Prøv avisen

Israels dobbelte virkelighed på Vestbredden

Efter at det israelske militær har lukket de palæstinensiske forretninger, er centrum af Hebron forvandlet til en spøgelsesby, forklarer Achiya Schatz for en flok svenske journalister og Kristeligt Dagblad (billedet tv.). Det her er hele essensen i zionismen, forklarer Yishai Fleisher, mens han viser europæiske politikere et jødisk hus, som er bygget lige ved nogle udgravninger, der angiveligt stammer fra de jødiske forfædres tid (billedet th.). Foto: Nikolaj Krak

Israel er med sine bosættelser på nippet til at ødelægge muligheden for fred med palæstinenserne, lød advarslen fra den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, i sidste uge. Men blandt israelere er virkeligheden langtfra så entydig. Kristeligt Dagblad er taget til Hebron for at se, hvordan bosættelser både bliver opfattet som den største velsignelse og værste forbandelse for israelerne i dag

Tidligere israelsk soldat: Vi har krydset alle moralske grænser i bosættelserne

Umiddelbart kunne idyllen ikke være tykkere i den velfriserede Kahane Park i udkanten af en af de jødiske bosættelser i Hebron. Den blege sol kaster sine stråler ned mellem træerne, mens et par hærfugle uforstyrret pikker rundt i græsset. Men bag den fredfyldte facade gemmer der sig en langt mindre flatterende virkelighed, siger den 31-årige israeler Achiya Schatz fra organisationen Breaking the Silence, der består af soldaterveteraner.

”Som borger i en demokratisk stat er det her virkelig et sted, der plager mig,” siger han under en rundvisning i bosættelsen til en flok svenske journalister, som Kristeligt Dagblad har tilsluttet sig.

For parken bærer navn efter den ekstremistiske rabbiner Meir Kahane, der blev kendt for sin racisme og sit forsvar for vold mod arabere. I udkanten af parken ligger en bastant lys gravsten for en af hans disciple, Baruch Goldstein. Han var manden, der i 1994 gik ind i moskéen ved Patriarkernes Grav i Hebron med en automatriffel og dræbte 29 bedende palæstinensere og sårede 125 andre, inden han selv blev skudt.

”Han gav sin sjæl for det israelske folk, Toraen og landet. Hans hænder er rene, og hans hjerte er godt,” står der mejslet ind i stenen.

For Achiya Schatz er parken en påmindelse om det moralske forfald, de israelske bosættelser på Vestbredden fører med sig. Han har tidligere tjent som israelsk soldat i de besatte områder. Men oplevelserne under soldatertiden har efterfølgende fået ham til at bruge sin tid på at tage grupper til Hebron for at vise, hvilke konsekvenser bosættelsen har for palæstinenserne i byen.

”Spørgsmålet er, hvilke værdier vi har måttet gå på kompromis med for at sikre, at bosætterne kan bo her. Som israeler vil jeg sige, at vi har krydset alle de moralske grænser, der burde have stoppet os for længst,” siger han.

Han leder gruppen videre ned til centrum af den gamle del af Hebron omkring Patriarkernes Grav, hvor traditionen siger, at de religiøse forfædre Abraham, Isak og Jakob er begravet. Her ligger gaderne næsten øde hen med den ene tilskoddede butiksfacade efter den anden. På hvert gadehjørne står bevæbnede soldater og holder vagt.

Achiya Schatz forklarer, at det her engang var det centrale marked, hvor flere hundrede tusinde palæstinensere kom og handlede. Men efter at volden tog til under den anden palæstinensiske opstand, intifadaen, efter årtusindskiftet har det israelske militær lukket området.

”Den indre del af Hebron er blevet en spøgelsesby. For at sikre, at godt 800 bosættere kan bo her, har militæret lukket over 1800 palæstinensiske forretninger. Nogle er lukket efter ordre fra militæret. Andre har valgt at lukke, fordi gaderne er blevet lagt øde af vejspærringer,” siger han.

Konsekvensen er, at det er blevet noget nær umuligt for palæstinenserne at føre en almindelig tilværelse i den militærkontrollerede del af Hebron, hvilket svarer til cirka 20 procent af byen. Her er arbejdsløsheden omkring 70 procent og dyb fattigdom udbredt, forklarer Achiya Schatz.

En palæstinensisk gadesælger forsøger ihærdigt at komme hen til gruppen af journalister, men bliver stoppet ved en usynlig grænse ved et gadehjørne af en israelsk soldat. Denne gade har palæstinensere ikke lov at gå på. Andre må de gå på, men ikke køre i bil på. Derfor ser man mænd komme slæbende med grøntsagskasser på ryggen eller skubbe tunge kærrer med varer foran dem.

