Elena Prokopova overvejer alvorligt at holde op med at argumentere offentligt for, at det er forsvarligt at vaccinere børn imod coronavirus. Det har den fremtrædende slovakiske børnelæge, der også er en af regeringens officielle coronaeksperter, sagt til nyhedsmediet Dennik N, efter at vrede vaccinemodstandere i sidste måned demonstrerede foran hendes hjem.
Også andre lægers bolig er blevet opsøgt af demonstranter, der truede med både folketribunal og skafot. Pavol Jarcuskas dørskilt blev dækket af et klistermærke med navnet på den amerikanske chefvirolog, Anthony Fauci, som demonstranterne ifølge det slovakiske medie betragter som en central figur i et globalt vaccinationskomplot.
Coronapandemien har både givet videnskaben en hidtil uset status i den politiske beslutningsproces og udløst en irrationel vaccinefrygt. Efter 200 års oplysningstid og rationalisme kammer den legitime kritiske distance til politikernes håndtering af krisen over i de mest fantasifulde konspirationsteorier, der ofte sammenlignes med erstatningsreligioner.
”Vi er blevet bemærkelsesværdigt godtroende, efter at vi er holdt op med at tro,” lyder det ironisk fra Camille Riquier, vicerektor ved det katolske universitet Institut Catholique i Paris.
”Intet kan forhindre det ikke-troende postmoderne menneske i at tro hvad som helst. I stedet for at være underkastet en højerestående autoritet er overbevisningerne underkastet følelser og instinkter. Vi tror på det, der behager os. Efter tre århundreders rationalisme, som vi har forventet alt for meget af, er vi ikke længere helt sikre på, hvad vi kan tro og vide,” siger han til dagbladet Le Monde.
Men tro er ikke i sig selv en vaccine imod konspirationsteorier, mener François Foret, der forsker i religion og politik ved Det Frie Universitet, ULB, i Bruxelles.
”Europa er præget af en ’af-institutionalisering’, hvor tilliden til institutionerne er vigende. Den enkeltes analyser opfattes som lige så vægtige som akademiske, politiske eller teologiske eliters. Derfor er der intet, der tyder på, at man er mindre modtagelig for konspirationsteorier, hvis man er troende. Og i det øjeblik, man ikke har en fortolkningsramme, hvad enten den er ideologisk eller religiøs, kommunistisk eller kristen, kan man rent faktisk godtage alle mulige forklaringer,” siger François Foret.
Kommunismen med Vladimir Lenin som en sekulariseret messias-figur eller nazismen og fascismens totalitære personkult beskrives ofte som sekulære religioner, som har mistet deres aura af ubestridelig sandhed.
Men mere bredt flyttede oplysningstiden forhåbningerne om en bedre verden fra det hinsides til denne verden med troen på, at teknikken, videnskaben og fremskridtet ville afskaffe alle onder fra fattigdom og undertrykkelse til sygdom og død.
Coronapandemien, men også klimaforandringerne, har torpederet dette fremtidshåb og i samme åndedrag undergravet tilliden til både videnskaben, forskerne og deres politiske ypperstepræster.
”Når visse former for transhumanisme, der hævder at forbedre menneskeheden med teknologi og kunstig intelligens, undtages, er der ikke ret mange ideologier tilbage, der lover at gøre verden bedre,” skriver de franske religionssociologer Jean-Paul Willaime og Philippe Portier i bogen ”Religion i det moderne Frankrig”.
Men det betyder ikke, at sekulariseringen har skubbet religion og kristendom ud af politik, understreger François Foret.
”Kristendommen påkaldes tværtimod i stigende grad som en politisk og værdimæssig ressource. Spørgsmålet er, om det handler oprigtigt om tro eller om at spænde religion for en politisk vogn,” siger han.