Forsker: Vi ved mindre om Afrikas udvikling, end vi tror

Megen statistik om Afrikas økonomi holder slet ikke stik, har den norske økonom Morten Jerven påvist. Hans forskning har sat så stort et spørgsmålstegn ved Afrikas udvikling, at FN og Verdensbanken lytter

Den norske økonom Morten Jerven besøgte under sit arbejde med sin ph.d. en række afrikanske lande for at undersøge, hvordan de indsamlede økonomiske data og arbejdede med dem. I Zambia, hvor dette billede fra høsten af søde kartofler stammer fra, kunne han for eksempel ikke få svar på, hvordan landets statistikere var nået frem til de tal, der blev brugt som udgangspunkt for at beregne landets nationalindkomst.
Den norske økonom Morten Jerven besøgte under sit arbejde med sin ph.d. en række afrikanske lande for at undersøge, hvordan de indsamlede økonomiske data og arbejdede med dem. I Zambia, hvor dette billede fra høsten af søde kartofler stammer fra, kunne han for eksempel ikke få svar på, hvordan landets statistikere var nået frem til de tal, der blev brugt som udgangspunkt for at beregne landets nationalindkomst. Foto: Darrin Zammit Lupi/Reuters//Scanpix.

Fra 2014 til 2015 steg antallet af asylansøgere i Sydafrika med over 600.000 personer til 1,1 million ifølge den seneste statistik.

Bortset fra at antallet slet ikke steg så meget, men reelt kun med 62.200 asylansøgninger i den angivne periode.

FN’s Højkommissariat for Flygtninge, UNHCR, der står bag offentliggørelsen af statistikken, har nemlig set sig nødsaget til at opjustere antallet af asylansøgere så markant ”på grund af den historiske underrapportering” af asylansøgere, lyder det i rapporten, hvor tallene optræder.

Men Sydafrika har med al sandsynlighed slet ikke så mange asylansøgere, vurderer den panafrikanske uafhængige organisation Check Africa, som er nået frem til, at Sydafrikas indenrigsministerium ”i årevis har opgjort statistikkerne dårligt på en måde, der (...) fortsætter med at tælle personer med, der ikke længere befinder sig i asylsystemet”.

Den slags kolossale statistiske unøjagtigheder kommer ikke bag på den 38-årige norske økonom Morten Jerven.

"Begivenhederne er sigende for usikkerhederne på kontinentet omkring store tal og på ingen måde begrænset til Sydafrika. Tallene er ofte misvisende, men kan til tider overleve længe, blandt andet fordi de vinder troværdighed ved at blive gentaget ofte (af medier, organisationer og regeringer, red.) Flygtningeantallet eller andre mere eller mindre lovlige indvandringer er et klassisk eksempel på skønsmæssige fremskrivninger, fordi det virkelige tal i de fleste tilfælde er ukendt," siger han. 

Da fortællingen om Afrikas fremvoksende ”løveøkonomier”, en pendant til Kinas indtil for nyligt hurtigtvoksende ”tigerøkonomi”, var på deres højeste, skrev han bogen ”Poor Numbers” (Ringe tal) om, hvordan verden blev ført på afveje af afrikanske data. Senest har han sidste år udgivet en bog om, hvorfor økonomer generelt ”misforstår” Afrika, og selv finansielle og indflydelsesrige sværvægtere som Verdensbanken, FN og Den Internationale Valutafond nemt risikerer at komme på afveje i deres analyser af udviklingen på kontinentet.

Morten Jerven er ph.d. i økonomihistorie fra London School of Economics og har skrevet bøgerne på baggrund af sin egen forskning. Vel at mærke forskning, der er blevet dobbelt- og trippeltjekket af såvel Verdensbanken som Den Internationale Valutafond og efterfølgende har fået institutionerne til at skrue op for forsigtigheden i deres flittige omgang med udviklingsdata indsamlet på afrikansk jord.

Det er godt, for den øgede forsigtighed var på sin plads, vurderer Morten Jerven selv.

