Hun kan ikke alle ordene, men ind imellem stemmer hun i og hele linjer af russisk-ortodoks bønnesang strømmer ud mellem 63-årige Connie Meyers læber. Hendes ven og samarbejdspartner, fader Pavel Vichnevskij, fører an foran et af kirkens guldbesmykkede altre, mens et par ældre damer lister op og forsigtigt sniger små lapper papirer ind i hans hånd med navne på syge eller gamle familiemedlemmer, han skal tage med i den lille forbønsgudstjeneste. Der er kun tre tilhører foruden Connie Meyer, men det er helt normalt, for i den russisk-ortodokse kirke kan man mod en lille donation altid bede præsten om en gudstjeneste.
Det hele – den stemningsfulde sang, duften og synet af brændende lys, de farvestrålende ikoner, al guldet – er så anderledes i forhold til den hvidkalkede, simplistiske danske landsbykirke. Alligevel synes danske Connie Meyer, som hun står der med tørklæde om håret og synger på kirkeslavisk, at falde ganske godt ind.
15 år er der gået, siden hun i 1992 blev udsendt af den folkekirkelige organisation, Paulus Samfundet, for at støtte reetableringen af den russisk-ortodokse kirke efter kommunismens sammenbrud. Den reetablering er i dag ganske godt på vej. Og et sted undervejs blev Connie Meyer selv så etableret i Rusland og den ortodokse kirke, at hun nu betragter dem som sit hjem.
– Den hylde, jeg er havnet på, giver mig præcis de udfordringer, jeg har brug for. Og så får man jo Moskva og Rusland i blodet, som hun siger.
Det Rusland, som Connie Meyer kom til i 1992, var kaotisk. Omvæltningen til markedsøkonomi var overvældende for alle. Mange blev rige, men endnu flere blev kastet ud i dyb fattigdom. På det grundlag skulle kirken, der havde været undertrykt i de 70 år under kommunismen, starte helt fra bunden. Deres bygninger havde været konfiskerede og skulle nu igen gøres til egnede rammer om et religiøst liv. Der skulle findes præster, og menigheder skulle etableres. Alle følte sig som nybegyndere, fortæller hun.
– Da jeg kom hertil var fader Pavel præst ved en kirke, der mere var en ruin. Men det var faktisk en ganske vidunderlig periode, for når folk ikke kan finde ud af tilværelsen og så får noget praktisk at gøre, så får de problemerne på afstand, siger hun om tiden, hvor alle hjalp til for bogstavelig talt at genopbygge kirken.
– Det gav dem også et mere ligefremt forhold til præsten. Folk vidste jo ikke, hvordan de skulle gebærde sig i en kirke, og hvordan de skulle tale til præsten, men det, at han kom i arbejdstøj og sagde: "Hold lige det her, så jeg kan banke det her fast, var meget givende i situationen.
Connies Meyers arbejde var dog fra starten mere møntet på kirken forstået som "mennesker" end som "bygninger". Hendes mange projekter omfatter hjælp til gravide og nyfødte, lavindkomst-familier og enlige forsørgere såvel som bredere projekter som hjælp til børnehjem, en kristen friskole samt ikke mindst Connies eget projekt Dagmar-skolen, der underviser kvinder i at sy messetøj til den russisk- og græsk-ortodokse kirke og til Lutherske kirker – blandt andet Folkekirken.
– Det er menneskene, der udgør kirken, og det er dem, der skal hjælpes. Så kan de selv bygge deres kirker, for det kan de fint finde ud af. De skal støttes i at være kirken. Vi er vant til i Danmark, at når man bliver udsendt som missionær – for det er en missionærlignende stilling, jeg har – så tager man ud og fortæller om Jesus og lærer børnene fadervor og får dem døbt osv. Men det er der overhovedet ikke brug for her. Der er brug for nogen, der kan hjælpe folk til en tilværelse, så de kan gøre de her ting, siger Connie Meyer.
Siden hun kom til Rusland er tusindvis af kirker blevet renoverede. Præster bliver igen uddannede, og millioner af russere beskriver i dag sig selv som kristne. Connie Meyer har vidnet hele den meget omtalte "religiøse renæssance" i landet og ikke mindst det, hun kalder for "oprydningsarbejdet" efter kommunismen.
– Det store dåbsboom var i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne. Jeg har været med til at assistere ved dåb af 65 mennesker på en søndag. Det er mange. Og de har jo allesammen nogle pårørende med, så det var fuld kirke, må man sige. Når der er bryllup, må man vie lige så mange, som der er brudekroner til, og der har jeg oplevet, at otte par blev viet ad gangen, fortæller hun og tilføjer, at vielserne omfatter både det unge par, hvor kvinden er i det store hvide skrud, såvel som det ældre par, der aldrig havde fået kirkens velsignelse af deres ægteskab, og hvor konen kommer i tweed-nederdel og strikket trøje.
Selvom det umiddelbart kan se ud som om, at den russisk-ortodokse kirke er kommet på fode igen – nu kritiseres den omvendt for at tryne andre trosretninger og for at have for stor indflydelse over landets politikere – så er der dog stadigvæk langt igen, mener Connie Meyer.
– Kirkeligt set er det gået utrolig hurtigt. Det, synes jeg, er flot. Når man tænker på, hvor lidt de havde mulighed for at gøre i alle årene under kommunismen. Det viser jo, at kirken har været her hele tiden. Jeg har spurgt mange voksne mennesker om, hvornår de blev døbt, og så siger de, at det blev de af deres mor eller bedstemor i badekaret, da de var nyfødte. Men der mangler meget. Jeg plejer at sige, at det vil tage sådan en halvandet hundrede år endnu, siger hun.
Af samme grund har hun ingen planer om at pakke kufferten og vende snuden hjem til Danmark igen.
– Hvad skulle jeg dog foretage mig der, som hun siger.
Tværtimod pusler hun med tanken om at konvertere.
– Jeg kan gå i den anglikanske kirke, men jeg føler mig mere hjemme i den ortodokse kirke nu. Men det tager tid at konvertere. Det er ikke sådan noget, man lige gør, men jeg er sikker på, at jeg vil gøre det på et tidspunkt, siger hun.
Årets dansker i Moskva
**Connie Meyer blev sidste år udnævnt til Årets Dansker 2006 af Den Danske Business Club i Moskva. Med prisen fulgte et beløb på 38.800 rubler (8330 kr.), som Connie har brugt til bespisning af børnene på en kristen friskole samt medicin, mad med mere til værdigt trængende.
**Connie Meyer kom til Moskva, udsendt af Paulus Samfundet, i 1992. I Moskva er hun tilknyttet vennen og samarbejdspartneren fader Pavels kirke "Tro, Håb og Kærlighed og deres mor Visdom". Inden sin udstationering arbejdede hun blandt andet som efterskolelærer og har undervist i kjolesyning. Hun var desuden leder af en Moder Teresa-kreds gennem flere år.