Prinsen af Abomey har en drøm, som han er ved at gøre til virkelighed.
"Jeg vil bringe fred til Afrika med klokkeklang," siger han.
Det er lykkedes ham at få et klokkestøberi i den østrigske by Innsbruck til at finansiere en fredsklokke.
"Jeg vil bringe klokken til DR Congo, og den skal ledsages af to eller tre projekter, som vi først er ved at samle penge ind til nu. Der vil være tale om projekter i forbindelse med infrastruktur, landbrug og uddannelse."
Claude Mukadi har valgt Den Demokratiske Republik Congo som det første land, der skal modtage en fredsklokke, ikke alene fordi han selv er congoleser, men også fordi landet er særlig hårdt ramt af borgerkrig.
"De unge mennesker i DR Congo har efterhånden vænnet sig til larmen fra våbnene, men jeg vil have, at de i stedet for vænner sig til lyden af klokker. Klokkeklangen skal ind i deres bevidsthed," siger Claude Mukadi.
Han har skabt organisationen Bell Amani, der søger sponsorer til fredsklokker og projekter overalt i Afrika. Navnet Bell Amani er en sammensætning af det engelske ord "bell", der betyder klokke, og ordet "amani", der på swahili betyder fred.
Det er tanken, at fredsklokkerne skal udgøre et centrum i sponsorprogrammer, og at der rundt omkring klokkerne med tiden skal opstå veje, bygges skoler, dyrkes landbrug og laves andre humanitære projekter.
Claude Mukadi bor med sin kone og tre børn i hjertet af den sydtyske by München, men han rejser Europa tyndt for at finde sponsorer til Bell Amani. I løbet af de seneste måneder har han flere gange været i Wien og Genève for at tale ved FN's store menneskerettighedskonferencer.
Idéen med fredsklokker er ikke ny. FN har allerede flere fredsklokker rundt omkring i verden, bare ikke i Afrika.
"Bell Amanis fredsklokke vil derfor være den første af sin art i Afrika," siger Claude Mukadi.
Titlen som prins fik Claude Mukadi først i en sen alder. Indtil han var 47 år, havde han aldrig sat sin fod i det lille land Benin, der ligger i det vestlige Afrika. I det hele taget gemmer der sig en eventyrlig Askepot-historie i Mukadis biografi.
Han er født i DR Congo, men det eneste, han vil fortælle om sine forældre, er, at de var fromme kristne, og han viger uden om alle spørgsmål omkring sit barndomshjem. I stedet for svarer han med ordene:
"Det var i sin tid en stor ære for mig at blive udvalgt til at komme i katolsk internat."
I hans svar ligger en antydning af, at en katolsk gejstlig meget tidligt så den lille Mukadis evner og besluttede at hjælpe det fattige, men yderst intelligente barn.
Claude Mukadi tilbragte sin barndom og ungdom i et katolsk internat i DR Congos næststørste by, Lumbumbashi, og der fik han en rigtig god uddannelse. I dag taler han fejlfrit fransk og tysk, og han behersker også flere afrikanske sprog og kan lidt engelsk.
"Jeg har haft en dejlig barndom på det katolske internat, og jeg drømte længe om at blive præst, fordi præsterne var store forbilleder for mig. Jeg beundrede deres engagement over for andre mennesker. Jeg har altid været dybt taknemmelig over den lykkelige barndom, jeg har haft, og jeg føler mig forpligtet til at give denne lykke videre til andre mennesker. Derfor vil jeg bruge hele mit liv på at arbejde for fred i DR Congo og Afrika," siger Claude Mukadi.
Som ung kom han til Tyskland for at studere erhvervsøkonomi og fik derefter en god stilling i et tysk firma, hvor han var ansvarlig for eksporten til de afrikanske lande. Han rejste meget rundt i Afrika og knyttede kontakter i adskillige lande.
"Det var et godt arbejde, men jeg mærkede, at jeg ikke er noget karrieremenneske. Til gengæld kunne jeg lide at fungere som brobygger mellem afrikanere og europæere, og det gav mig lyst til udelukkende at koncentrere mine kræfter om at styrke forbindelserne mellem kulturerne," siger han.
Han opgav sin faste stilling i firmaet, og det viste sig hurtigt, at der var stort behov for hans evner blandt de afrikanske familier i München. Han begyndte at rådgive og bistå indvandrere fra hele Afrika, når de søgte om opholdstilladelse hos myndighederne, og når de ellers havde brug for hjælp i sager over for det offentlige.
"Jeg har åbenbart hjulpet så mange, at jeg er blevet berømt selv i Afrika," siger Claude Mukadi leende.
"I hvert fald fik jeg en dag en telefonopringning, der skulle vende op og ned på mit liv. Det var Hans Majestæt Kongen af Abomey, der personligt ville tale med mig," fortæller han.
"Jeg troede, at jeg drømte. Kongen sagde til mig, at Abomeys monarki var ved at blive omstruktureret: Fremover skulle der lægges mere vægt på at styrke kongedømmets image og interesser i udlandet, og derfor havde man brug for særlige folk. Et orakel havde spurgt anerne til råds, og de nævnte mit navn, og eftersom mange afrikanere også havde anbefalet mig, ville kongen da lige spørge, om han måtte adoptere mig og gøre mig til prins."
Claude Mukadi ler og ser selv ud, som om han ikke helt kan tro på det, der er overgået ham.
"Det var lidt for meget på én gang for mig, så jeg bad Hans Majestæt om betænkningstid. Efter at have talt med min familie og venner om det, sagde jeg ja til adoptionen. Jeg måtte til Benin og var der flere uger før min optagelse i kongefamilien. Nu er jeg altså prins, og jeg er meget beæret over titlen."