”Mit hovedbudskab er, at numeriske udtryk for sociale, økonomiske og politiske fænomener alle i forskellig grad selv er sociale, økonomiske og politiske fænomener. Disse tal er sjældent de rene, objektive observationer, gennem hvilke samfund kan måles, analyseres og bedømmes på den måde, som mange statistiske analyser synes at antage. Der er brug for kvalitativ forskning til at bedømme og bekræfte tallenes brugbarhed,” siger han.

Morten Jervens konklusion kan synes indlysende i en tid, hvor målbarhed af konkrete resultater længe har været det nye sort inden for udviklingsbistand og -politik. Når konklusionen er alt andet end det, hænger det sammen med, at dobbelttjek ofte er en kompliceret manøvre, fordi data til FN’s og Verdensbankens statistikker bliver leveret af de enkelte afrikanske landes nationale statistiske kontorer.

I forbindelse med udarbejdelsen af sin ph.d. besluttede Morten Jerven sig for at gøre noget, ingen andre havde gjort længe: Han tog selv til Afrika og undersøgte, hvordan de enkelte lande kom frem til de tal, som regeringer, udviklingsorganisationer, anerkendte eksperter, virksomheder og finansielle institutioner baserer vurderingen og forståelsen af verdensdelen på.

Omfanget af økonomisk udpinthed og unøjagtigheder, der mødte forskeren på de nationale statistiske kontorer i Kenya, Zambia, Botswana, Ghana, Malawi, Nigeria, Tanzania og Uganda var forbløffende.

I forordet til bogen ”Poor Numbers” fra 2013 beskriver Morten Jerven et eksempel fra et længere researchbesøg på det statistiske kontor i Zambias hovedstad, Lusaka, i 2007:

”Den planlagte undersøgelse af landbrugets afgrøder var forsinket, fordi bilerne først skulle repareres, de fleste kontorer henlå i mørke, og computerne enten manglede eller var meget gamle. Den afdeling, der stod for nationale beregninger, havde tre ansatte, ud af dem befandt kun én sig regelmæssigt på kontoret under mit besøg.”

Ingen på kontoret kunne forklare Morten Jerven, hvordan man 13 år tidligere var nået frem til de essentielle tal, statistikerne fortsat brugte som udgangspunkt for at beregne landets nuværende nationale indkomst, og med undtagelse af regeringen, kobbersektoren og enkelte data for landbrugsøkonomien fandtes der ”ingen brugbare data for resten af økonomien” i hele Zambia, konstaterer Morten Jerven i bogen.

Uden skatte- og folkeregistre, der tilnærmelsesvis minder om Danmarks, er statistikere i Afrika henvist til at beregne hjemlandets BNP ud fra stikprøver, undersøgelser og skøn. Men fordi selvstændige undersøgelser koster mange penge, spiller skønnene en afgørende rolle – og bliver fremskrevet årti efter årti.

Da ”Poor Numbers” udkom i 2013, skyldtes opmærksomheden først og fremmest, at beretningerne om Afrikas væksteventyr var på deres højeste. I dag skyldes opmærksomheden derimod, at Afrikas økonomier efterfølgende er blevet sat under pres på grund af Kinas faldende efterspørgsel på kontinentets råstoffer.

Atter vendte blikket mod Morten Jerven, for et par af økonomens hovedbudskaber var netop, at Afrikas økonomiske vækst var skrøbeligere end antaget, fordi den i meget høj grad byggede på eksport af råvarer til netop Kina, og at væksten på kontinentet fremstod større i tal, end den reelt var.

Sidstnævnte hang netop sammen med, at statistikkernes udregning af bruttonationalproduktet (BNP) byggede på så upræcise og forældede skøn og metoder, at BNP blev sat for lavt. Det fik vækstraterne til at fremstå højere, og hertil skabte den enorme uregistrerede, ubeskattede økonomi på kontinentet yderligere statistisk usikkerhed, var Morten Jerven nået frem til.

