Vi skal ikke tolerere det nye barbari

Det er politiseringen og ideologiseringen af religionen, som er den store trussel mod fred i verden, skriver Ramin Jahanbegloo, iransk filosof bosat i Canada

Franske muslimer demonstrerer mod terrorisme.
Franske muslimer demonstrerer mod terrorisme. Foto: AFP Photo/Jean-Francois Monier.

Det barbariske og umenneskelige angreb på de uskyldige franske journalister og tegnere på Charlie Hebdo har sammen med massakren i Peshawar, Islamisk Stats drab på uskyldige yazidier og Boko Harams bortførelse af 172 kvinder i Nigeria skabt uro og frygt for religiøs fanatisme.

Frygt for religiøs fanatisme er ikke noget nyt i verden af i dag. Det nye ved disse angreb er, at de har antaget form af et nyt barbari.

Isaiah Berlin sagde engang med tanke på den forvredne menneskeheds lange og voldelige historie, at det bedste, vi kunne håbe på som ”fælles moralsk horisont”, var, hvad han kaldte et ”minimalt anstændigt” samfund.

Men er dette minimale håb overhovedet muligt i dag? Findes der en måde at opbygge en verden af forskelligartethed og tværkulturel dialog trods den nye politik om universelt had, som nægter at anerkende andre?

Hvorfor opgives tolerancen i en verden med multikulturalisme og global integration? Hvorfor opdeles den globale landsby i tiltagende grad i fundamentalistiske lejre, som råber op og dræber hinanden?

Alle søger vi afløb for forskellige former for frustra-tion, som globaliseringen og sammenstillingen af kulturer fører med sig - og det nærer fundamentalismen og den grænseoverskridende terrorisme. Men vi kan på ingen måde godtage den form for reaktion, som vi nu har set i Paris.

Fanatikere og fundamentalister har alle dage afvist hinanden og bekæmpet hinanden. Når fundamentalismen forsøger at gennemtvinge sekteriskhed med vold og magt, fører det uvægerligt til terror. Når folk tror, at de besidder den absolutte sandhed, ender de med at benægte andre menneskers eksistens. Så kan de ikke længere skelne godt fra ondt og er dermed ude af stand til at etablere en sameksistens med mennesker med andre værdier.

Det kan kun lade sig gøre at finde et fælles ståsted, hvis vi er fælles om at optræde tilstrækkeligt civiliseret. Det siger sig selv, at skønt nogle jøder, muslimer, kristne og hinduer måtte være terrorister, opfordrer ingen religion i verden og da slet ikke islam til terrorisme og inspirerer ikke nogen til at dræbe uskyldige mennesker.

Det er politiseringen og ideologiseringen af religionen, som er den store trussel mod fred og fordragelighed her i verden. Hvis fundamentalismen i alle dens forskellige former er koblet til vold i sit tankesæt og sin handlevis, så kan fundamentalismen ikke forvente at blive anerkendt og tolereret af andre. Som den tyske psykoanalytiker Karen Horney engang sagde det:

”Man kan ikke træde på folk og blive elsket af dem samtidig.”

Denne eksplosion af barbari er opstået ud af det arabiske forår, 11. september, krigene i Afghanistan og Irak og den uendelige konfrontation mellem israelere og palæstinensere. Barbariet må ikke få os til at vende tilbage til tyrannernes politik, for deres motto er det samme som fundamentalisternes: at herske ubetinget over andre.

At være antibarbarisk i vor tid er at sige ubetinget nej til fanatismen - ikke som tyranner eller hævnende engle, som selv er intolerante, men ved at gå ind i en meningsfuld dialog med antifanatiske troende.

Civilisationen er menneskelighedens råb som modsvar på barbarismen.