Man kommer let til at savne den nu afdøde svenske forsker Hans Rosling, der gjorde det til en livsopgave at dokumentere verdens positive udvikling, når man læser de udenrigspolitiske magasiners klummer og artikler om det kommende år. Tiderne er præget af opbrud, der er nervøsitet for nationalisme, populisme og vigende demokrati, og de færreste tør spå om, hvor det hele ender.
Som Richard Haass, formand for den amerikanske udenrigspolitiske tænketank Council on Foreign Relations, konkluderer i en lang kommentar i nytårsnummeret af tænketankens magasin, Foreign Policy:
”Den gode nyhed er, at det langtfra er sikkert, at verden risikerer at ende i en katastrofe. Den dårlige er, at det langtfra er sikkert, at den ikke vil.”
Richard Haass tager udgangspunkt i, at den verden, vi kender, er under voldsom forandring, og at den seneste verdensorden – som alle de foregående – med sikkerhed vil bryde sammen. Langtfra så sikkert er det, hvornår og hvordan det vil ske, og hvad der vil komme i stedet for.
Ole Wæver, professor i international politik ved København Universitet og leder af forskningscenter for løsning af internationale konflikter samme sted, er enig i, at der er nok at bekymre sig om i verden ved indgangen til 2019, men han forsøger alligevel at holde uroen lidt ud i strakt arm. Af to årsager.
”For det første er vi jo altid bekymrede for fremtiden. Måske lige med undtagelse af i 1990, da Muren var faldet. Vi går aldrig ind i et nyt år uden at remse diverse konflikter og svagheder op, og vi synes hele tiden, at verden bliver mere kompliceret. Men det er en perspektivfejl. Historien har det med at se enklere ud bagefter, og vi glemmer den risiko, der var, når først det hele er vel overstået,” siger han.
En anden pointe er, at verdens tilstand tager sig mere utryg ud set fra Vesten, fordi vi kommer fra en periode med følelsen af at have kontrol. Det har været vores verden, som Ole Wæver udtrykker det. Det er det ikke længere, men det betyder ikke nødvendigvis, at verden som helhed er blevet farligere eller mere usikker.
”Vi har været vant til, at vi har kunnet handle, når der var noget, der generede os tilstrækkeligt. Nu oplever vi en afmagtssituation. Det gælder Syrien, det gælder klimaet og en række andre forhold. Fordi der er kommet en række nye magtcentre, der ikke automatisk følger de vestlige lande. Vi står midt i en historisk forandring, der er massiv, men ikke nødvendigvis forkert,” siger han.
Ole Wæver mener, at det har været selvbedrag, når vestlige borgere og politikere har siddet i deres egen lille del af verden og betragtet verden med en illusorisk entydighed. Det har været uholdbart og urimeligt. Nu er vi i en overgangsfase, hvor vi bevæger os fra én vestlig sandhed til at skulle lære at omgås flere forståelser af verden.
”Det er en kæmpe udfordring, og det bringer de vestlige lande i en form for identitetskrise, som nok er mest udpræget i USA og Storbritannien, fordi det er de lande, der har været mest vant til at skabe verden. Nu sidder man i stedet med en følelse af, at verden bliver mere og mere fremmed, og det er måske årsagen til, at man forsøger at genvinde kontrol gennem handlinger som valget af præsident Trump og Brexit,” siger han.
Det vil vare et årti eller to, spår Ole Wæver, før verden ”falder til ro” i en ny magtbalance, hvor Vesten på forhånd er tildelt en mere beskeden rolle, og USA umiddelbart ser ud til at fokusere indad og opgive rollen som verdensleder. FN vil stadig være vigtig som et globalt omdrejningspunkt, men der vil også løbende opstå alliancer på tværs af regionerne. Som EU og Japans samarbejde om handel og EU og Kinas samarbejde om klima.