Netop den massive tilstedeværelse af hæren er en anden grund til, at det indre Hebron er blevet en spøgelsesby, forklarer Achiya Schatz. Der er konstant omkring 650 soldater udstationeret i byen til at sørge for bosætternes sikkerhed.

”Problemet med militærkontrol er, at den kun virker, hvis palæstinenserne er bange for hæren. Derfor skal soldaterne hele tiden markere, hvem der bestemmer. Da jeg var soldat, kaldte vi det at sørge for, at vores tilstedeværelse var mærkbar. Det ville i praksis sige, at palæstinenserne skulle føle sig jaget,” siger han.

Det indebar blandt andet ransagninger af tilfældige familiers hjem midt om natten og lange udgangsforbud for beboerne, hvor samfundet bliver sat helt i stå.

På gåturen gennem gaderne med de lukkede butiksfacader stopper Achiya Schatz ved en stor stenskulptur. Den er et ud af mange monumenter, der er rejst for at mindes bosættere, der er blevet dræbt i byen over årene. Samtidig er den en påmindelse om det omfattende problem med vold hos begge parter, som det fører med sig at have jøder bosat midt i en by med 200.000 palæstinensere, siger Achiya Schatz.

Hebron har længe været et af de mest blodige steder i konflikten mellem israelere og palæstinensere. Sammen med volden er også fulgt en forråelse af byen, forklarer han og læser op af noget af den hebraiske graffiti, der står malet på de fleste af facaderne til de lukkede, palæstinensiske forretninger:

”’Dræb arabere’. ’Gode arabere er døde arabere’. Sådan fortsætter det gennem hele gaden,” siger han.

I de palæstinensiske lejligheder over butikslokalerne er samtlige af vinduerne ud til gaden forstærket med metalgitre. Det har været nødvendigt efter omfattende problemer med, at unge bosættere kaster sten ind igennem ruderne, forklarer den forhenværende israelske soldat.

Achiya Shatz kan godt forstå bosætternes argument om, at de vil bo, hvor deres religiøse forfædre holdt til. Men det er nødvendigt at spørge sig selv, om det er prisen værd, mener han:

”Hvor mange af vores principper er vi villige til at gå på kompromis med, for at bosætterne kan forfølge deres ideologiske og religiøse drøm? Vi har skubbet palæstinensere ud af deres hjem, renset markeder og ryddet gader. Det er palæstinenserne, der betaler prisen for vores bosættelser.”

Bosætter i Hebron: Det er som at træde direkte ind i Bibelen

I 700 år har jøder været forment adgang til den store gravhelligdom i Hebron på Vestbredden, hvor de religiøse forfædre Abraham, Isak og Jakob siges at være begravet. Næst efter Tempelpladsen i Jerusalem omtales Patriarkernes Grav ofte som jødedommens vigtigste helligdom.

Derfor var det som en bibelsk profeti, der gik i opfyldelse for visse religiøse jøder, da israelske soldater for 50 år siden under Seksdageskrigen indtog Hebron og sikrede, at jøder igen kunne bede ved Patriarkernes Grav.

”Jeg kan ikke engang finde ord for, hvad jeg føler i dag over, at Hebron blev befriet, og vi igen er vendt tilbage til dette sted,” siger Noam Arnon, en af lederne af bosættelsen i Hebron, mens han er ved at vise en større gruppe pro-israelske parlamentarikere fra hele Europa rundt.
 
Normalt holder de fleste europæiske parlamentarikere sig fra bosættelserne på Vestbredden, da de bliver set som ulovlige af det internationale samfund. Men det er for første gang lykkedes bosætterorganisationen Yesha Council at samle en busfuld politikere, deriblandt Dansk Folkepartis folketingsmedlem Jeppe Jakobsen, der ønsker at se bosættelsen med jødernes egne øjne.

Eller rettere genbosættelsen, som Noam Arnon understreger. For det jødiske samfund har holdt til i byen i årtusinder, men forsvandt efter en større massakre i 1929. I dag bor der cirka 800 jøder i bosættelsen under omfattende militærbeskyttelse. Sikkerheden er så stort et problem, at selv de offentlige busser til og fra bosættelsen må have skudsikre vinduer og døre.

