Solen strømmer ind ad vinduet i Dreyfus-bygningen på det prestigefyldte Massachusetts Institute of Technology i Cambridge uden for Boston. Udenpå bryder bølgeformede blikpaneler enhver ret vinkel. Indenfor tager Noam Chomsky imod i sit computerfri kontor, hvor det rummelige skrivebord ved vinduet befæstes med bunkevis af bøger.
LÆS OGSÅ: Blæst om Afghanistan-strategien - igen
Den 83-årige professor emeritus er lingvist og filosof, men anses først og fremmest for at være en af verdens vigtigste intellektuelle. Chomsky har udgivet mere end 100 bøger, som ud over udgivelserne inden for hans akademiske felt især handler om amerikansk politisk. Filosofi-ordbogen Dictionary of Modern American Philosophers kalder ham en af venstrefløjens mest indflydelsesrige kritikere af amerikansk udenrigspolitik, og ifølge oversigten over akademiske referencer, The Arts and Humanities Citation Index, var han mellem 1980 og 1992 blandt de 10 mest citerede kilder i selskab med blandt andre Shakespeare, Marx, Freud, Platon og Bibelen.
Jeg roser hans storslåede udsigt over både flod og fakultet, men Noam Chomsky er ikke imponeret over den prisbelønnede bygning.
Da de skulle bygge den, kom arkitekten på besøg for at spørge alle medarbejderne, hvad vi kunne tænke os. Alle svarede, at de bare ville have en kasse at arbejde i. Og så gav han os det her, siger Noam Chomsky og gestikulerer mod sin asymmetriske, skrånende væg, hvor en simpel bogreol er en indretningsmæssig umulighed.
Måske var det arkitektens hensigt, at filosofferne skulle tænkte ud af kassen, prøver jeg, men Noam Chomsky ignorerer mere eller mindre bevidst ironien.
Jeg arbejder altid hjemmefra. Der har jeg heldigvis en dejlig kasse, ler han.
Det gængse skyts fra Chomskys kritikere er ellers, at den systemkritiske veteran mangler netop nyskabelse. Hans kritik af USAs imperialistis-ke tendenser kaldes ameri-centrisk, fordi han ikke påpeger andre landes politiske ugerninger.
Og sådan modtages også Chomskys nye bog, At skabe fremtiden: besættelser, interventioner, imperium og modstand, som udkom i går. Bogen er en sammenfatning af artikler udgivet mellem april 2007 og oktober 2011, og den revser blandt andet det politiske etablissements selvransagelse efter Irak-krigen.
Chomsky var fra begyndelsen modstander af krigen, men denne gang retter han kritikken mod de politikere og debattører, hvis krigskritik sker ud fra pragmatiske grunde. Det drejer sig blandt andre om den amerikanske præsident, Barack Obama, forklarer Chomsky, der mener, at problemet hverken var strategiske fodfejl eller militært overmod, men derimod at det moralske grundlag for at gå i krig aldrig var til stede.
Kritikken af Irak-krigen i Vesten er som kritikken af Afghanistan-krigen i Pravda (den officielle avis for det sovjetiske kommunistparti, red.) faktisk er de to fuldkommen ens. Du kan læse i en 30 år gammel udgave af Pravda, hvordan krigen var en strategisk bommert, der kostede for mange penge, og så videre. Dengang hånede vi sådan en holdning med god grund: Der var tale om morderisk aggression og ikke en fejltagelse, siger Noam Chomsky.
Vi skal ikke kritisere krigen for at være upraktisk, ligesom vi ikke hylder tyske generaler under Hitler, fordi de efter Stalingrad beskrev tofrontskrig som en strategisk brøler. Det anser vi ikke som et særligt moralsk standpunkt. Men når præsident Obama siger, at invasionen af Irak var en strategisk svipser, forventes det, at vi fyldes med ærefrygt over hans herlighed, siger Chomsky, der betegner sig selv libertær socialist.
Når det gælder hjemmefronten, retter han kritikken mod økonomer og finansinstitutioner, for hvem finanskrisen var en overraskelse.
Det er forbløffende, at The Federal Reserve og den økonomiske branche ikke så det komme, siger Noam Chomsky og henviser til avisen The New York Times afsløring af interne diskussioner i den amerikansk centralbank, Federal Reserve, fra 2006 lige før boligboblen bristede.