Claude Mukadi har ganske vist ret til at kalde sig prins af Abomey, men han er ikke tronarving og vil aldrig blive konge, og det er han godt tilfreds med. Kongeriget består i dag kun af nogle paladser i byen Abomey, og kongefamilien har ingen reel magt i landet.
Alligevel åbner prinsetitlen nye døre for Claude Mukadi i Europa: En prins, der beder om penge til humanitære projekter, bliver uanset hudfarve ikke så let afvist som en almindelig, farvet indvandrer. Kongen i Abomey er også tilfreds, for han har nu en mand i Europa, der er opsat på at varetage Afrikas interesser og samtidig gøre lidt reklame for hans kongerige.
"Prinsetitlen har virkelig betydet en stor forandring for mig. Når jeg nu taler ved offentlige arrangementer og bruger ordet 'jeg', så er det Afrikas stemme, I hører, og jeg er i stand til at tale på steder, hvor Afrikas interesser ellers aldrig ville blive nævnt."
Menneskerettighedsorganisationer har ofte spurgt Claude Mukadi, om han vil engagere sig for børnesoldaterne i Afrika.
"Jeg siger altid nej, for det er efter min mening for kortsigtet. Man behandler kun symptomet og ikke sygdommen. Hvis europæerne og amerikanerne holdt op med at sælge deres våben til Afrika, ville der slet ikke eksistere børnesoldater. Mange gode mennesker her i Europa siger, at børnesoldaterne skal integreres i samfundet, men jeg spørger dem så om, hvilket samfund der er tale om. Er det måske det samfund, børnene kommer fra? Nej, for det eksisterer jo ikke mere. Det vil altså sige, at de skal integreres i de europæiske samfund, men uden våbnene fra Europa ville barnet jo slet ikke være blevet soldat eller flygtning. Europæerne glemmer, at børnesoldaterne kun udgør et mindretal af børnene i de lande, der har krig. Børnesoldaterne har en lobby i Europa, men hvad med flertallet af børnene, der fortsat lider under borgerkrigene? De har mindst lige så meget ret til at blive hørt her i Europa, og jeg ønsker at være deres lobby."
Claude Mukadi håber, at Bell Amani med tiden kan bringe fred til alle børn i Afrika.
Han er overbevist om, at råstoffet coltan er skyld i borgerkrigen i hans eget land. DR Congo har nemlig rigelige forekomster af den kostbare malm.
"Alle mobiltelefoner og næsten alle moderne kommunikationsmidler kan kun fungere med coltan. Jeg har lagt mærke til, at der kun hersker krig i de lande i Afrika, der enten ligger strategisk vigtigt, eller hvor der er værdifulde råstoffer at hente.
Det er altså både en velsignelse og en forbandelse for et land at have råstoffer. For landenes regeringer er det også meget svært at fungere under disse forhold. En regering, der lever i en evig tilstand af velsignelse og forbandelse, kan ikke være stabil."
Claude Mukadi kunne have arrangeret store fredsdemonstrationer imod våbenproducenterne her i Europa, men det er ikke hans stil.
"Jeg har sat mig for aldrig at lave aktioner imod noget. Det er negativt og koster alt for meget energi. Når tyskerne kører bil, standser de alle automatisk for rødt. Europæeres livsrytme dirigeres af symboler, og derfor har jeg overvejet, hvordan jeg kunne finde frem til et symbol for fred i Afrika."
Eftersom alle våben er lavet af jern, besluttede Claude Mukadi at bruge klokker, der ligeledes er støbt af jern, som symbol for freden. Der er også en anden grund til, at han har valgt netop klokker:
"Jeg vil aldrig glemme det katolske internats klokker i Lumbumbashi. Lyden af dem betød for mig en ordnet hverdag."
Nu rejser Claude Mukadi rundt i Europa og leder efter sponsorer. Han tager imod penge fra både privatpersoner og firmaer. Det eneste kriterium er, at der ikke må være tale om penge, der er tjent på våbenproduktion.
"Mine sponsorer skal virkelig tro på freden. Til gengæld må firmaerne gerne bruge klokkerne til at polere deres image med. For eksempel har jeg kontakt til en vinbonde i Østrig, der vil producere en Bell Amani-vin. Indtægterne fra vinen går til vores projekt, og til gengæld må bonden kalde sin vin Bell Amani og også have en fredsklokke på sine vinetiketter.
Claude Mukadi fører i øjeblikket samtaler med flere virksomheder, der er interesserede i at sponsere projekter i DR Congo. Det lykkes ham ofte at begejstre folk så meget, at de udviser stor opfindsomhed. For eksempel går indtægterne fra en tysk væddeløbshest til projektet, og hestens navn er naturligvis Bell Amani. En gruppe musikere er ved at danne et Bell Amani-orkester, og deres indtægter skal ligeledes gå til projekter i Afrika. Et af de mere kuriøse eksempler er en fodboldturnering, som en borgmester i byen Weilburg nær Frankfurt vil arrangere.
"Borgmesteren er så begejstret for idéen om fredsklokker, at han vil lave en fodboldturnering med seks venskabsbyer. Jeg har accepteret idéen på den betingelse, at dommeren ikke bruger en fløjte, men derimod en lille klokke til at dirigere spillet med."
Da den første fredsklokke blev støbt i Innsbruck, havde Claude Mukadi indbudt repræsentanter for flere religioner, og der blev holdt en lille ceremoni, hvor de tilstedeværende var samlet omkring klokken og bad en bøn om fred.
"Bell Amani kan kun blive en succes, hvis folk forstår, at klokkerne er hævet over alle konfessioner. Fred er vigtigt for alle mennesker uanset deres religion," siger Claude Mukadi.