Prøv avisen

Vi drømmer alle om fred og velstand

Efter mere end 30 års ophold i Tyskland foretrækker Rateb Azimi at gå vestligt klædt med bukser og skjorte frem for den traditionelle afghanske klædedragt med løse bukser, kjortel og vest. Kun få afghanske mænd går klædt som ham. -- Foto: Ulla Poulsen

Forretningsmanden og økonomen Rateb Azimi har boet det meste af sit liv i Tyskland. Da hans hustru døde, besluttede han at vende tilbage til Afghanisntan.

Det er ikke blot solen, der står tidligt op i Herat i det vestlige Afghanistan. Det samme gør flertallet af byens omkring 500.000 indbyggere. De er på benene fra klokken fem. De skal nå morgenbønnen, men de skal i allerhøjeste grad også nå på arbejde. Fra klokken seks genlyder gaderne af hamren og banken fra byggepladserne, og gamle spande fyldt til randen med byggematerialer svajer faretruende i deres reb, når de bliver trukket op gennem de vakkelvorne træstilladser.

På nær en enkelt times pause midt på dagen fortsætter arbejdet til klokken 18, mindst. Alt mens bjerge af vandmeloner i forskellige varianter bliver stablet op og solgt hos de små købmænd langs den støvede vejkant. På samme måde som alle andre varer fra brugte dæk til sække med hvedemel byder sig til i store bunker foran butikkernes åbne facader.

Fliden er noget af det, der imponerer Rateb Azimi mest ved hans afghanske landsmænd. Selvom han efter mere end 30 år i Tyskland kender alt til effektivitet og høj arbejdsmoral, gør den daglige aktivitet et stort indtryk på ham.

"Når jeg ser, hvordan folk knokler 12 timer om dagen for at tjene 200-250 afghani (24-30 kroner), bliver jeg ydmyg. Folk samles ved minareterne fra daggry for at tilbyde deres arbejdskraft, og ikke alle er heldige hver gang. Men man gør alt, hvad man kan for at overleve," siger han.

Det er otte år siden, at han selv solgte den tæppeforretning, han med succes havde opbygget i Tyskland, og indstillede sig på en fredelig tilværelse som pensionist. Da hans hustru gennem 38 år døde kort tid efter, kuldsejlede planerne imidlertid, og han begyndte at overveje at vende tilbage til Afghanistan – for at komme sin ensomhed til livs og for at støtte genopbygningen af landet efter Taleban.

Før Rateb Azimi flyttede permanent tilbage, boede han i første omgang syv måneder hos sin søster i Herat, og opholdet bestyrkede ham i, at han ville kunne vænne sig til at leve i Afghanistan igen. Det har dog været en stor omstilling at skifte en tysk hverdag ud med forholdene i Herat.

Et er, at der er stor forskel på de lokale runde fladbrød bagt ved gløder i en stenovn og et mørkt kernespækket rugbrød, eller på velplejede tyske fortove og blomsterrabatter i modsætning til Herats grusrabatter og åbne spildevandskanaler. For ikke at remse alle de andre forskelle op mellem et rigt, fredeligt land som Tyskland og et fattigt, krigshærget land som Afghanistan.

Rateb Azimi savner dog især sin bevægelsesfrihed. Han savner den enorme frihed, det giver at føle sig tryg.

"Sikkerhed er et fantastisk gode. Man kan slet ikke forestille sig, hvad den evige angst og usikkerhed betyder for et menneske. Man bliver anspændt," siger han med henvisning til det faktum, at selvom Herat ligger i et af Afghanistans mere fredelige hjørner, er der en latent risiko for overfald og kidnapning.

"I Tyskland kan du altid gå ned på hjørnet på en knejpe. Det her er en helt anden verden. Jeg er vokset op i Afghanistan og kan klare det, men mine voksne børn (som er tysk gifte og lever i Tyskland, red.) ville ikke kunne," fortæller han.

