion og politik. Det har de andre ikke. Vi er sekulære. De er religiøse. Og det giver dem et problem set med vores øjne,” siger han.
Amerikaneren mener, at både vestlige forskere og politikere ignorerer religion og derfor forstår meget lidt af den betydning, religion har for internationale forhold.
”Det chokerer os i Vesten, når folk tager deres religion alvorligt. Vi opfatter det nærmest som en smule primitivt, at man nogle steder er villig til at dø for sin gud. For os er det økonomiske konjunkturer, udviklingen i teknologi og skiftende magtbalancer, der driver udviklingen. Den materielle verden trumfer den spirituelle,” siger Michael Barnett.
Hvordan hænger det sammen med, at mange indbyggere i de vestlige lande er dybt troende - ikke mindst i dit eget land, USA?
”Vi har denne skarpe skelnen mellem det private og det offentlige. Det er sekularismens væsen. Vi bringer ikke religionen ind i det offentlige rum - hævder vi i hvert fald. Vi forsøger snarere at inddæmme den, at holde den i sin egen lukkede boks,” siger Michael Barnett.
Han mener, at de vestlige lande stikker sig selv blår i øjnene.
”Vi tager religionen meget mere alvorligt, end vi tror og vil være ved. Religion manifesterer sig på et utal af måder, og mange emner er præget af religion, ikke mindst i USA. Abort, prævention, dødshjælp, udviklingsbistand. Det fylder meget og betyder meget. Det er sågar ikke mere end 50 år siden, at den amerikanske højesteret fastslog, at USA er et kristent land,” siger han.
Sekularisme udelukker heller ikke elementer af helligdom, fremhæver Michael Barnett. Nogle af de fælles værdier, som de sekulære samfund bekender sig til, har karakter af noget helligt, siger han. Nationalisme kan have stærke elementer af hellighed. Det samme gælder menneskerettighederne.
”Menneskerettighederne sætter enkeltpersoner i stand til at føle sig som en del af et grænseoverskridende universelt fællesskab og være mere moralsk indstillede, end de ellers ville være. Præcis som kristne tror, at Jesus døde på korset for vores synder, tror mange, at alle mennesker er født lige,” mener han.
Michael Barnett mener, at Vesten har et skizofrent forhold til religion.
”På den ene side er der en grundantagelse af, at hvis vi bliver for religiøse, bliver vi umoderne og forkerte, men vi vil samtidig gerne have det skvæt af religion, der sikrer humanismen en plads. Religionen giver en form for mening til vores samfund, som vi trods alt ikke vil undvære,” siger han.
”En af de udfordringer, vi har i Vesten, er, at vi ikke er kommet overens med, hvad religion betyder for os. Kan vi være både religiøse og moderne og videnskabelige? Det har vi svært ved at tro.”
Michael Barnett peger på, at sekularisme er - og altid har været - en isme, det vil sige en ideologi. Derfor er det hult, når sekulære personer fremstiller det, som om de tilbyder et værdineutralt verdensbillede. De markedsfører tværtimod et politisk projekt. Når man er sekulær, gør man ikke blot krav på at fremstille verden, som man tror, den er. Man forsøger også at fremme en verden, sådan som man mener, at den burde se ud, mener han.
Vestens store fejltagelse er, at den ikke vil erkende, at religion er en del af verden, ikke blot af det private rum. Også i de vestlige lande selv.
”Vi vælger hele tiden at vende det blinde øje til. Men religionen har altid været der og vil altid være der,” siger Michael Barnett.
Han peger på, at Vesten står alene med sit restriktive syn på, hvilken rolle religionen skal spille i samfundet. I resten af verden opfatter man det i varierende grad som både ønskeligt og naturligt, at religionen indgår som en del af det offentlige samfundsliv og i politik. Hvilket dog ikke forhindrer en løbende kamp mellem de kirkelige og de politiske magthavere om, hvor den rette balance mellem religion og politik er.
”De enkelte lande må hver især finde ud af, hvad der er rigtigt for dem. Hvordan religion og politik skal afvejes.”
