Da Neema Chacha vågnede i sine forældres hytte i det nordlige Tanzania en novembermorgen i 2016, var alt tilsyneladende nøjagtigt, som det plejede.
Den 11-årige pige stod op og tog den koboltblå skolenederdel på. Hun stoppede omhyggeligt sin hvide skjorte ned i den og bandt snørebåndene på de sorte lædersko. Men hvad hendes forældre ikke vidste, var, at hun ikke var på vej i skole. Neema var ved at flygte.
Hun havde kun lige nået at pakke lidt tøj sammen til en lille bylt. Mere var der ikke tid til. Det ville også se for mistænkeligt ud, hvis hun gik hjemmefra med for meget oppakning, tænkte hun, da hun gik over gårdspladsen. Hun måtte nøjes med et par bluser og kjoler, for der var ingen tid at spilde. Det var nu, hun skulle flygte, hvis hun ville undgå den omskæring, som hun vidste, hendes forældre havde planlagt.
Selvom kvindelig omskæring eller lemlæstelse af kvindelige kønsorganer, som indgrebet også kaldes, har været forbudt i Tanzania i 20 år i år, er det stadig udbredt i landet, hvor det i hundreder af år har markeret pigens overgang fra barn til voksen. Ritualet udføres både af landets muslimske og kristne befolkning, da det er en tradition, som er kulturelt forankret i de traditionelle stammesamfund, som gør pigen klar til ægteskab. Og selvom også børneægteskaber er ulovlige i Tanzania, skønner FN’s børne-organisation Unicef, at omkring 40 procent af de tanzaniske piger bliver gift, før de fylder 18 år.
De tanzaniske piger bliver typisk omskåret i december. Her har børnene ferie, og derfor er der er tid til, at pigerne kan komme sig efter det voldsomme indgreb. Samtidig er der mindre risiko for, at lærerne på skolen opdager, at de er blevet omskåret, for hvis det opdages, kan det koste de involverede op til 15 års fængsel.
På trods af de strenge straffe skønnede lokale myndigheder efter omskæringssæsonen i 2016, at mindst 800 piger var blevet omskåret i det nordlige Tanzania, hvor fænomenet er mest udbredt.
Neema husker godt første gang, hun hørte om omskæring. Det var i december 2014, hvor hendes tante, som kun er få år ældre end Neema, skulle omskæres. Men hvad indgrebet helt nøjagtigt indebærer, vidste Neema ikke dengang.
”Min mor fortalte mig bare, at min tante nu var voksen, og der blev holdt en festlig ceremoni i landsbyen for at fejre det, hvor hun fik en masse flotte gaver,” fortæller Neema, som i dag er 13 år.
Så da Neemas far fortalte hende, at det ville blive hendes tur næste gang, glædede hun sig til det.
Men kort før omskæringssæsonen i 2016 skulle begynde, fik Neemas skole besøg af aktivisten Rhobi Samwelly og hendes team af frivillige fra Mugumu-krisecenteret, et sikkert opholdshjem, som siden 2014 har taget imod piger, som frygter at blive omskåret. Sammen med lokale myndigheder, læger, lærere og politi arbejder de for at udbrede kendskabet til, hvor skadelig omskæringen er.
Rhobi Samwelly fortalte Neema og hendes klassekammerater om den ubeskrivelige smerte, som lemlæstelsen medfører. Hun fortalte dem, hvordan det for det meste fører til et ægteskab med en meget ældre mand, og at det derfor ofte betyder, at det er slut med at gå i skole. Og hun fortalte, hvordan der er risiko for at blive smittet med hiv, og at de voldsomme blødninger i værste tilfælde kan koste en pige livet. Og så fortalte hun dem, at hvis nogen allerede vidste, at de skulle omskæres det år, så var de velkomne hos hende på Mugumu-krisecenteret, hvor hun sørger for, at pigerne kan fortsætte deres skolegang.
Et par dage efter besluttede Neema at tage imod hendes hjælp.
”Jeg blev meget bange, da jeg hørte om, hvor ondt det gør, og at man kan dø af det. Så jeg gik hjem og bad min mor om at aflyse min ceremoni. Men det nægtede hun. Det var derfor, jeg flygtede,” fortæller Neema.
Siden december 2016 har hun boet hos Rhobi Samwelly eller Mama Rhobi, som de 67 piger, der lige nu bor på krisecenteret, kalder hende.
Mama Rhobi selv blev omskåret som 14-årig.
”Jeg vidste godt på forhånd, hvad der skulle ske. Man holder det ellers skjult for pigerne indtil den dag, de skal omskæres. Jeg vidste, at min veninde var død et par år tidligere, fordi hun havde blødt så meget. Når en pige dør i processen, er der ikke tradition for at begrave hende. Man smider hende bare ud i buskadset og lader hende blive spist af vilde dyr,” siger Rhobi Samwelly.
