Ja, man fristes jo til at sige nu igen om den nyeste episode af verdensomspændende vold og protester over en fornærmelse mod profeten Muhammed. Først var der dødsfatwaen mod Salman Rushdie, så var der de danske tegninger og jeres film i Holland, hvor din medskaber af en film om islam og kvinder blev myrdet midt i Amsterdam.
Og nu har en eller anden ubetydelig video på YouTube været respektløs over for den muslimske tro og er gået verden rundt, hvor den har opflammet de fromme og fået de militante på gaden. Er der noget, der er anderledes denne gang, eller handler alle episoderne om ét og det samme?
LÆS OGSÅ: Fransk ugemagasin trykker profettegninger
Jeg vil mene, at de alle handler om ét og det samme i den forstand, at de udspringer af det samme. Nemlig en politisk ideologi indlejret i en 1400 år gammel religion og kultur, der ikke giver plads til kritik af sine grundlæggere og de hellige tekster. Når det drejer sig om Koranen og profeten, føler muslimer sig krænkede i samme grad af ethvert værk, som de opfatter som respektløst over for disse to ikoner.
En forskel mellem de tidligere episoder og den aktuelle er, som du antyder, at det sker i kølvandet på det arabiske forår. Masserne har fået frihed til at sige deres mening og har valgt deres egne ledere såsom Det Muslimske Broderskab i Egypten. Islamisterne er blevet gængse og de er lige så vrede og krænkede som dem, som Vesten førhen betragtede som militante og uden for indflydelse?
LÆS OGSÅ: Få overblik over Muhammed-optøjerne her
Det, vi er vidner til i slipstrømmen fra protesterne i den arabiske verden, er en stærk modvilje mod tyranniske styrer, det være sig i form af en sekulær diktator eller et religiøst monarki. Der, hvor diktatorerne er faldet, blev der i vidt omfang stemt for en styreform præget af politisk islam, sådan som jeg alle dage har sagt, at det ville ske. Hovedgrupperingen, Det Muslimske Broderskab, har aldrig lagt skjul på, at de ønsker politiske og moralske rammer baseret på islamisk lov. Så det bør overhovedet ikke komme som nogen overraskelse for os, at lederne af broderskabet bliver krænkede af lidet flatterende fremstillinger af deres moralske anfører.
Det land med muslimsk flertal, der ligger Vesten nærmest, er Tyrkiet, som både er et demokrati og medlem af Nato. Premierminister Erdogan har udtalt, at det kan ikke betragtes som ytringsfrihed at fornærme profeten. Et kompromis er altså ikke muligt på det område?
Her er, hvad den amerikanske præsident, Barack Obama, sagde, da han blev bedt om at uddybe en udtalelse fra den amerikanske ambassade i Kairo (i forbindelse med kritik af Muhammed-videoen): Vi sværger til ytringsfriheden hele vejen rundt. Det er et af de kendetegn ved vores forfatning, som jeg som præsident har svoret at holde i hævd, så vi vil til hver en tid sikre den enkeltes ret til at sige sin mening. På den anden side er denne film ikke repræsentativ for vores værdier og for, hvem vi er, og jeg mener også, at dette er vigtigt at få formidlet.
Det kan dog aldrig blive nogen undskyldning for vold mod amerikanere. Derfor er min højeste prioritet at sikre, ikke blot at amerikanske liv ikke er i fare, men at vi vil være ude efter enhver, som måtte angribe amerikanere. Det var det, min oprindelige udtalelse drejede sig om.
Premierminister Erdogan er altså ikke parat til at gå på kompromis, og præsident Obama har sværget at håndhæve den amerikanske forfatning, som blandt andet kendetegnes ved ytringsfriheden. For mig at se symboliserer det samme civilisationssammenstød, som professor Samuel Huntington beskrev så godt tilbage i 1993 mindre end fem år efter afslutningen på en ideologisk konfrontation af episke dimensioner med den daværende Sovjetunion.
Og det er den barske og ubehagelige virkelighed, som begge civilisationer står over for: På begge sider er der folk med værdier, som de ikke kan gå på kompromis med.
Premierminister Erdogan har utrætteligt anført initiativer på vegne af de i dag 57 muslimske lande i Den Islamiske Samarbejdsorganisation for at få international lovgivning mod blasfemi. Præsident Obama har lige så utrætteligt formidlet til den muslimske verden, at USA ønsker venskab og fredeligt samarbejde med muslimer overalt i verden.
LÆS OGSÅ: Da tyske højreradikale brugte Muhammed-tegninger
Han har lovet at trække de amerikanske tropper ud af Irak og Afghanistan, og han har ikke stillet sig i vejen for, at befolkningerne styrtede endog de diktatorer, der var USAs allierede. Han har generet Israel og en del af den jødiske befolkning i USA ved at prøve at vise, at USA er lige så meget på palæstinensernes side som på Israels.
