Prøv avisen

Vi kan vinde kampen mod slaveri

En demonstration mod slaveri, i dette tilfælde med migrantarbejdere i Qatar, fandt forleden sted i London. – Foto: Terry Scott.

Aldrig før i verdenshistorien har der været så mange slaver på vores klode som i dag. Alligevel er en af de førende eksperter i moderne slaveri, amerikaneren og aktivisten Kevin Bales, optimistisk. Han mener, at slaveri slutter i hans levetid

Næsten 30 millioner mennesker lever i 2013 som slaver rundt omkring i verden. Det tal er dobbelt så højt som antallet af slaver, der blev transporteret ud af Afrika i hele den transatlantiske slavehandel i 1800-tallet. Til gengæld er prisen for et menneskeliv faldet betragteligt. I lande som Indien og Nepal kan man købe et menneske for helt ned til 30 kroner. Mennesker er ikke længere en værdifuld vare for slavehandlere, men en forbrugsvare, de kan bruge og smide væk.

Men selvom situationen lyder absurd, mener økonomen Kevin Bales, at det er muligt at udrydde slaveri inden for de næste 25 år. Det er hans budskab, når han rejser rundt i verden og fortæller om sin forskning i moderne slavehandel og sit arbejde for at sætte slaver fri gennem organisationen Free The Slaves.

LÆS OGSÅ:Top 10: Her er de værste slavelande i verden

Han har netop været i Danmark for at tale ved en konference om menneskehandel på Københavns Rådhus, hvor danske politikere satte fokus på de mennesker, der lever under umenneskelige vilkår også i Danmark. Selvom vi bor i et af de lande i verden med den mindste andel af mennesker holdt som slaver, skyder Kevin Bales nemlig på, at der er omkring 700 slaver i Danmark. Og han undrer sig over, at lande som Danmark med en sund økonomi og et velfungerende juridisk system ikke har udryddet slaveri fuldstændigt:

I har god retssikkerhed, lav korruption og et godt politi. Hvorfor i alverden er der så slaveri i Danmark? I kunne sætte en stopper for det på fem år. Der ville stadig være få enkeltstående tilfælde, men på samme minimale niveau som kannibalisme. Danmark kunne beslutte at blive det første slavefri land i verden. I var hurtige til at afvise slavehandel i sin tid så hvorfor ikke også være forgangsland som slavefri?.

Han kommer selv med svaret fra en firkantet lænestol på sit hotelværelse ved havnefronten i København. Billedet er nemlig det samme i Danmark som i alle andre lande i den vestlige verden. Regeringerne prioriterer ikke området og er groft sagt med til at legitimere moderne slaveri:

Slaveri er ulovligt i alle lande, og alle lande har afgivet et løfte om at bekæmpe slaveri, men de gør ingenting. De afsætter ingen ressourcer til at gøre noget ved problemet, siger han.

I Kevin Bales øjne er det et spørgsmål om en helt forkert prioritering af midler i forhold til, hvor stort problemet reelt er. Han er selv amerikaner, og hvis man tager udgangspunkt i den amerikanske indsats mod slaver i forhold til indsatsen mod at opklare mord, ser regnestykket helt vanvittigt ud, forklarer han.

45.000 betjente er særligt uddannet til at opklare de 17.000 mord, der årligt sker i USA. Forsigtige skøn tyder på, at der er minimum 40.000 slaver i USA, men der er kun omkring 100 politifolk, der er uddannet til at opklare de sager.