Unøjagtighederne fik et meget konkret udtryk, da Ghana i 2010 for første gang i 17 år reviderede det talmæssige grundlag for udregningen af landets BNP, der fra det ene år til det næste blev fordoblet. Historien gentog sig i 2014 i et andet vestafrikansk land, Nigeria, da landet for første gang i 24 år reviderede sit basisår.

Basisåret er afgørende i statistik, fordi det afgør rammerne for, hvilke deløkonomier der bliver indregnet i et lands indkomst, og hvor meget de tæller. Bliver det ikke fornyet jævnligt, overhaler virkeligheden basisårets tal, og nye økonomier som for eksempel mobilbranchen kommer ikke med i det endelige resultat.

Nigeria og Ghana har med opdateringen af deres basisår gjort noget, rigtigt mange afrikanske lande ikke har. Derfor er der, gør Morten Jerven det klart, store mængder højst usikker statistik i omløb i Afrika.

Hvorfor gik der så så længe, før nogen tænkte på at undersøge problemets omfang?

En del af grunden er, mener Morten Jerven, at forskerne, ”som nok er de mennesker, der kender problemet bedst, er de samme, der er afhængige af at bruge tallene,” siger han.

”Tilbage i 1970’erne var det almindeligt, at forskere bedrev landestudier i ét land, men i dag er den dominerende form for forskning afhængig af at kunne downloade store mængder data for mange afrikanske lande på en gang,” siger han.

Og forskerne tøver med at underminere grundlaget for, at de overhovedet kan bedrive forskning. Og da det er ”meget dyrt og tidskrævende” at udarbejde uafhængig statistik, nøjes forskerne ifølge Morten Jerven derfor som regel med at gøre opmærksom på problemet med statistik i fodnoterne.

Statistik og penge hænger også sammen på anden vis, og når Morten Jervens forskning har skabt røre verden over og gjort ham til persona non grata i flere afrikanske lande, er det også, fordi et lands BNP udgør en krumtap i omverdenens opfattelse af det og dermed er med til at afgøre omfanget af investeringer, udviklingsbistand og uafhængige hjælpeorganisationers indsats i landet – og ikke mindst størrelsen af lån, et land kan optage.

Den norske økonom nævner også et andet eksempel på, at udviklingen i Afrika ikke er så ligetil at afkode.

”Da FN’s generalsekretær Ban Ki-moon i 2015 erklærede, at vi havde halveret fattigdommen i verden, vildledte han os på flere måder. For det første er tallene, der kan sige noget om det, stadig ikke klar. Først i 2018 vil vi vide noget om fattigdommen i 2015. I 2015 brugte vi data fra 2012, og vi havde kun fået data fra under halvdelen af de 160 lande, vi følger udviklingen i. Andelen af fattige var ’formodentlig’ halveret i forhold til 1990. Men i 1990 havde vi kun fået fattigdomsdata fra under en fjerdedel af landene. Så vi gætter meget,” siger han.

Men forstår du, at der måske sidder nogle læsere lige nu og undrer sig over, hvordan de skal kunne stole på noget som helst, der har med udviklingen i Afrika at gøre?

”Jeg forstår godt, at mit arbejde kan virke udfordrende. Men jeg synes, det er en rimelig udfordring. Jeg beder ganske enkelt om, at når man står konfronteret med såkaldte fakta, så må man gøre, hvad en god historiker, journalist eller jurist også altid bør gøre. Spørge: ’Hvem har gjort denne observation? Hvor god er den? Under hvilke omstændigheder blev observationen gjort? Er der nogen grund til at tro, at observationen er påvirket af forudindtagethed?’. Tal bliver ofte fremlagt som objektive størrelser, men der bør også stilles spørgsmål til tal,” siger han.

Morten Jerven har skrevet flere bøger om, hvorfor man bør se med kritiske øjne på afrikanske nøgletal.  Foto: Håkan Sparre/NMBU
Morten Jerven har skrevet flere bøger om, hvorfor man bør se med kritiske øjne på afrikanske nøgletal. Foto: Håkan Sparre/NMBU