Det minder svagt om en familiefest, hvor nogle af familieoverhovederne har meldt afbud, og kun de fjerne fætre dukker op.
Elitens årlige mondæne sammenkomst i skisportstedet Davos i de schweiziske alper slår dørene op i dag, men gæstelisten ved Verdens Økonomiske Forum er markant mindre prominent, end den plejer. Både den franske præsident, Emmanuel Macron, og den britiske premierminister, Theresa May, der begge deltog sidste år, er optaget af hjemlige problemer: Macron med de gule vestes oprør, May med Brexit.
Og mens Davos sidste år var en obligatorisk visit for Donald Trump, der ville præsentere sin ”Amerika først”-strategi, har den amerikanske præsident i år meldt afbud på grund af budgetstriden om hans planlagte mur ved den mexicanske grænse og den langvarige nedlukning af det amerikanske statsapparat. Selv finansminister Steven Mnuchin og udenrigsminister Mike Pompeo, som først havde bebudet deres ankomst, bliver hjemme. Af respekt for amerikanerne og de offentligt ansatte, som Trump har tweetet.
Af de fremtrædende europæiske stats- og regeringschefer er det kun den tyske forbundskansler, Angela Merkel, der har prioriteret at møde op i Davos sammen med 3000 fremtrædende virksomhedsledere, eksperter og politiske ledere fra resten af verden.
Og selvom Davos-mødet ikke er det eneste, endsige det vigtigste økonomiske forum i verden, er det stærkt symbolsk, at de tre vigtigste vestlige medlemmer af de rige G7-landes klub har meldt afbud.
”De tre lande befinder sig hver på sin måde nærmest i en nødsituation. Deres fravær er symptomatisk og et tegn på, at de hverken har politisk vilje eller kapacitet til at deltage i løsningen af de globale problemstillinger, der ligger og venter derude,” siger professor Poul Fritz Kjær fra afdelingen for management, politik og filosofi ved Copenhagen Business School.
Men deres befolkninger er også i vid udstrækning enige i, at fokus skal flyttes fra det internationale samarbejde tilbage til de nationale problemer. Heri adskiller de vestlige befolkninger sig klart fra indbyggerne i resten af verden og i særdeleshed i Asien, viser en meningsmåling i 29 lande, som organisationen bag topmødet, World Economic Forum (WEF), netop har offentliggjort.
Mens gennemsnitligt 36 procent af de 10.000 adspurgte mener, at globalt samarbejde er vigtigt for deres personlige situation, er det kun 23 procent i Vesteuropa og 34 procent i Nordamerika. Og 94 procent af befolkningerne i Sydasien mener, at deres land har et globalt ansvar, mod kun 61 procent i Nordamerika og 63 procent i Vesteuropa.
Og det er et problem, mener World Economic Forums grundlægger og formand, Klaus Schwab.
”Mens flere og flere vælgere kræver, at politikerne skal ’tage den nationale kontrol tilbage fra de globale kræfter’, er udfordringen at genskabe suveræniteten i en verden, der kræver samarbejde,” skriver Klaus Schwab i et oplæg til topmødet.
Det, der skaber behov for øget samarbejde, mener WEF’s leder, er ”Globalisering 4.0”, som netop er årets tema i Davos.
”De udfordringer, der er forbundet med den fjerde industrielle revolution, falder sammen med voksende miljøproblematikker, en multipolær verdensorden og voksende ulighed. Det fører sammen til en ny æra i globaliseringen,” mener tyskeren.
Poul Fritz Kjær forklarer, at den fjerde industrielle revolution er baseret på kunstig intelligens og opkobling af al produktion på internettet.
”Det vil erstatte billig arbejdskraft i fattige lande med digitale processer tættere på forbrugerne, hvilket kan have klare miljøfordele og bringe en del af produktionen tilbage til for eksempel Europa. Men det kan også ændre magtbalancen i verden og destabilisere for eksempel Kinas økonomiske model. Derfor er der brug for øget internationalt samarbejde i fremtiden,” siger Poul Fritz Kjær.
De vestlige lederes fravær i Davos er et af tegnene på, at de er i færd med at marginalisere sig selv i det internationale magtspil, mener han:
”Det er i særdeleshed den engelsktalende verden, der stiller sig ved sidelinjen. Den egentlige trussel er ikke, at andre overtager USA og Storbritanniens plads, men at der opstår et tomrum i stedet, fordi hverken Kina eller EU har den politiske vægt til at overtage styringen.”
Heller ikke Kina vil være repræsenteret på statschefniveau i Davos, hvor præsident Xi Jinping lader sig repræsentere af sin vicepræsident. Det giver mulighed for ekstra eksponering til den nyvalgte brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, som deltager for første gang med et nationalistisk program, der formentlig vil skurre i ørerne på Davos-eliten.