”Det interessante er jo, når vi taler om en verden med flere nye magtcentre, hvor EU er henne. Om EU overhovedet kommer til at være en af spillerne. I den forstand er udviklingen i Østeuropa en større krise for EU end både Brexit og flygtninge, fordi den udfordrer selve grundlaget for EU’s eksistens,” siger han.
En anden væsentlig årsag til, at EU – og Vesten i øvrigt – er voldsomt udfordret i disse år, er manglen på rettidig omhu, når det gælder at løse markedsøkonomiens og globaliseringens svagheder. Det fremhæver professor emeritus i international politik ved Aarhus Universitet Georg Sørensen, der i årtier har beskæftiget sig med den liberale verdensorden.
Efter hans mening er Vesten nødt til at se sig selv i spejlet og erkende, at vores samfundssystemer har nogle store svagheder. Den indadvendte nationalisme, oprøret mod eliterne og de sociale protester er ikke luftige påfund, som vil forsvinde af sig selv igen.
”Den kapitalisme, vi funderer os på, er blevet mere og mere præget af spekulation. I dag tjener man flere penge på at spekulere for lånte penge end ved at producere opvaskebørster og gazebind. Det er en udpræget svaghed, som sammen med globaliseringen skaber en stærkt voksende ulighed. Mange af de mennesker, der havde håbet på fremgang, oplever den ikke. De oplever kun en større afstand mellem bunden og eliten. Som i USA og Frankrig,” siger Georg Sørensen.
Han peger på, at det også giver nogle spaltninger i de politiske systemer, hvor den etablerede politiske elite ikke har været god nok til at reparere markedsøkonomiens svagheder og derfor er endt med selv at være i skudlinjen.
”Vi havde regnet med, at den økonomiske fremgang og velstand ville give mere demokrati, men det er ikke tilfældet. Det er rigtigt, at der er sket fremgang for demokratiet, men det er også aflyst igen de seneste år – udpræget i Rusland, Kina og Tyrkiet. Men demokratiet er også udfordret inden for Europa selv, og det er kun de europæiske lande selv, der kan reparere det ved at føre en mere reformorienteret offensiv politik, en ’socialdemokratisk’ politik med mere omfordeling,” siger Georg Sørensen.
Som Ole Wæver vurderer han, at der er en forsvindende lille risiko for krig mellem stormagterne USA, Rusland og Kina. Efter hans mening er der en tendens til at overdrive Kina og Ruslands magt. Begge lande, mener han, er forholdsvis svage stater, som først og fremmest optræder regionalt, men ikke er storspillere, der har en idé om et helt andet verdensbillede og andre internationale institutioner.
”Jeg tror ikke på en storkrig, men jeg er bekymret for sociale uroligheder, hvis vi ikke får styr på uligheden,” siger han.
Hvordan det hele vil spænde af i 2019, har den aarhusianske professor ingen klare svar på. Han tilslutter sig det generelle billede af usikkerhed, for – som han siger med henvisning til den russiske forfatter og tænker Aleksandr Herzen – ”historien har ingen libretto”:
”Der er ingen garanti for, at det vil blive ved med at gå bedre, fordi der er sket fremskridt i en årrække. Til gengæld er der heller ingen lovmæssighed om, at det vil fortsætte med at gå tilbage.”
Derfor er det ifølge Georg Sørensen på den ene side vigtigt at holde fast i svenske Hans Roslings pointe om, at i det store billede fylder fremskridtene mest. Klodens befolkning lever som helhed længere, flere får en uddannelse, færre lever i ekstrem fattigdom. På den anden side er der også sprækker og våger i den globale udvikling, som kan ende med at opsluge nogle af de fremskridt, der er sket.
”Menneskeheden har aldrig haft det bedre. Der er nok at varme sig på. Men de sociale og økonomiske fremskridt betyder ikke, at det så også automatisk går fremad med det liberale demokrati, som vi har udviklet det i den vestlige del af verden. Hvis vi vil have opbakning til det, må vi vise, at det har tilbud til alle borgere,” siger Georg Sørensen.