”Vi var 16 piger, som skulle omskæres samme dag. Vi blev ført væk fra landsbyen af vores mødre, tanter og bedstemødre. De omringede os, så vi ikke kunne flygte. Jeg var frygteligt bange. Smerten kan ikke beskrives. Bagefter mistede jeg så meget blod, at jeg var bevidstløs i flere dage.”
Da Rhobi Samwelly kom til sig selv, besluttede hun sig for, at hun ville gøre alt for at forhindre, at andre piger kom i samme situation. Hun klarede sig godt i skolen og uddannede sig til lærer. I 2014 grundlagde hun krisecenteret i det nordlige Tanzania, som primært drives af frivillige. Pigerne, som bor der, får betalt deres skolegang og bliver undervist i forskellige håndværk.
”Før jeg blev omskåret, spurgte jeg min mor, hvor man kunne tage hen, hvis man ikke ville omskæres eller giftes. Men min mor svarede bare, at sådan et sted ikke fandtes. Jeg var nødt til at blive. Men nu findes der sådan et sted, og jeg er stolt af at kunne hjælpe pigerne, så de nu har mulighed for at opfylde deres drømme. Og jeg er stolt af, at jeg skaber små ambassadører, som kan tage hjem og fortælle de andre piger, at de skal sige nej til omskæring,” siger Rhobi Samwelly.
Rhobi Samwelly stiller dog ikke bare et sikkert hjem til rådighed for pigerne. Hun arbejder også aktivt for at uddanne Tanzanias landbefolkning i, hvor skadeligt omskæring er. Dagligt forsøger hun at overbevise både mænd og kvinder om, at det vil være langt bedre for alle, hvis pigerne fik lov at tage en uddannelse. Men det er lettere sagt end gjort, og det sker ikke sjældent, at Rhobi Samwelly modtager dødstrusler.
”De fleste mænd vil helst giftes med en omskåret pige. Overtroen er så stærk, at mange stadig den dag i dag tror, at en kvinde er særligt promiskuøs eller billig, hvis hun ikke bliver omskåret. De tror, at de kvindelige kønsorganer er noget urent, som skal fjernes,” siger Rhobi Samwelly.
”Og det gælder ikke kun mændene. Selv kvinderne, min egen mor for eksempel, som selv har oplevet smerten, tror på alt det. Kvinderne har aldrig lært noget. Min mor kunne ikke engang stave sit eget navn. Derfor er jeg overbevist om, at uddannelse er den eneste måde at stoppe det på,” siger hun og fortsætter:
”Men det er ikke bare et spørgsmål om kultur. Det handler lige så meget om penge. Når en pige skal giftes, kan hendes far få op til 20 køer for hende, hvis hun er omskåret. Hvis ikke, kan han højest få seks. Den person, som foretager omskæringen, tjener også penge, og derfor har ingen interesse i at stoppe det,” siger Rhobi Samwelly.
Når Mama Rhobi får en ny pige ind på sit opholdssted, opsøger hun deres familier i landsbyerne.
”Jeg er her i din datters navn,” indleder hun og fortæller dem, at hvis de vil have deres datter hjem, skal de skrive under på, at de ikke vil omskære hende.
En af de forældre, som har skrevet under, er den 12-årige Rosie Makoris mor. Ligesom Neema flygtede Rosie til Mama Rhobis opholdssted, fordi hun vidste, hun skulle omskæres. Det var Rosies mor selv, som skulle foretage omskæringen, ligesom hun har gjort det ved andre piger fra landsbyen. Men da Rosie flygtede, og Mama Rhobi gentagne gange kom på besøg, lod moderen sig overbevise. Rosie kan derfor vende hjem, når hun har gjort skolen færdig på opholdsstedet. Hun drømmer om at blive læge og oplyse om pigers rettigheder.
”Vi skal ikke omskæres. Vi skal elskes,” siger Rosie Nakori.
Men Neema Chacha er ikke så heldig som sin veninde Rosie. Mama Rhobi besøger jævnligt hendes forældre, og selvom hendes mor har lovet, at hun ikke vil omskære Neema, er hendes far ikke lige så samarbejdsvillig.
”Far siger, at jeg skal komme hjem og blive gift, for han har brug for de køer, han kan få for mig. Men jeg savner ikke min mor og far,” siger Neema, som ikke har set sine forældre siden den morgen, hun flygtede med tøjbylten.
”Kun min mor, lidt,” tilføjer hun stille efter en pause.
Men indtil Neemas familie er klar til at få hende hjem, kan hun blive hos Mama Rhobi og fortsætte med at gå i skole.
”Jeg drømmer om at blive advokat, så jeg kan hjælpe andre piger med at holde fast i deres rettigheder og undgå omskæring,” siger Neema.