De er født i Libanon. De er vokset op i Libanon. De er libanesere. Men de er også armeniere. Med meget stort A.
”Vi er 100 procent armeniere. Det er sådan, det er,” siger Hovsep Najarian, ingeniørstuderende og storebror til tvillingeparret Nanor og Nareg.
De tre søskende har siden nytår delt en lejlighed i et nybygget lejlighedskompleks med panoramaudsigt over Jerevans centrum, efter at Nanor og Nareg også er kommet til Armenien for at studere. Nanor til industriel designer og Nareg til arkitekt.
De kunne have valgt at få deres uddannelser i Beirut, hvor deres barndomshjem er, men for nogle år siden blev de enige om, at de hellere ville udnytte muligheden for at lære deres andet hjemland, Armenien, at kende.
”Det her er, hvad der er tilbage til os. Det er det eneste sted, hvor man taler vores modersmål,” siger Nanor Najarian.
Deres bedstefædre kom begge til Libanon som små drenge, den ene var et år, den anden syv år. De var forældreløse efter at have mistet deres forældre under osmannernes folkedrab på armenierne, og deres skæbner optager de tre søskende dybt. De kan huske, hvordan deres morfar aldrig nåede at gøre sine fortællinger færdig, fordi han altid begyndte at græde på et tidspunkt.
”Folkedrabet er en del af vores historie. Det var vores oldeforældre, der blev slået ihjel. Ikke nogle tilfældige fremmede,” siger Hovsep Najarian.
De tre søskende nægter at acceptere, at Tyrkiet i dag omfatter den del af Det Osmanniske Rige, hvor det kristne armenske mindretal boede mest koncentreret - det, der i dag er den østlige del af Tyrkiet. Som andre efterkommere af fordrevne armeniere kalder de området for Vestarmenien og mener, at det rettelig tilhører det armenske folk.
”Det var vores, og målet er at få det tilbage. Vi accepterer ikke det, der er sket. Om der så går 1000 år,” siger Nareg Najarian.