Der var ingen erkendelse af risikoen for en krise, ingen betænkelighed. Det skyldes, at økonomerne i Federal Reserve er tryllebundne af en religiøs doktrin: Doktrinen om, at markedet er ufejlbarligt, siger Noam Chomsky.
USA trækker sig nu langsomt ud af recessionen, men uden fundamentale forandringer er strukturerne sat i stilling til det næste økonomiske sammenbrud.
I sin nye bog beskriver Chomsky USAs nedtur som en udvikling, der er reel, men fejlfortolket.
Der er en modpart til den gængse teori, der hedder, at Kina er på vej til at blive den nye fremherskende stormagt. Jeg tror ikke, der er noget om snakken. Den amerikanske nedtur er delvist selvforskyldt, siger Noam Chomsky, som mener, at USAs tilbagegang som supermagt skal ses i sammenhæng med landets indenrigspolitik.
Siden 1970erne har den samtidige finansialisering af økonomien og udflytningen af produktionen til Den Tredje Verden skabt en ond cirkel, mener han.
Antallet af finansielle institutioner eksploderet, og de beskæftigede sig i stigende grad med spekulation. Der opstod en masse eksotiske finansielle instrumenter, og i 2006 høstede de finansielle institutioner omkring 40 procent af virksomhedernes profit, siger Noam Chomsky og reciterer Martin Woolf fra avisen Financial Times:
De finansielle institutioner er en larve, der æder værtsorganismen indefra. Organismen er markedet.
Chomsky mener, at samme tendenser har koncentreret landets velstand hos en lille del af befolkningen.
Alle ved, at USA er et meget ulige samfund, men en enorm andel af uligheden skyldes en mikroskopisk fraktion af befolkningen, chefer for kapitalfonde, direktører for finansielle virksomheder og den slags. Og med koncentration af kapital kommer også en koncentration af politisk magt, det er nærmest selvforstærkende, siger Chomsky.
Han henviser til skattelettelser, afregulering og ændringer i reglerne for virksomhedsledelse, og til at reallønnen for den brede befolkning er stagneret de seneste 30 år.
Strukturelt begynder USA at ligne et tredjeverdensland, siger han.
Det skal holdes op mod, at omkostningerne ved at føre valgkamp i samme periode steg eksplosivt, mener Chomsky, der hævder, at politiske aspiranter i højere grad må gøre kur til koncerner for at skaffe den kapital, det kræver at føre en seriøs kampagne.
Hans pointe understreges i dette års amerikanske valgkamp af de såkaldte super PACs. Det er en form for politiske komité, som opstod i forbindelse med midtvejsvalget i 2010. De har tilladelse til at rejse ubegrænsede midler til en valgkampagne under forudsætning af, at de ikke koordinerer direkte med en kandidat, men opererer uafhængigt. Alligevel støtter sådanne super PACs ofte en bestemt kandidat, typisk ved at finansiere negative reklamekampagner mod vedkommendes modstandere. The New York Times afslørede for nylig, hvordan nogle super PACs endda drives af kandidaternes tidligere ansatte og samler store summer fra deres venner og bekendte. For eksempel har Mitt Romneys bekendte og forretningsforbindelser bidraget med cirka 27,5 millioner kroner, mens en anden super PAC, der støtter præsident Obama, sidste år skaffede omkring 24 millioner kroner.
Begge partier er tvunget i lommen på det private erhvervsliv, og resultatet er, at det demokratiske system radikalt er blevet revet i stykker. Det ses tydeligt i de groteske debatter, der kører, siger Noam Chomsky.
Hans teori er, at USAs udenrigspolitike udmagring er en følge af de indenrigspolitiske udviklinger. Chomsky hævder, at USA lige siden 1949 har tabt sit greb om globen, først med tabet af Kina og siden Cuba, Iran, Sydøstasien og Latinamerika.
Sidstnævnte er en region, Chomsky som iagttager er enormt engageret i. Blandt andet har han åbenlyst støttet Venezuelas USA-kritiske præsident Hugo Chávez. Præsidenten selv gjorde på et splitsekund Chomskys bog Overmagt eller overlevelse til en bestseller, da Chávez trak et eksemplar frem under en tale til FNs Generalforsamling i september 2006.
