Mange europæere blev nærmest euforisk overmandet af den nye tids muligheder, da Berlinmuren faldt i 1989. Kommunismen, en kolos på lerfødder, og dens planøkonomi blev lagt i graven, og de vestlige liberale demokratier havde endelig bevist, at de sad med den bedste model til at håndtere økonomiske forandringer. Nu skulle de frie markedskræfter sørge for, at alle kunne få en stor bid af kagen. Men det gik ikke som ventet. Tværtimod voksede uligheden, finanskrisen i 2007 tvang folk fra hus og hjem, og nu er vi nået dertil, hvor det politiske etablissement får folks vrede at føle på tværs af de traditionelle politiske fløje.
Det mener Boris Vormann, som er gæsteprofessor i statskundskab og politisk økonomi ved John F. Kennedy Instituttet for Nordamerikanske Studier, Det Frie Universitet i Berlin og medforfatter til bogen ”Demokratiernes krise og hvordan vi overvinder dem”, som udkommer til oktober.
”Vi lever ikke i en post-politisk æra, som nogle mener, men tværtimod i en meget politisk tid. Formentlig den mest politiske tid siden Berlinmurens fald. Man gik ud fra, at vi var nået til den bedste af alle positive verdener, og at det frie marked ville skabe velstand for alle. Det viste sig ikke at være sandt, og nu søger folk alternativer og andre muligheder, og det er netop en del af det, politik handler om. Frem for alt centrerer denne søgen sig omkring spørgsmål om social retfærdighed,” siger han.
Alligevel kan det være vanskeligt at finde hoved og hale i de politiske omvæltninger i Vesten alene det seneste år. Mens de højre-populistiske bevægelser i Europa vandt medlemmer for sig med paroler om at forlade EU, gjorde Storbritannien alvor af sagen og stemte sig ud af fællesskabet, og amerikanerne gjorde Donald Trump, en forretningsmand uden politisk erfaring, til verdens mægtigste mand.
Siden har den britiske venstrefløj rejst sig og rystet den konservative regering ved at bakke massivt op om den venstreorienterede Labour-leder Jeremy Corbyn. Ved det franske præsidentvalg måtte den højrenationale Marine le Pen fra Front National se sig slået af outsideren Emmanuel Macron, som hverken hører til på højre- eller venstrefløjen. Og det helt store debatemne, flygtningekrisen, er blevet erstattet af social ulighed. Hvordan hænger det sammen?
”I en europæisk sammenhæng har migranterne og kontroverserne om fordelingen af migranterne mellem landene naturligvis bidraget til demokratiets ustabilitet,” siger Boris Vormann.
”Men kernen i krisen går forud for flygtningekrisen og kan i det væsentlige identificeres med den triumf af økonomisk liberalisme, der har ført til nedskæringen af de offentlige budgetter, og som skabte de dybe uligheder, der afspejles i de fragmenterede samfund, vi ser i dag. Krisen i 2007 var strået, der knækkede kamelens ryg,” siger han.
Boris Vormann henviser til 1980’ernes liberale politik under den britiske premierminister Margaret Thatcher og den amerikanske præsident Ronald Reagan, som siden blev forstærket af ”Den tredje vej”, et forsøg på at forene en højreorienteret økonomisk politik og en venstreorienteret socialpolitik, og som repræsenteres af den tidligere demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton og den tidligere konservative premierminister David Cameron.
”Stemmerne til Brexit og Trump var i høj grad et forsøg på at holde politikerne ansvarlige,” siger han.
”For en stor del af vælgerne handlede det om ikke at ville støtte det politiske status quo, og det var ikke kun den utilfredse arbejderklasse og højrefløjs-tilhængere, men også middelklassen, som var desillusioneret over denne såkaldte nødvendighedens politik.”
Den venstreorienterede britiske Labour-leder Corbyns succes kom som en overraskelse for mange. Men de potentielle venstreorienterede vælgere har været der hele tiden, de har blot haft vanskeligt ved at samle sig, og de seneste år er det de højrepopulistiske bevægelser, der ofte er blevet præsenteret som den primære bevægelse mod det politiske etablissement, påpeger Vormann.
”Men vi kan gå tilbage til venstrefløjsbevægelser som for eksempel Occupy Wall Street og andre, som eksisterede før, og som var forløbere for de nuværende anti-establishment-bevægelser,” siger han.
Nu er venstrefløjen vendt stærkt tilbage. Vi så det også med succesen hos den nærmest socialdemokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders i USA, som fik støtte fra mange unge mennesker.
”Venstrefløjen har i mange år givet op og glemt sin progressive arv, og nu forsøger den at genvinde territorium,” siger han og nævner også de tyske socialdemokraters kanslerkandidat Martin Schulz, som tidligere på året vakte eufori med sit fokus på social ulighed. Schulz mistede siden momentum, fordi den erfarne kristeligt demokratiske forbundskansler Angela Merkel betragtes som et bedre kort i en verden præget af ustabilitet.
”Men hans fokus på social ulighed vandt genklang hos mange mennesker,” siger Vormann.
Ligesom Brexit og valget af Trump kom franskmændenes valg af Macron bag på de fleste. Men han blev ganske enkelt valgt, fordi han er det mindste af to onder, ikke på grund af bestemte kvaliteter, mener Vormann.
”Folk havde lært en lektie fra det amerikanske valg og ønskede at undgå Marine le Pen,” siger han og henviser til den tidligere græske finansminister, Yanis Varoufakis, som lykønskede Macron ved at sige:
”Vi støttede dig, nu er vi imod dig”.
Spørgsmålet er så, om Vesten går en værre eller bedre tid i møde. På den ene side minder tiden nu foruroligende meget om 1920’ernes politiske polarisering, dybe ulighed og sociale omvæltninger, mener Vormann.
”Historikere vil sige, at enhver sammenligning er problematisk, men jeg finder denne sammenligning brugbar. Dengang blev en markedsbaseret regeringsledelse taget til ekstremerne, og uligheden toppede. Polariseringen voksede, og anti-demokratiske kræfter blev styrket. Resten af historien kender vi,” siger han med henvisning til nazismens fremkomst.
På den anden side kan den voksende politiske bevidsthed føre noget godt med sig.
”En af mulighederne er, at Donald Trump efterlader sig en så forfærdelig arv, at pendulet svinger tilbage til en mere progressiv udvikling. Dette er et utopisk ønske, men der pågår en mobilisering, og folk bliver mere politiske. Mange har meldt sig ind i partier, som de forlod i hobetal. Denne politisering giver et vist potentiale for social udvikling, og det er den positive side af denne meget urolige tid, vi lever i,” siger han.