Kevin Bales peger på flere forskellige faktorer, der spiller ind på den manglende interesse for at blive problemet kvit fra politikernes side. For det første er slaveri en usynlig forbrydelse i vores del af verden. Ofrene er gemt væk i landbrug, på fabrikker eller som hushjælpere i private hjem, og vi ser dem ganske enkelt ikke. Samtidig har der ligget en kulturel misforståelse om, at problemet relaterer sig til bestemte kulturer, og at ofrene formentlig selv har en del af ansvaret. Alt sammen faktorer, der har mudret billedet og givet menneskehandlerne gunstige vilkår. Men udviklingen er så småt ved at vende, spår Kevin Bales, der øjner en stigende interesse for at komme problemet til livs blandt vestlige regeringer:

Vi ser en forandring, men den vil blive ved med at være meget langsom, så længe vi ikke har ressourcer til at træne politiet og gøre offentligheden opmærksom på problemet. Befolkningerne skal oplyses om, hvad slaveri er, så de kan begynde at lægge mærke til problemerne i deres eget nabolag. Der er husarbejdere i mange lande, og nogle af dem bliver holdt i slaveri. Ofte er det naboerne, der opdager de her ting. De ser en pige, som altid arbejder på mærkelige tidspunkter og aldrig har fritid. Hun ser træt og sulten ud, skræmt og ligner en, der bliver slået. Men så er problemet, at folk ikke ved, hvad de skal gøre ved det. Det skal vi have lavet om på.

For Kevin Bales startede det hele med en simpel undren over teksten på et papir, han fik stukket i hånden under en demonstration i starten af 1990erne. På papiret stod, at der fandtes millioner af mennesker fanget i slaveri verden over. Den påstand lød urealistisk for en forsker, der selv arbejdede med menneskerettigheder. Han havde aldrig selv hørt om fænomenet slaveri i den moderne verden, og hvis det var rigtigt, burde han vide det.

Derfor satte han sig for at finde ud af, om det virkelig kunne passe. En hurtig akademisk søgning viste, at der ingen forskning var på området. Fænomenet moderne slaveri eksisterede ganske enkelt ikke i den akademiske verden. Med økonomens grundighed begyndte Bales derfor at kortlægge de miljøer, der holder mennesker som slaver forskellige steder i verden. Han lavede feltarbejde i lande som Indien, Frankrig og Congo, og den virkelighed, der åbenbarede sig for ham, fik alle hans antagelser om slaveri til at blegne. Virkeligheden var nemlig langt værre, end han havde kunnet forestille sig. Især mødet med en ung kvinde i Paris vendte op og ned på alt, hvad han havde af forestillinger om moderne slaveri.

Kvinden var 20 år, da han mødte hende for første gang. Det var kort tid efter, at hun var blevet befriet fra den familie, der havde holdt hende som slave, siden hun var barn. Som otteårig var hun blevet hentet fra sit hjemland, Mali, til lejligheden lidt uden for Paris.

Familien, der hentede hende, var selv fra Mali, men tilhørte en anden stamme, hvilket i deres verden legitimerede slaveriet. I de 12 år, hun var holdt fanget hos familien, blev hun tvunget til at arbejde døgnet rundt, og hun blev mishandlet seksuelt på måder, der selv i dag kan give Kevin Bales kvalme.

Da han mødte hende, prøvede han at spørge ind til, hvordan hun havde det, og hvordan hun så på sin nyvundne frihed med de valg, hun nu selv kunne træffe. Der kom ikke nogle forståelige svar fra den unge kvinde, før det røg ud af hende, at hun ikke anede, hvad et valg var.

Alle talte med hende om det, men ingen havde vist hende, hvad det var og hvordan det så ud. Hun kendte heller ikke til årstider, vidste ikke, at jorden var rund, og anede ikke, hvad en fødselsdag var. Hvad end hun havde vidst, inden hun blev hentet til Paris, var ødelagt efter års tortur, og intet nyt var fyldt på, fortæller Kevin Bales:

Det var et stort chok for mig, og jeg indså, at slaveri fuldstændig kan berøve dig fundamentale dele af din psyke. Vi taler om mennesker, der ikke har haft mulighed for at lære de ting, vi andre tager for givet. Da jeg stod ansigt til ansigt med de her mennesker, kunne jeg se, at jeg havde haft antagelser, men de stemte slet ikke overens med virkeligheden.