I dag er regeringen i Washington på grund af det arabiske forår bekymret for tabet af Mellemøsten, mener Noam Chomsky. Men han fastholder, at USAs formindskede magt er del af en overlagt og årelang deroute.
USAs forfald er en del af en stabil tilbagegang, som gik ind i en ny fase med 1970ernes indenrigspolitik. Vi bør erkende, at der er tale om en forsætlig fiasko, siger han.
Sammenbruddet de seneste år har nu endelig ført en bred offentlig reaktion med sig, siger han med henvisning til de amerikanske Occupy-bevægelser, der i efteråret skød op over hele landet.
Noam Chomsky har i årevis efterlyst politiske græsrodsbevægelser i USA. Han voksede op i en velhavende del af Philadelphia som søn af jødiske immigranter, og ifølge systemkritikeren selv skrev han sin første artikel som 10-årig. Den handlede om faren for fascisme efter Barcelonas fald i Den Spanske Borgerkrig.
Som lingvist blev han kendt for sin formulering af Chomsky-hierarkiet til klassifikation af formelle sprog. I 1967 slog han igennem som systemkritiker med bogen De intellektuelles ansvar. I 1971, midt under Vietnam-krigen, deltog han i en legendarisk debat om menneskets natur og politisk retfærdighed med en anden af verdens førende intellektuelle, den franske filosof Michel Foucault.
Noam Chomsky fremhæver ofte USAs demokratiske underskud, som han hævder beror på, at USA har de formelle demokratiske strukturer på plads, men at systemet er dysfunktionelt. Han fastholder, at et land først er rigtig demokratisk, når regeringens politik afspejler en velorienteret offentlig mening.
Kløften mellem den offentlige mening og de politiske målsætninger er overvældende, siger han og fremhæver de talrige amerikanske meningsmålinger, der for tiden giver dumpekarakterer til det politiske etablissement.
Folk ønsker at udskifte både Senatet og Repræsentanternes Hus, for det politiske system repræsenterer ganske enkelt ikke offentligheden. Det er meget tydeligt lige nu, siger han.
I Washington er det store problem statsunderskuddet, men det er det ikke for befolkningen. Den bekymrer sig om arbejdsløsheden. Befolkningen vil beskatte de rige og bevare de offentlige serviceydelser Medicare, Social Security men politikerne gør det modsatte, siger han.
Men for Obama førte de seneste arbejdsløshedstal til en stor politisk landvinding for præsidenten. Så det lader til, at arbejdsløsheden faktisk figurerer på den politiske dagsorden?
Kun meget underordnet. Der er en underskuds-kommission, men ingen arbejdsløshedskommission. De primære fremstød i det nye budget og politikken som helhed er, hvad man skal gøre ved underskuddet, hævder Noam Chomsky.
Derfor var den amerikanske Occupy-bevælgelse et skridt i den rigtige retning, mener professoren. Opstanden begyndte sidste år i Wisconsin, da delstatens guvernør forsøgte at forhindre kollektive overenskomstforhandlinger ved lov.
Rasende borgere gik på gaden i protest og gennemtvang en folkeafstemning om spørgsmålet, som nu er på trapperne. I løbet af et par måneder mobiliserede gruppen Occupy Wall Street mo-mentum, og det er den slags protester, som ifølge Noam Chomsky kan dæmme op for USAs demokratiske afkobling.
Jeg havde aldrig troet, at sådan en bevægelse ville udvikle sig. Men på sin vis var det uundgåeligt, og det er faktisk det samme fænomen, vi ser over hele verden. I USA er det dybest set en reaktion på de udviklinger, jeg lige har beskrevet. Det er den amerikanske version af neoliberalisme, mener Chomsky.
I bogen At fremstille samtykke: massemediernes politiske økonomi fra 2002 beskriver han, hvordan ellers demokratiske samfund som USA benytter sig af diskrete former for kontrol.
Sammen med professor i finansiering Edward Herman undersøgte Chomsky en række konkrete case-studier, og forfatterne konkluderede, at medierne gennem fem forskellige filtre tilpasser den offentlige debat elitens synspunkter.