"Der er intet, man kan foretage sig om aftenen. Derfor bliver familien også afgørende for afghanerne. Den er vores faste holdepunkt."

Dertil kommer den udbredte fattigdom i landet, som må gøre indtryk på enhver med social samvittighed, mener han. Selv forsøger han at yde et bidrag ved at være lokal leder af den tysk-afghanske hjælpeorganisation DAI, som gennem fadderskabsprojekter støtter fattige børn med skolegang og uddannelse. For – som en afghansk talemåde lyder – "før man klager over mørket, skal man tænde et stearinlys".

"Mange siger, at det kun er et spørgsmål om tid, før man bliver afstumpet af at se på al den armod, men jeg håber ikke, at det sker for mig. Jeg håber, at jeg vil blive ved med at se en mening i hjælpe," siger han.

Det sker jævnligt, at Rateb Azimi i diskussioner må forsvare, hvorfor andre udlands-afghanere ikke vender hjem lige som ham. Der er en stor forventning om, at ressourcestærke afghanere kommer tilbage for at være med til at få landet på fode igen – det mærkede Rateb Azimi også, inden han flyttede tilbage – men selv hvis afghanere i udlandet skulle have lyst, er det ikke altid praktisk muligt for dem, fremhæver han.

"Mange har børn, som er i færd med skole eller uddannelse. Det vil de ikke sætte over styr. Desuden har de fast arbejde eller en virksomhed, som det ikke kan lade sig gøre at skabe tilsvarende i Afghanistan. Det må vi alle respektere."

Og hastigt går det under alle omstændigheder med udviklingen i Herat, mener Rateb Azimi. Med eller uden hjemvendte afghaneres hjælp. Han mindes, hvordan han som barn beundrede byens eneste byggeri i beton, Hotel Mustafa, som lå i byens eneste rundkørsel. I dag er der hverken mangel på betonbyggerier eller rundkørsler.

"Der er sket en meget positiv udvikling siden Taleban. Især når det gælder infrastruktur, skoler og kommunikation. Før i tiden var det for eksempel umuligt at ringe fra Herat til Kabul. I dag har alle en mobiltelefon, og der er dækning," siger han.

Derfor er han også sikker på, at Afghanistan har masser af potentiale for at udvikle sig i en positiv retning. Det vigtigste er, at befolkningen langt om længe får chancen.

"Bevidstheden om, at tingene kan være anderledes, gør en markant forskel. Når man lærer, at det kan lade sig gøre at opnå noget gennem uddannelse, ændrer forholdene sig. Mine tre sønner har klaret sig godt i Tyskland og fået gode eksamener og job. Ikke fordi de er mere intelligente end gennemsnittet, men fordi deres mor og jeg har støttet dem og bestyrket dem i, at de skulle prioritere deres uddannelse. Mennesker kan nå vidt, når de får chancer," siger Rateb Azimi.

Han er overbevist om, at uddannelse er genvejen til mere velstand og en måde at bryde fordommenes magt på, så Afghanistan kan udvikle sig til et demokratisk samfund med lige rettigheder til alle. I dag er religionen undertiden en bremseklods for udviklingen, fordi islam bliver fortolket af for mange uvidende præster, som læser Koranen ind i eksisterende traditioner og fordomme.

"Enhver, der har læst lidt, kan sætte en turban på hovedet og kalde sig mullah. Det giver dem en uberettiget autoritet i forhold til en fattig befolkning, som ved for lidt til at stille spørgsmål til præsternes udlægning," siger han.

På den måde afspejler religionen folks fattigdom, mener han.

"Når man står i problemer til halsen, er religionen ofte den eneste trøst. Hvis vi vil opløse religionens magt, skal vi skabe mere velstand. Derfor bliver jeg også glad, hver gang jeg ser, at der er bygget en ny skole i bjergene. De er tegn på håb."

Heldigvis forsøger regeringen nu også at etablere et præsteseminarium, så præsterne kan få en bedre indsigt i, hvad islam egentlig står for.

