Vi lægger alt på nettet – og snart kan det bruges til at lave en virtuel kopi af os

Om 30 eller 40 år vil vi med ny forskning kunne stille spørgsmål til videnskabsmænd eller politikere, som er gået bort. Forestil dig, at vi kan aktivere Ronald Reagans profil og spørge ham, hvad han mener om Donald Trump

”Før i tiden havde man ikke kunnet gøre dette her, for da havde man ikke tilstrækkelige digitale fodspor til at foretage disse sofistikerede forudsigelser. Om 50 eller 60 år har de unge nået en alder, hvor de hver især har ophobet zettabytes (en trillion gigabytes, red.) af personlige data.”, siger Hossein Rahnama.
”Før i tiden havde man ikke kunnet gøre dette her, for da havde man ikke tilstrækkelige digitale fodspor til at foretage disse sofistikerede forudsigelser. Om 50 eller 60 år har de unge nået en alder, hvor de hver især har ophobet zettabytes (en trillion gigabytes, red.) af personlige data.”, siger Hossein Rahnama. Foto: Kaspars Grinvalds - Fotolia.

Man kan vende kristendommen ryggen og stemple forestillingen om evigheden som forældet, men det fortrængte vender ofte tilbage. Nu arbejder skarpe hjerner på at dulme verdslig tomhed ved at tilvejebringe en verdslig opstandelse. Måske kan man frelses ved at genopstå i en digital skikkelse, som kan leve videre og kommunikere med venner og familie.

Der er jo nu også tilmed teologer, der regner kødets opstandelse for lovlig håndgribelig.

Den britiske avisThe Guardian rapporterer, hvordan videnskaben arbejder på et projekt, der skulle sikre ens identitet et uendeligt efterliv. Forskere fra MIT – USA’s førende universitet inden for Artificial Intelligence, kunstig intelligens – og fra det canadiske Ryerson University samarbejder om at skabe, hvad de kalder ”udvidet evighed”. Evighed skulle ellers ikke behøve udvidelse, men udtrykket spiller antagelig på ”udvidet realitet”, som er projicering af data ud på et brilleglas.

Forskerne vil samle alle data, som kendetegner et individs liv og personlighed, og tilsammen lade dem danne en digital kopi, en virtuel bevidsthed, der snurrer lystigt i computeren efter personens død og så vidt muligt ligner afdødes sind. Mere kan måske endda føjes til posthumt.

Hossein Rahnama, forskningschef på Ryerson University og gæsteprofessor ved MIT, udtaler til The Guardian:

”Mit ultimative mål er at bygge bro over gabet mellem liv og død ved at gøre vores digitale identitet evig. Ens fysiske væsen kan dø, men ens digitale væsen vil fortsat udvikle sig for at kunne hjælpe mennesker og videreføre ens arv som et væsen, der udvikler sig.”

Det kan lyde som hjernen, der svømmer i en kolbe i en science fiction-film, men man bygger egentlig blot på eksisterende teknologi, nemlig den, vi møder i en simpel form, når Amazon og Netflix foreslår os bøger eller tv-serier, vi sikkert vil synes om, udregnet ud fra mønsteret i vores hidtidige valg.

Rahnama vil opsamle data om en persons hele væsen, og de skal behandles af computeres kunstige intelligens, som fungerer stedse finere og mere intuitivt. Derfor vil ens digitale identitet kunne svare troværdigt på spørgsmål stillet efter ens død. På den måde kan Rahnama skabe ”en ny form for kollektiv intelligens tværs hen over generationerne”.

”Om 30 eller 40 år vil vi kunne stille spørgsmål til videnskabsmænd eller politikere, som er gået bort. Forestil jer, at vi kan aktivere Ronald Reagans profil og spørge ham, hvad han mener om Donald Trump.”

Udfordringen består faktisk blot i at få samlet tilstrækkeligt med person-lige oplysninger. Det kræver naturlig- vis rent ud svimlende mængder af data, for at computerne kan forme en vellignende identitet, som kan brillere ved troværdige forudsigelser af, hvad man ville have ment om dette eller hint – om man stadig havde været i live.

Tilstrækkelige datamængder er imidlertid lige nu ved at hobe sig op, i al fald for de yngste generationers vedkommende. På de sociale medier noterer de jo løbende laviner af detaljer om deres hverdag – helt ned til, hvad de fik til morgenmad. Al deres vågne tid pludrer de om stort og småt på Instagram, Snapchat og Facebook og skaber således en drøm af et reservoir for ”udvidet evighed”-folkene.

Rahnama bemærker: ”Før i tiden havde man ikke kunnet gøre dette her, for da havde man ikke tilstrækkelige digitale fodspor til at foretage disse sofistikerede forudsigelser. Om 50 eller 60 år har de unge nået en alder, hvor de hver især har ophobet zettabytes (en trillion gigabytes, red.) af personlige data.”

The Guardian har bedt andre eksperter i kunstig intelligens vurdere projektet. Van Baker hedder en, og han vil langtfra afskrive det. Men han advarer om den udfordring, som nuancer i sproget udgør. Computere forstår således ikke ironi. Man risikerer derfor, at ens posthume profil gravalvorligt vil fremsætte holdninger, der er stik modsat dem, man i virkeligheden har. Eller havde.

En anden ekspert, Adrian McDermott, tror, at man sikkert kan konstruere en acceptabel ”Adrian” efter hans død, men den ville savne egentlig bevidsthed. ”Virtuelle Adrian” ville ganske vist have en formidabel hukommelse, langt kraftigere end den ægte Adrians, men han kan aldrig være kreativ.

Alizera Sadeghian, leder af Computer Science-afdelingen på Ryerson, er imidlertid begejstret.

”Forestil Dem, at man kan tale med et familiemedlem, som ikke længere er iblandt os, ligesom folk bliver ved med at besøge Facebook-sider fra familiemedlemmer, der er døde. Det ville være fantastisk, både hvad angår teknologien og som tjeneste til menneskeheden.”