Ingen af lederne og ingen af befolkningerne, som har valgt dem, er villige til at give den anden part det, den anden part ønsker: Præsident Obama vil lige så lidt som nogen anden amerikansk præsident uagtet partitilhørsforhold gå på kompromis med ytringsfriheden. Premierminister Erdogan vil lige så lidt som nogen anden muslimsk leder foreløbig læne sig tilbage i stolen og finde sig i bespottelse af muslimske symboler.
Demokratiseringen af medierne i Vesten med sociale medier som YouTube og Twitter betyder, at ethvert paranoidt fjols kan lægge en video ud på internettet. Takket være internettet når medierne nu planeten rundt og også frem til de politisk vakte muslimer, som ikke længere bliver holdt nede af eneherskere. Det er en sprængfarlig kombination, som formentlig vil betyde flere konflikter af denne type fremover?
Det kan jeg kun tilslutte mig. Som sagt baserer de vestlige lande sig på princippet om, at den frie udveksling af idéer er beskyttet af forfatningerne. I USA hædrer man folkene bag Google, YouTube og andre produkter fra Silicon Valley. Der er ikke noget helligt over Hollywood eller de kæmpestore forlag i New York: Hvis en film er god, får filmskaberne en Oscar eller en anden pris. Hvis den er dårlig, bliver de hensynsløst hånet af anmelderne. Hvis en bog er god, bliver forfatteren indstillet til en Pulitzer-pris. Hvis den er dårlig, bliver han grinet ud af byen. Ingen emner er tabu: hverken Jesus, nationens grundlæggeres privatliv, sex, penge, homoseksuelle, jøder, kvinder eller noget andet.
Det, som premierminister Erdogan i Tyrkiet og præsident Morsi i Egypten ikke forstår, er, at i et forfatnings-sikret demokrati har landets leder ikke beføjelser til at begrænse ytringsfriheden. Obama kan sige nok så meget, at filmen Islams uskyld er usmagelig og ikke er repræsentativ for regeringens arbejde eller for, hvad almindelige amerikanere mener. Men det er bare hans egen mening. Det er ikke noget løfte om at forbyde det ved lov og straffe folkene bag filmen.
Hvad bør Vesten så gøre?
Som den eneste supermagt, der er tilbage i verden, tilfalder det USA at løfte den kolossale opgave med at forebygge konflikter, så vidt det står i dens magt. Når USAs magt er svindende, og fjendtlige stormagter går frem ude i verden, bliver opgaven blot endnu mere kolossal.
Hvad angår forholdet til den muslimske verden, er der tydeligvis en stor hovedgruppe af fromme mennesker og et mindretal af morderiske militante, som er enige med hinanden om, at der skal falde en eller anden straf til dem, der har fornærmet deres profet eller skændet deres hellige bog.
Og det er det dilemma, som USA har tumlet med lige siden stormen på den amerikanske ambassade i Teheran i 1979: Hvordan kan vi på den ene side marginalisere de morderiske militante uden at støde det fromme flertal fra os og på den anden side undgå at forråde vores grundlæggende traditioner for fri tale og menneskerettigheder?
I forhold til den muslimske verden viser de efterfølgede 30 år tre ting:
For det første, at det ikke løser konflikten at give indtryk af, at gensidigt udelukkende moralsystemer kan nå til noget kompromis om værdier, som reelt ikke er til forhandling. Det gør bare sagen værre og udskyder værdikampen. Amerikanerne vil ikke gå på kompromis med deres forfatningssikrede ytringsfrihed lige så lidt som den muslimske verden vil acceptere straffrihed for folk, som i deres optik fornærmer deres vigtigste symboler. På det niveau kan jeg ikke se nogen anden udvej end en sand værdikamp, hvor hver side viser den anden, hvorfor dens værdisystem er overlegent. Vesten bør opgive moralrelativismen og se at komme i gang med det hårde arbejde med at forsvare sine værdier.
LÆS OGSÅ: Fransk ugemagasin trykker profettegninger
For det andet, at den muslimske verden er under hastig forandring og det er en god ting. De iranske folkemasser, som bragte ayatollaherne til magten i 1979, ville have forandring i 2009. Totalitære systemer har som bekendt en kort levetid. Befolkningerne i Mellemøsten har ikke helt styr på det der med frihed, men de er på vej i den rigtige retning. USA og andre vestlige lande kunne jo bidrage til at få fart i processen mod sand frihed frem for at give indtryk af, at der er friheder, vi godt vil gå på kompromis med. Det kan USA gøre ved at styrke de individer og grupper, som vitterlig deler de grundlæggende amerikanske principper som formuleret i forfatningen. Med andre ord skal USA støtte dem, der vælger den amerikanske forfatning frem for Koranen.
Og endelig og måske vigtigst er det dyrere i menneskeliv og ressourcer at holde sig på god fod med diktatorer, mujahediner og andre tyranner end det er at gå ind i sammenstødet mellem uforsonlige værdier med åben pande og fast besluttet på at vinde. USAs seneste sejr mod et dårligt idésystem var i kampen mod Sovjetunionen. Det var en lang og uvis kold krig, men USA vandt den. Den samme strategi skal anvendes i kampen mod radikal islam.
Oversat af Sara Høyrup
Ayaan Hirsi Ali