"Islam er storhed, ikke indskrænkethed. Det kræver stor viden og indsigt at lade religionen få indflydelse i samfundet. Man risikerer let, at den blot bliver misbrugt til at herske," understreger Rateb Azimi.

Han illustrerer med en fortælling fra tiden under Taleban. Taleban tog en mand for tyveri og ville straffe ham efter sædvanlig praksis med at hugge hånden af ham. Han protesterede og sagde, at der var flere medskyldige, og fik overbevist Taleban om, at de skulle gå med ham, så han kunne udpege dem. De endte hjemme hos familien, hvor han præsenterede dem for sine mange sultne børn. Slutningen er uvis, men afghanerne bruger historien til at illustrere, hvordan påberåbelsen af en højere retfærdighed ikke altid gavner de svageste.

Det, der bekymrer Rateb Azimi, er, at afghanerne har mistet deres fædrelandskærlighed gennem de seneste 30 års stridigheder. De kæmper ikke længere for deres land, men for penge, mener han. Det gælder også Taleban. Taleban er i hans øjne en etnisk bevægelse, som kun er ude på at skaffe pashtunernes indflydelse.

"Det er noget vrøvl, at de kæmper for islam," siger han.

Derfor giver det ikke mening at tale om Afghanistan som en nation i øjeblikket. Krigene har fået sammenholdet til at smuldre. Vi vil først se en egentlig forsoning under en ny generation af veluddannede børn og unge, siger han.

Alligevel ser han ingen anden udvej end at insistere på at holde sammen på landet. Afghanerne selv er bedst tjent med det, og udlandet vil heller ikke kunne acceptere, at landet blev splittet op. Efter hans vurdering bør Nato-soldaterne blive, indtil en national hær er bygget op, som selv kan forsvare landet.

"De udenlandske styrker er en chance for Afghanistan," siger han.

Spørger man ham, hvordan han forestiller sig sin egen fremtid i landet, ler han og siger, at "i hans alder har man ingen fremtid".

Men bliver så hurtigt alvorlig igen. Efter nogle år tilbage i Afghanistan giftede han sig igen med en afghansk kvinde, og sammen adopterede de for to år siden en lille nyfødt pige, som stod uden forældre. Med sin viden om kvindernes vilkår i Afghanistan – og de muligheder, datteren Asra ville have haft i for eksempel Tyskland – håber han på at leve længe nok til at sikre hende en god opvækst.

"Jeg hader de forhold, kvinderne har i Afghanistan, og det kan gøre mig bekymret på min datters vegne, hvad hun skal vokse op med. Men jeg tror på, at når nutidens piger og kvinder vokser op og får en uddannelse, vil de kræve forandringer, og det vil få tingene til at flytte sig."

På længere sigt drømmer han om et Afghanistan, hvor fattigdommen og elendigheden er udryddet, og der er fred og velstand.

"Vi mennesker er ens overalt. Vi drømmer alle om fred og velstand. Det gør vi afghanere også," siger han og refererer til en meningsmåling fra nytår, som viste, at det højeste ønske for 80 procent af befolkningen var fred og sikkerhed.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk

Artiklerne fra Afghanistan er blevet til på baggrund af en rejse i samarbejde med Dansk Afghanistan Komite, DAC. DAC har arbejdet i Afghanistan i over 20 år.

Det kan være svært at få pengene til at slå til og købe alt, man har lyst til i butikkerne, og når Rateb Azimi ser, hvordan folk knokler 12 timer om dagen for at tjene 200-250 afghani (24-30 kroner), bliver han ydmyg. -- Foto: Ulla Poulsen.
Herat i det vestlige Afghanistan har omkring en halv million indbyggere. Fra tidligt om morgenen og til sen aften er der et højt tempo i byen, men om aftenen kan man ikke foretage sig meget. -- Foto: Jalil RezayeeEPA.