Det er ikke tilfældigt, at Noam Arnon begynder sin rundvisning lige ved den nærmest borglignende bygning, der udgør Patriarkernes Grav. For uden den forstår man ikke essensen af, hvad der driver bosætterne til at bo under disse forhold og kæmpe for deres ret til de bibelske områder Judæa og Samaria på Vestbredden.

Videoen er fra en jødisk bosættelse i Hebron, hvor en gruppe religiøse bosættere danser

”Når vi står her, er det virkelig som at træde direkte ind i Bibelen. I Første Mosebog kan vi læse, at Abraham købte dette sted. Han var vores far, og vi mener oprigtigt, at han købte denne jord for at etablere hjemlandet til sine efterkommere. Det er hele fundamentet for den jødiske nation, der ligger her. Og min generation er yderst privilegeret over at leve i den tid, hvor profetierne går i opfyldelse, og vi kan vende tilbage til vores land,” siger han.
 
Noam Arnon inviterer gruppen af politikere med indenfor i gravhelligdommen. Stedet er helligt for både muslimer og jøder, og normalt er det delt mellem de to trosretninger i en synagoge og en moské. I dag er dog en af de få dage på året, hvor kun jøder har adgang. Det mærker man på den opløftede feststemning, hvor jødiske mænd i hvide skjorter og sorte hatte danser i rundkreds og synger kraftfulde sange, der jævnligt kammer over i deciderede kampråb.
 
Feststemningen står i kontrast til den trykkede atmosfære, der hersker i de næsten mennesketomme gader lige uden for helligdommen. Engang var det palæstinensernes centrale markedsgader. Men i dag er alle forretningerne lukket af militæret, og de mange handlende er erstattet med patruljerende soldater i gaderne.

Problemet med den lukkede og militærbevogtede bydel er dog primært æstetisk, siger Yishai Fleisher, der er talsperson for den jødiske bosættelse i Hebron, mens han viser de europæiske politikere rundt i de tomme gader.
 
”Palæstinensere bor her stadig, men hæren var nødt til at lukke alle forretningerne på grund af den terrorisme, der foregik. Terroristerne løb fra den ene butik til den anden og skød på jødiske fodgængere. Araberne blev tilbudt kompensation for butikkerne, hvilket nogle accepterede og andre afviste,” siger han.
 
Ikke desto mindre er de trøstesløse gader nærmest blevet til symbolet på bosætternes overgreb på den palæstinensiske befolkning. Og det er et problem, erkender Yishai Fleisher. For den vestlige presse bruger billeder af gaderne til at fortælle en historie om, at bykernen i Hebron er blevet etnisk renset for palæstinensere og omdannet til en spøgelsesby.

”Men det er en løgn. Langt de fleste palæstinensere har blot flyttet deres forretninger til den anden ende af byen,” mener Yishai Fleisher.

Senere leder han gruppen videre op på toppen af en høj bygning, hvorfra man kan se ud over det meste af den palæstinensiske del af Hebron, der omkranser bosættelsen. Yishai Fleisher peger ud over de trafikfyldte gader.

”Kære venner, hvis vi har udført etnisk udrensning, vil jeg sige, at vi er ualmindelig dårlige til det. For det, I ser her, er et par hundrede tusinde arabere, der lever i en pulserende og succesrig by med hospitaler, indkøbscentre, masser af industri og tusindvis af forretninger. Se den travle handelsgade, der strækker sig mere end en kilometer gennem byen. Den illustrerer meget godt, hvorfor påstanden om den palæstinensiske armod er en løgn,” siger han.

Man forstår dog på ham, at det ikke er det, der sker i byen i dag, der er det virkelig centrale, når det kommer til at forstå jødernes tilstedeværelse i Hebron. Det essentielle ligger i fortiden. Yishai Fleisher tager gruppen hen til Tel Rumeida, der er en arkæologisk udgravning med nogle af de ældste fund i byen. Rundt om og hen over udgravningerne har bosætterne bygget stribevis af huse. Og det er ifølge Yishai Fleisher, hvad det hele drejer sig om.
 
”For mig er det her beviset på, at vi er dette lands folk. Udgravningerne viser, at vores forfædre engang boede her. Nu er vi vendt tilbage og lever på samme måde som dengang med det samme sprog, de samme helligdage og den samme kalender som vores forfædre. Det er hele essensen i zionismen, at jøderne vender tilbage til deres land,” siger han.

198314282
"Hans hænder er rene, og hans hjerte er godt," står der på gravstenen for Baruch Goldstein i bosættelsen. I 1994 skød og dræbte han 29 palæstinensere i en moské. Foto: Nikolaj Krak