Kvinden fra Mali fik den fornødne hjælp, og da Kevin Bales et år efter mødte hende, havde hun både fået arbejde, en kæreste og mod på livet. De oplevelser har han efterhånden set tusindvis af. Igennem organisationen Free The Slaves, som han var med til at starte i 2000, arbejder han for at redde mennesker ud af slaveri hver eneste dag.

En af de helt store opgaver er at få de tidligere slaver tilbage til livet og samfundet, så de bliver velfungerende mennesker. En proces, der tager 2-3 år, hvor målet er at sikre, at de aldrig igen ender i slaveri. Det kræver, at de får uddannelse, økonomisk uafhængighed, kender deres rettigheder og har opnået en følelse af selvværd.

Hele den udvikling betyder også, at man får nogle borgere, der kan være med til at skabe vækst i lokalsamfundet og mindske korruption, fordi de kender deres rettigheder.

Man hjælper altså ikke bare det enkelte menneske, men hele samfundet, forklarer Kevin Bales. Med sin økonomiske baggrund har han sat fokus på den dårlige forretning, slaveri er for det globale samfund.

Selvom kampen mod slaveri først og fremmest handler om at sikre mennesker et værdigt liv, understreger han gang på gang den økonomiske gevinst, de frie mennesker rent faktisk er for samfundet. Netop derfor er det i hans øjne paradoksalt, at verdenssamfundet ikke gøre mere især når man nu ved, hvad der skal til for at skabe en verden uden slaveri:

Vi kan sammenligne slaveri med en epidemi. Nu har vi vaccinen, vi ved, hvordan man udfører den offentlige sundhedspleje, og vi ved, hvordan vi udtømmer kilden til sygdommen. Der er faktisk ikke nogen god grund til, at vi ikke kan udrydde denne sygdom og altså ikke nogen seriøs forhindring mod, at vi udrydder slaveri i verden.

Selvom vi ikke kan forvente den store revolution fra regeringer i arbejdet for at udrydde problemet, er Kevin Bales optimistisk for fremtiden. Der er sket en eksplosion i antallet af organisationer, der arbejder på at få folk ud af slaveri og tilbage i samfundet. Medier er også så småt begyndt at interessere sig for emnet, og der er nu så meget forskning, at man ikke længere kan feje problemet ind under gulvtæppet.

Alt i alt er vi tilbage til spørgsmålet om ressourcer.

Bales har regnet på det, og omkring 60 milliarder kroner vil det koste at udrydde slaveri og sikre, at de alle sammen kommer tilbage til samfundet og bidrager som borgere.

Beløbet svarer til tre Storebæltsbroer, eller hvad amerikanerne bruger på chips hvert år. I en global sammenhæng er det småpenge, og Bales er heller ikke i tvivl om, at de nok skal finde de penge, der skal til. Ikke gennem hjælp fra regeringer, men ved hjælp af de pengestærke private investorer, der de senere år har vist sig villige til at smide millioner i arbejdet for en fri verdensbefolkning.

Man behøver imidlertid ikke have en tung pengepung for at hjælpe til i kampen, understreger han. Selvom vi ikke kan tage direkte, aktiv del i kampen, har vi som befolkninger i de rige lande gode muligheder for at støtte op om arbejdet ud over at stille krav til, hvor chokoladen og T-shirten kommer fra, kan vi også selv gøre en aktiv forskel:

For os her i den rige verden er udgiften ved at få folk ud af slaveri meget lav. Processen fra frigørelse til reintegration for en familie i Indien er måske 100 euro. Det beløb bruger vi typisk på kaffe over to måneder. Ved at støtte med de beløb, man kan undvære, kan man starte med at få nogle stykker ud om året. Det er måske ikke så spændende som at bryde døren ned og bære et slavebarn ud i armene. Men jeg kan rent faktisk få de redningsaktioner til at ske for udgiften for et par handsker.

Andre læser lige nu