Rusland har mistet så mange kampvogne og affyret så meget artilleri, at krigen da snart må få en ende? Det indtryk efterlader nyhedsstrømmen indimellem. Og russerne må da blive trætte af krig – ja, det er mange - men det har ingen politisk betydning.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal have en sejr i Ukraine. Og derfor forsætter krigen til en bitter ende, vi endnu ikke kan skimte i horisonten.
Vestlige sanktioner rammer russisk økonomi hårdt, men det standser ikke krigen, for sanktionernes dynamik er kompliceret. Den enkelte russer gøres fattigere, men det betyder ikke, at det russiske bruttonationalprodukt, BNP, påvirkes nævneværdigt på kort sigt.
Putins første finansminister, Aleksej Kudrin, etablerede tilbage i nullerne et par fonde, hvor staten sparede op af olie- og gasindtægter. Fondene er stadig pænt fyldte og vil blive brugt i krigens tjeneste. De vil føde den russiske militærindustri, der øger produktionen for at kompensere for tabene på slagmarken. Dermed kan bruttonationalproduktet holdes relativt stabilt i en periode på måske tre år, fordi udhulingen af befolkningens købekraft kompenseres af den øgede økonomiske aktivitet i forsvarsindustrien, når man opgør værdien af BNP.
Russisk industri påvirkes generelt negativt af sanktionerne, for den er grundlæggende globaliseret – dermed mangler man komponenter i en række industrier, som ikke længere kan importeres fra Vesten og ikke i samme omfang kan hentes i Kina. Men for den russiske militærindustri forholder det sig anderledes.
Militærindustrien er ikke 100 procent selvforsynende, men kan meget på egen hånd. Og Vestens sanktioner har her en plusside, for med Ruslands de facto afkobling fra den vestlige globalisering spiller dollars og euro en stadig mindre rolle. Militærindustriens produktion betales ikke i vestlig valuta, men i russiske rubler og dermed forlænges levetiden af opsparingen i Kudrins fonde.
Historiens ironi er, at Kudrins politik handlede om at styrke den russiske økonomi og stabilisere den enkelte russers velstand – i stedet er fondene nu Putins mest potente våben i krigen.
Økonomi kommer således ikke til at afholde Putin fra at føre krig. Kan andet ske?
Krigslykken har ikke begunstiget Putins styrker, og der er mange fortællinger om russisk inkompetence, tab og nederlag. Men politisk er Putin endnu ikke udfordret.
Ved krigens begyndelse forlod mange russere landet, fordi de så skriften på væggen – Ruslands skæbne som et ufrit land var beseglet, og de, der rejste ud de første uger efter 24. februar 2022, vil ikke leve i ufrihed. Så kom den ”delvise massemobilisering” i september og det gav Putins styre politiske skrammer. Endnu en udrejsebølge begyndte af mænd, der ikke ville i krig og vel omkring en million russere har forladt landet i 2022.
Mobiliseringen har også affødt protester, som ikke når udenlandske medier – blandt andet sabotage, i form af brandstiftelse, mod mange hvervekontorer og spontane demonstrationer overalt i Rusland. Men det er ikke en bølge, der kan få politisk magt, som tingene er nu. Tværtimod har 2022 vist, at den russiske sikkerhedstjeneste KGB, nu under navnet FSB, har erobret og kontrollerer Rusland. Putins værk og verdens tragedie.
Så spørgsmålet er ikke, om Putin kan blive ved. Han kan ikke andet. Spørgsmålet er, hvad Ukraine, og dermed USA og Nato kan, for vi er fødemaskinen til Ukraines militær. Spørgsmålene er flere.
For det første, hvor længe Ukraine og ukrainerne kan holde ud at være i krig, være uden elektricitet, varme og strøm? Kan Ukraine føre krig de næste tre år? For det andet, om den vestlige produktionskapacitet kan følge med? Der er tegn på nu, at forsvarsindustrien i Nato har svært ved at følge med. Og så er der den politiske vilje. Vil vi til næste vinter være lige så forhippede på at støtte en krig, vi ikke kan se enden på?
Den politiske korrekthed tilsiger, at vi skal støtte Ukraine ubetinget. Men vi ser allerede nu flere og flere politiske sprækker i Nato-medlemslande, hvor man vil fred og forhandlinger frem for krig. De stemmer vil vokse, som tiden går. Ukraine kan ende i en situation, hvor landet må indgå et kompromis.
I Kyiv ved man godt, at ingen fred kan forhandles med Putin. Det har man prøvet i 2014 og 2015 med Minsk-1 og 2 aftalerne om Østukraine. I Ukraine kan man kun se to scenarier: Krig til sejr eller krig til Putin er væk. Men man ser også et tredje scenarie: At EU på et tidspunkt svigter Ukraine. Igen.