Filtrene udgøres af mediernes ejerskab, reklamefinansiering, statsstøtte, lobbygrupper og journalistiske sædvaner. Chomsky og Herman kalder teorien for propaganda-modellen og hævder, at propaganda er for et demokrati, hvad køllen er for en totalitær stat.
Spørgsmålet er, om en stor folkelig bevægelse som Occupy ikke punkterer teorien om en befolkning manipuleret til medgørlighed?
Nej, for den offentlige debat har ingen indflydelse på den politik, der føres. Når det demokratiske system kollapser, sådan som der er sket, betyder det ikke noget, hvad befolkningen mener, siger Noam Chomsky.
Men hvis det var et spørgsmål om effektiv manipulation, ville politik og opinion vel være samstemmende?
Propaganda-modellen beskriver ikke, hvor effektiv propagandaen er, kun hvad medierne gør. Og medierne indretter sig efter det, der sker i magtens korridorer, fastholder Chomsky.
Mediernes dækning handler om underskuddet. Befolkningens modstand beskrives selvfølgelig, men kun i fodnoterne. Og det har faktisk indflydelse på den offentlige mening. Folk føler ikke, de kan stille noget op, selvom de hader Kongressen.
Derfor mener Chomsky heller ikke, at der er særlig meget på spil ved årets amerikanske præsidentvalg. Den vigtigste udvikling er repu-blikanernes religiøse vækkelse, synes han.
For at skaffe sig et vælgerfundament forsøger partiet at organisere grupper af befolkningen, der altid har været der, men ikke før er blevet mobiliseret: Religiøse ekstremister, nativister, racister og så videre. Det er det, man ser i debatten lige nu, siger Chomsky og fremhæver en af aspiranterne til den republikanske præsidentkandidatpost, den ultrakonservative Rick Santorum.
Han er favoritten blandt republikanernes kernevælgere, og han er et menneske, der stiller sig op foran et publikum og siger, at USA er unikt, fordi vores rettigheder kommer til os direkte fra Gud. Det kunne ikke ske i noget andet land i verden. Jeg tror hverken, det kunne finde sted i Iran eller Somalia, siger Noam Chomsky, der selv støtter det marginale Green Party.
Desuden har de republikanske kandidater en katekismus, som skal følges. Den lyder: ingen abort, global opvarmning er et svindelnummer, og ingen ekstra beskatning af de rige, siger han.
Det er en opskrift på katastrofe, og demokraterne følger lige i hælene. Nutidens demokrater er det, man før ville kalde moderate republikanere, siger Noam Chomsky og hævder, at det giver amerikanerne et meget snævert politisk råderum, når de skal stemme den 6. november.
De har valget mellem moderate eller ekstreme republikanere.
Med den analyse af amerikansk politik kan det virke, som om Chomskys egne synspunkter er akkurat lige så exceptionalistiske som hans neokonservative rivalers bare med omvendt fortegn. Bør han ikke bestræbe sig på alligevel at tænke ud af kassen her i den fantasifulde Dreyfus-bygning?
Jeg skriver tilfældigvis om USA, og det er helt på sin plads, siger Noam Chomsky.
For det første passer det sig for enhver, fordi USA uden sammenligning er det vigtigste land i verden. Men for en amerikansk borger er det nærmest obligatorisk. Det er noget, vi kan gøre noget ved, siger han.
Jeg kan ikke gøre noget ved politikken i Danmark, men jeg kan gøre noget ved den her i USA. Så selvfølgelig bør jeg rette min opmærksomhed mod det.
Noam Chomsky afviser kritikken mod sig som moralsk fordærvelse. Han har flere gange modtaget dødstrusler på grund af sin USA-kritik, og i en periode måtte al professorens post undersøges for brevbomber. Men at være systemkritiker og dissident er en intellektuel pligt, hævder Noam Chomsky. Faktisk mener han, at Bibelens profeter med nutidens termer var netop intellektuelle dissidenter.
Hvis vi ser på, hvad de mennesker, vi kalder profeter, faktisk sagde, så leverede de ikke profetier. De leverede geostrategisk kritik, de bad om nåde på vegne af enker og forældreløse, og de fordømte onde kongers gerninger. Det er det, vi i dag kalder systemkritikere.