Prøv avisen

Sydslesvigsk museumsleder: Der er en forventning om, at vi fra mindretallet inderst inde drømmer om at være "rigtige danskere"

Nis Hardt er leder af Danevirke Museum, som blandt andet har en udstilling om det danske mindretals historie fra 1864 og frem til i dag. Museumsgæsterne kan se, hvordan et almindeligt klasselokale blev forvandlet til kirkerum hver søndag – med Dannebrog, alterdug og et billede af den danske kong Christian X. – Alle fotos: Mikkel Møller Jørgensen.

Identiteten hos det danske mindretal i Sydslesvig er under forandring. Mens flere ser udviklingen som positivt udtryk for en uproblematisk sameksistens, ser andre den som en forfaldshistorie. De savner det nære fællesskab, der tidligere prægede mindretallet

Det kan næsten ikke blive mere dansk.

De grønne græsklædte volde fortsætter så langt, man kan se i begge retninger. Heste løber og leger langs diget, og flagene vajer i vinden. Her ligger Dannevirke, danernes dige, der blev opført og udbygget fra 500-tallet og frem til omkring år 1200. I alt 30 kilometer volde af jord og sten, der både har vikinger og kong Valdemar den Store som bygherrer, og som op gennem historien har forsvaret det danske riges grænse mod syd. Som ”porten til Norden”. En skanse, der så sent som i 1864 var tænkt som det sikreste forsvarsværk mod de østrigske og preussiske styrker. Men som i realiteten var langtfra så stærkt, som myten fortalte.

Nu ligger her et museum, og historien om krigsnederlaget samt gåture langs diget er bare en lille del af de oplevelser, som dagens formiddagsgæster fra Sønderjyske Turistfart kan glæde sig til, inden bussen om et par timer kører mod Danmark igen. For Danevirke Museum ligger i Tyskland. I delstaten Slesvig-Holsten – eller Sydslesvig, som landsdelen nord for Ejderen hedder, hvis man tilhører det danske mindretal. Og hvem de er, kan man også blive klogere på ved at besøge museets første sal, hvor der er en udstilling om det danske mindretal i Sydslesvig fra 1864 til i dag. Med masser af nedslag fra den historie, der tidligere har budt på national oprustning og massive fordomme, men som i de senere år nærmere er blevet til en historie om fredelig sameksistens og en identitet, hvor tilknytningen til Sydslesvig måske fylder mere og har afløst en sort-hvid skelnen mellem dansk og tysk.

Sådan oplever museumsinspektør Nis Hardt i hvert fald udviklingen, selvom han ikke altid tror, det er dén fortælling, de danske besøgende ønsker at høre.

”Fra dansk side oplever vi tit en forventning til os om, at vi fra mindretallet inderst inde drømmer om at være ’rigtige danskere’. At vi ville ønske at få flyttet grænsen endnu en gang, så vi ikke længere var en minoritet i Tyskland, men blev en del af det danske flertal. At vi nærmest skal tage kampen op mod det tyske for at vise vores ægte danskhed,” siger han og peger på det problematiske ved dén måde at tænke på:

”Det er jo vigtigt at huske, at vi, der bor her, er borgere i en tysk delstat og et tysk land, og at de fleste af os har både danskere og tyskere i familien og blandt vores venner. At bede os om at vælge imellem den danske og den tyske nationale identitet kan for mange virke helt absurd. Det kan vi ikke, for så vælger vi vores egne ægtefæller, børn eller venner fra. Det er en anakronisme, hvis man stadig tror, at det er et valg, alle i mindretallet kan træffe. I virkeligheden er vi ikke kun et mindretal mere – vi er en del af en befolkning.”

Men Nis Hardt er helt på det rene med, at det ikke kun er de udefrakommende besøgende danskere, der har forventninger til mindretallet, som ifølge ham er ude af trit med virkeligheden anno 2018. For spørgsmålet om, hvad det i dag vil sige at være dansk mindretal, præger også diskussionen syd for grænsen – blandt medlemmerne selv.