Michael Barnett afviser da også, at religion udgør en særlig trussel mod en demokratisk udvikling.
”Mange i Vesten har en opfattelse af, at sekularisme er en forudsætning for udvikling og opbygning af demokrati. Selvom antidemokratiske kræfter kan antage mange forskellige former, er der en fejlagtig idé om, at folkets vilje er særligt truet af ethvert tilløb til teokratiske elementer, der mener, deres autoritet stammer fra Gud,” siger han.
Men svækker det ikke demokratiet, hvis kirkelige institutioner har politisk magt? Præster er ikke på valg.
”Det er klart, at der skal være en nødudgang. Man kan sige, at i kirken fungerer demokratiet ved, at hvis man ikke kan lide præsten, så går man til en anden kirke,” siger Michael Barnett.
En del af religionens blakkede ry i international politik hænger sammen med, at religion bliver forbundet med irrationalitet og konflikt.
”Religion ses som roden til alt ondt. Der, hvor der er religion, opstår der vold. Det er den almene opfattelse i de vestlige samfund,” siger den amerikanske professor.
”Religion ses som en trussel mod stabilitet i langt højere grad end andre faktorer, selvom det ikke stemmer overens med de historiske erfaringer. Det var ikke religion, der var på spil under Første eller Anden Verdenskrig. Det var heller ikke religion, der var skyld i folkedrabene i Cambodja eller Rwanda. Nationalisme er langt farligere. Vi gør alt for ofte religion til syndebuk,” siger han.
Ikke mindst Mellemøstens aktuelle kaos og en række islamistiske terrorangreb har gjort det naturligt for mange borgere i de vestlige lande at koble religion med fanatisme, ekstremisme og vold. Men volden må ses i sin historiske sammenhæng, mener Barnett.
”Islam er blevet protestens sprog. Efter kolonitiden blev befolkningerne lovet reformer og velfærd, men det var ikke det, de fik. De nye magthavere svigtede dem, og nu er religionen blevet det sted, hvor frustrationen og vreden kommer ud,” siger han.
Efter hans vurdering opstår problemet, når de religiøse institutioner gør en folkelig utilfredshed til en del af deres egen dagsorden og insisterer på, at staten er nødt til at favorisere netop deres trosfæller - ofte på bekostning af religiøse mindretal. Mellemøsten udgør i den henseende et skoleeksempel på, hvad der sker, når religion løber af sporet.
Ville det gøre nogen forskel i international politik, hvis de vestlige lande besindede sig på religionens rolle og accepterede den betydning, den efter din mening har både i deres egne samfund og især i den øvrige del af verden?
”Det er meget svært at sige. Jeg tror ikke meget på, at vi får en anden opfattelse af vores eget forhold til religion, men det ville hjælpe utroligt, hvis vi i det mindste ville erkende, at resten af verden ser os som kristne lande. Uanset hvor meget vi selv mener, at det ikke er kristendommen, der skriver udenrigspolitikken, er det i det lys, vores handlinger bliver set.”
Er der nogen tegn på, at der sker ændringer i Vestens forhold til religion?
”Jeg ved det faktisk ikke. Folk taler mere om det, men vi hænger stadig fast i den gamle opfattelse af, at enten er man religiøs eller også er man rationel. Samfund, der lukker religionen ind i det offentlige rum, kan ikke også være rationelle, fornuftige samfund.”
Er verden som helhed ved at blive mere sekulær? Udvikler flere lande sig i samme retning som de vestlige lande med deres skelnen mellem religion og politik?
”Det var den teori, vi begyndte vores arbejde med for 10 måneder siden. At religionen ville miste indflydelse, efterhånden som velfærden voksede, og landene blev rigere. Det er den traditionelle tese. Men vi har konstateret det modsatte. I Kina vokser kristendommen eksplosivt i middelklassen. Det samme ser vi i Sydkorea og andre steder i verden, hvor indtægterne stiger.
Folk ønsker ikke blot mere i løn. De efterspørger en mening med tilværelsen. Når det kommer til stykket, er vi alle søgende mennesker.”