Irene Kruse på 33 år har set en virkelighed, som forsvindende få danskere har set.
Efter nytår vendte hun hjem til Danmark efter at have arbejdet seks måneder i Libyens kontroversielle interneringslejre for migranter og flygtninge. I det nordafrikanske land var hun udstationeret som humanitær rådgiver for hjælpeorganisationen Læger uden Grænser, der er en af de få internationale organisationer, der har adgang til lejrene.
Når Irene Kruse skal forsøge at opsummere et halvt års intense erfaringer fra virkeligheden i lejrene, udtrykker hun sig enkelt:
”Jeg tænkte hele tiden, at det, der foregår her, dét er ikke er i orden.”
Læger uden Grænser har adgang til 7 ud af Libyens i alt 26 interneringslejre. Her bliver migranter og flygtninge fra lande som Sudan, Eritrea, Somalia, Nigeria og Senegal automatisk bragt hen efter at være blevet pågrebet af den EU-støttede libyske kystvagt efter at have forsøgt at nå Europa via Middelhavet.
De fem af lejrene ligger i Libyens hovedstad, Tripoli, og her yder hjælpeorganisa-tionen den allermest basale sundhedsbehandling, fortæller Irene Kruse. Børn under fem år og gravide kvinder bliver tilset. Der bliver uddelt supplerende madrationer til de akut underernærede. Der bliver behandlet luftvejs- infektioner, og så bliver alvorligt syge henvist til medicinsk behandling på klinikker uden for lejrene.
Forholdene i interneringslejrene er under al kritik, lyder det fra Irene Kruse.
”Her er tale om mennesker, der bliver vilkårligt tilbageholdt i strid med menneskerettighederne og låst inde i store pakhuse på ubestemt tid. Der kan sidde over 300 mennesker i en celle, og de har begrænset adgang til mad, vand og dagslys. Der er ingen særbehandling for børn og gravide. På nogle af centrene får de tilbageholdte ikke nok at spise. De forstår ikke, hvorfor de bliver placeret der – og de risikerer at skulle blive der rigtig, rigtig længe,” lyder den skarpe kritik fra Irene Kruse.
Sart er Irene Kruse ikke. Som ansat i Læger uden Grænser har hun både været udsendt til det borgerkrigshærgede land Den Centralafrikanske Republik og til Jordan, som hundredtusinder af flygtninge de senere år er strømmet til over grænsen fra det krigshærgede naboland Syrien.
Alligevel er forholdene i Libyens lejre noget af det værste, Irene Kruse indtil nu har oplevet. Mødet med menneskene i interneringslejrene har skærpet den danske kvindes kritiske syn på EU’s nuværende migrationspolitik og rolle i fastholdelsen af detentionssystemet.
”Mange af de mennesker, som sidder tilbageholdt, ville givet ønske, at de kom fra et trygt, godt land, som de kunne vende tilbage til. Men det gør mange af dem ikke. Og så længe, mennesker ønsker at flygte, vil de finde en måde. Ruterne bliver bare farligere. Det er beklageligt, at EU’s svar på dét i så høj grad handler om grænsekontrol, mens man vender det blinde øje til de menneskerettighedskrænkelser, der fortsætter som en uønsket konsekvens af EU’s indgriben,” siger hun.
Siden 2016 har EU’s migrationspolitik i stigende grad fokuseret på at forhindre flygtninge og migranter i at stævne ud fra Libyen med kurs mod Europa. Til dette formål har EU blandt andet støttet de libyske migrationsmyndigheder og Libyens kystvagt, der pågriber flygtningene og migranterne og placerer dem i interneringslejrene. Med enkelte undtagelser er det i praksis umuligt for udenforstående, herunder journalister, at få adgang til lejrene i det urohærgede land, som siden diktatoren Muammar Gaddafis fald og voldelige død i 2011 har været præget af kaos, islamistiske angreb og borgerkrigslignende tilstande med to konkurrerende regeringer.
Irene Kruse lægger ikke skjul på, at det kan opleves som frustrerende at udføre hjælpearbejdet i de libyske lejre.
”Vi kunne jo ikke ændre detentionssystemet. Det system er desperat, og vi umenneskeliggør mennesker i det. På et af centrene talte jeg blandt andet med en 14-årig dreng. Han forlod sit hjemland, da han var 12 år. Før han blev pågrebet og placeret på centret, havde menneskesmuglere holdt ham låst inde i fire måneder, uden at han fik lov til at komme udenfor. Den dreng låser vi så inde igen på ubestemt tid i en celle, der er så overfyldt, at han ikke engang kan strække benene helt ud, når han sidder ned. Og der er mange andre sårbare mennesker blandt de tilbageholdte,” siger hun.
I september sidste år blev 2000 mennesker fra en interneringslejr i Libyens hovedstad, Tripoli, evakueret, da det pludselig regnede med granater og kugler i det område, hvor interneringslejren lå. Mad- og vandforsyningen brød hurtigt sammen på grund af krigshandlingerne, og Læger uden Grænser kunne ikke længere nå hen til menneskene i lejren.
Men flygtningene og migranterne blev ikke flyttet hen til et sikkert center, fortæller Irene Kruse:
”I stedet blev mange af dem flyttet hen til et detentionscenter i et andet usikkert område. At det kan ske, fortæller noget om, at forholdene i Libyen ganske enkelt ikke er gode nok til, at man kan sende mennesker tilbage dertil.”