”Hvad nu, hvis jeg for eksempel føler mig som del af det danske mindretal, men ikke har lyst til at gå i den danske kirke eller være aktiv i en af de mange danske foreninger – er jeg så ikke et ægte medlem?”, spørger han retorisk og fortsætter selv:

”I dag ser vi jo faktisk, at de mange mindretalsforeninger savner opbakning, og kirkerne oplever også svigtende medlemstal. Så det er tydeligt, at den klassiske måde at være mindretal på, hvor man skulle tage aktivt del i hele pakken, den er ved at forsvinde sammen med den ældre generation. Det danske mindretal har med andre ord forandret sig, og det gælder derfor også identiteten.”

Det billede kan Andrea Werner sagtens genkende. Hun er 41 år, alenemor til to og ansat som politibetjent i Flensborg – og så er hun en af de få aktive i det danske mindretal i området Midtangel, hvor hun bor. Netop på grund af svigtende opbakning til mindretallets aktiviteter, herunder kirken, gik hun ind i menighedsrådet som formand for seks år siden. Forinden har hun også taget en tørn som formand for samarbejdsrådet ved den danske skole i Satrup, hvor hendes børn har gået.

”Som jeg ser det, er det vigtigt, at man som en del af mindretallet tænker i hele systemet. At man ikke kun har sine børn i den danske skole og så ellers er ligeglad med de øvrige danske aktiviteter og institutioner. Men det er desværre den udvikling, vi ser. I dag er der for eksempel mange tyske familier, der vælger de danske børnehaver og skoler til, men som ikke engang kommer til møderne på deres børns skole. Flere af dem kan heller ikke forstå eller tale dansk. Det virker, som om de bare vælger de danske skoler til på grund af de goder, der er, som for eksempel færre elever i klasserne, mulighed for støtte til børn med særlige behov – og ingen flygtninge,” siger Andrea Werner.

Hun beskriver derfor det danske mindretal i dag som ”et andet mindretal, og meget anderledes, end da jeg var barn. Da var vi næsten som en slags familie, og man mødte hinanden i alle sammenhænge. Både i kirken, skolen og i de mange foreninger. I dag går der altså lidt af hyggen, når man er samlet til juleafslutning i skolen – og juletalen så skal oversættes til tysk”.

Andrea Werner oplever også helt konkret den ændrede mentalitet i mindretallet, når det handler om kirken. I Satrup er det svært at få folk til at stille op til menighedsrådet, så lige nu er de kun tre – og dermed ikke et fuldgyldigt menighedsråd. Det betyder, at det for eksempel ikke vil være muligt for rådet at ansætte en ny præst, hvis den nuværende, der nu er på orlov, ikke kommer tilbage. Til søndagens gudstjenester, der foregår i et skolelokale eller i menighedshuset, dukker kun to-tre mennesker op. Alle over 70 år. De unge mennesker ser man kun ved særlige arrangementer som gospelkoncerter eller friluftsgudstjenester, ”men når man så deler indmeldelsesblanketter ud til medlemskab af kirken, hører man aldrig fra dem igen”.

Det har flere gange været på tale helt at nedlægge den danske menighed i Midtangel, og lige nu frygter Andrea Werner, at den fremtid er tæt på:

”Det ville først og fremmest være rigtig synd for de gamle, hvis de skal til at køre langt for at komme i kirke – men det ville jo også være endnu et udtryk for, at det danske mindretal måske nok ser ud til at vokse i omfang på grund af nytilkomne. Men at tallet dækker over en virkelighed, hvor det er meget få dedikerede mennesker, der klarer det hele, mens andre bare er passive medlemmer af et mindretal, som de ellers ikke identificerer sig med eller er optaget af.”

Mens Andrea Werner på den måde udtrykker sin frustration over den nye virkelighed for mindretallet, så lyder der andre og mere positive toner fra Jørgen Kühl, der er rektor for A.P. Møller Skolen i Slesvig og derudover har et professorat i mindretalsstudier ved universitetet i Flensborg.

