Prøv avisen

Vidnerne missionerer igen i Cuba

Cubanske Ari Prieto (i midten) har i modsætning til sine egne forældre tilladelse til at øve sig i at missionere i Jehovas Vidners rigssal i Viñales. – Foto: Anders Haubart Madsen

Engang var Jehovas Vidner forbudt i Cuba, hvor medlemmer blev fængslet. I dag har bevægelsen langt friere tøjler blandt andet i turistbyen Viñales

”Så det nærliggende spørgsmål er så, hvad vi bør gøre for at kunne nyde godt af det, som Gud har stillet os i udsigt,” siger Ari Prieto til sine to kvindelige medaktører ved siden af talerstolen.

En ged bræger uden for Jehovas Vidners nye rigssal i Viñales, Cuba, inden en af de to andre talere overdøver landbruget udenfor og blæserne indenfor på trævæggene.

”Ja, hvad bør vi gøre?”.

Ari Prieto læser op fra den spanske oversættelse af Johannesevangeliet, kapitel 3, vers 16:

”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Det har lige regnet, og nu banker solen ned på majsmarkerne udenfor. Indenfor er tre cubanske kvinder i gang med et koordineret skuespil, dirigeret fra USA. Over hele verden øver medlemmer af Jehovas Vidner sig i løbet af denne samme uge på at missionere ud fra det præcis samme manuskript, skrevet i New York. Sådan foregår det hver uge i Cuba, i USA, i Danmark, men alligevel er generalprøverne på bibellæsning i Viñales noget ganske særligt.

Familien Prieto er et eksempel på de frihedsrettigheder, Jehovas Vidner igen nyder godt af i Cuba. Da den cubanske regering forbød Jehovas Vidner i 1974, blev medlemmer, der nægtede militærtjeneste eller at synge nationalhymnen, smidt i fængsel sammen med blandt andre homoseksuelle og kommunistpartiets modstandere. Samtlige af vidnernes rigssale blev lukket, flere fik frataget både bolig og ejendele, og mange flygtede ud af landet. Siden Jehovas Vidner igen blev tilladt i Cuba i 1996, er de vokset i antal.

Ari Prieto kan frit gå fra dør til dør og missionere, mens hendes mand, Yoel Prieto, arbejder på at udbygge deres bolig, så den kan huse endnu flere turister. Deres guldsmykker vidner om en velstand, kun få nyder godt af i Cuba, hvor månedslønnen ligger på omkring 100 kroner for arbejde for staten.

Viñales er en af de mest populære destinationer for turister med hang til en ridetur i dalen med udsigt de pittoreske pukkelbjerge, ligesom de kan få indsigt i, hvordan man dyrker tobak og ruller en cigar. I modsætning til mange andre steder i østaten ser man her cubanere med smart-phones og elektriske scootere, og der er en vis rummelighed. Familien Prietos søn Manolito har endda fået dispensation, så han ikke behøver at bære det obligatoriske røde tørklæde om halsen sammen med sin skoleuniform.

Niårige Manolito drejer på mikrofonstikket inde i rigssalen i udkanten af Viñales. Han er ansvarlig for lyden, mens bibellæsningen pågår. Lyden skratter, da Yoel Prieto retter på mikrofonen på talerstolen. Den nybyggede sal ligger et par hundrede meter fra de farverige huse i byen, der alle lejer værelser ud til turister, og går man ned ad en sti fra hovedvejen, kommer man forbi løsgående høns, en gris i en jernkæde og frem til et træhus med fladskærm på væggen. Yoel Prieto sætter den video på, han har downloadet fra sit internet i hjemmet dagen forinden. Frem toner en halvskaldet, gråhåret mand i jakkesæt, der sidder foran en blå baggrund.

”Vi bør altid overholde Jehovas love og holde os til hans principper,” lyder det fra Anthony Morris, der er medlem af Jehovas Vidners ledende råd i USA.

Da Yoel Prieto er færdig med sit oplæg om, hvordan man overholder Jehovas principper i praksis i Cuba, viser han rundt i hjemmet med otte gæsteværelser.

”Det politiske system har forstået, at vi ikke er en trussel, fordi vi ikke er politiske,” forklarer han om sin religionsfrihed som cubansk medlem af Jehovas Vidner.

Om den amerikanske indflydelse på bibellæsningen i rigssalen svarer han: ”Alt det, vi modtager fra USA, er jo heller ikke politisk.”