Gymnasiet er kun 10 år gammel og ligger på en af de bedste grunde i Slesvig, et stenkast fra fjorden og indvendigt udsmykket med lysinstallationer af kunstneren Olafur Eliasson. Umiddelbart en skole, der signalerer overskud – både økonomisk og arkitektonisk. Men også en skole, der tiltrækker andre end børn og unge fra det danske mindretal, som den ellers er bygget til og skænket til af A.P. Møller-fonden.

”Vi har en høj andel af ’mindretalsfremmede’ forældre, der har valgt netop den danske skole til deres børn. Faktisk har vi for nylig lavet en undersøgelse, der viser, at 67 procent af vores elever kommer fra hjem, hvor ingen af forældrene har gået i danske skoler, mens kun tre procent har forældre, der begge har gået på en dansk skole,” fortæller Jørgen Kühl, der oplevede en del debat, da disse tal kom frem på de seneste årsmøder i Sydslesvig i begyndelsen af juni.

For var det nu ikke tegn på, at det danske mindretal i virkeligheden er ved at blive udvandet eller ’overtaget’ af tyskerne?

”For mig at se er udviklingen egentlig bare et udtryk for, at det danske har en stor tiltrækningskraft, og at de unge, der nu bliver socialiseret i de danske værdier og den danske mentalitet, er en fantastisk gave til Danmark. For de fleste af eleverne, 65 procent, fortsætter senere deres uddannelse i Danmark og bliver på den måde en del af landets ’soft power’, som jeg plejer at betegne det danske mindretal. Faktisk synes jeg, det er helt fantastisk, at vi på en dansk skole som denne oplever, at det er flertalskulturen, tyskerne, der assimilerer sig til mindretallets kultur. Det plejer jo at være omvendt,” siger Jørgen Kühl.

Når han ikke bare har rektorkasketten på, men også forskerens, kan han dog godt se, at der nu er opstået ”et mindretal i mindretallet”. At der ikke længere er så mange af de traditionelle medlemmer af mindretallet; dem, der husker Dronningens nytårstale klokken 18.00 og stiller op til alle møder og udflugter, som en af de 24 foreninger under Sydslesvigsk Forening (SSF) står bag. Mens de, der i dag fylder mest i det danske mindretal, har mange forskellige motiver til at slutte sig til – og hvor især det nationale betyder mindre.

”Det er dem, jeg kalder de ’post-nationale’. Hvor det at vælge mellem de mange tilbud i grænselandet ikke ses som et spørgsmål om enten at vælge den danske eller tyske identitet. Men hvor netop dette spørgsmål kan virke direkte fornærmende, fordi man ikke føler sig som det ene eller det andet. Man føler sig derimod som sydslesviger. Og er derfor så heldig at leve et sted, hvor man netop har flere tilbud på hylden at vælge imellem,” siger Jørgen Kühl.

Han betegner den nye virkelighed som ”et tegn på, at vi har overopfyldt København-Bonn-erklæringerne fra 1955, der slog fast, at det var op til den enkelte at beslutte, om man ville tilhøre et mindretal eller ej” og fastslår:

”Vi skal også lige huske på, at det danske mindretal kun findes, og kun kan overleve, fordi der hele tiden er nye, der vælger det til. Uden dem kan mindretallet slet ikke opretholdes. Men det er klart, at det så også skaber nogle udfordringer i forhold til vores forestillinger om, hvad det vil sige at være et dansk mindretal. Og det er nok de forståelser, der er under pres i de her år.”

Andrea Werner er en af de få aktive i det ­danske mindretal i området Midtangel, hvor hun bor. I de ­seneste seks år har hun været formand for menighedsrådet, men hun savner generelt opbakning til mindretallets aktiviteter.
"Det er helt fantastisk, at vi på en dansk skole som denne ­oplever, at det er flertalskulturen, tyskerne, der assimilerer sig til mindretallets kultur,” siger rektor Jørgen Kühl fra A.P. Møller Skolen i Slesvig, hvor knap 70 procent af eleverne ­kommer fra tyske familier uden mindretals­baggrund.
Museumsleder Nis Hardt: Det er let for en fynbo at kalde sig dansker. Men ikke for en sydslesviger
Rektor for A.P. Møller Skolen om det danske mindretal