Læs eller genlæs: Vil en ny tysk regering hjælpe den lille mand? Det håber minearbejderne i Ruhr-distriktet

Det socialdemokratiske SPD står til at vinde det tyske valg om en uge. Partiet har mistet kontakten til sit bagland, mener tidligere minearbejdere, som bekymres over indvandring og klimapolitik

Jürgen Fleischmann (tv.) og Martin Liedtke, begge tidligere minearbejdere, er ikke specielt begejstrede for socialdemokraternes kanslerkandidat Olaf Scholz. Men hellere Scholz end kristendemokraternes Armin Laschet. ”Laschet er en hyggeonkel. Han snakker,
Jürgen Fleischmann (tv.) og Martin Liedtke, begge tidligere minearbejdere, er ikke specielt begejstrede for socialdemokraternes kanslerkandidat Olaf Scholz. Men hellere Scholz end kristendemokraternes Armin Laschet. ”Laschet er en hyggeonkel. Han snakker,. Foto: Tobias Stern Johansen.

Fra tusmørket kommer fire hærdebrede mænd med hvide hjelme os i møde. ”Glückauf!”, hilser de, den særlige tyske minearbejder-hilsen, som betyder noget i retning af: ”Jeg ønsker dig held og lykke, må en ny gang åbne sig – og må du også komme sikkert ud igen.” Vi befinder os i det vesttyske Ruhr-distrikt, engang Tysklands vigtigste industriområde med over 300 kulminer. Et sted i mørket larmer det som lyden af metal, der slår mod metal. Et billede af Sankt Barbara, minearbejdernes skytshelgen, lyser op på en væg. Gulvet i den kilometerlange gang er mudret, og kun lygterne på vores hjelme giver os en fornemmelse af, hvor vi er.

Men intet her er, som det ser ud til at være. Det, der ligner en kulmine i bjergets dyb, er en tro kopi i stueetagehøjde, som minearbejder-lærlinge tidligere øvede sig i, og som i dag fungerer som et oplevelsescenter for besøgende i Recklinghausen i det nordlige Ruhr. For knap tre år siden lukkede den sidste kulmine her i det gamle socialdemokratiske kerneland, og Kristeligt Dagblad har sat fire minearbejdere stævne for at høre om deres forventninger til politikerne forud for forbundsdagsvalget den 26. september. Bjergmændene, som de hedder i daglig tale, udgør om nogen det socialdemokratiske SPD’s traditionelle rygrad, og skal man tage temperaturen på partiets kernevælgere, er de nedlagte kulminer et godt sted at begynde. Mændene er stadig rystede over minelukningerne, og tilliden til SPD, som de stort set altid har stemt på, er aftaget over årene. Partiet står for tiden til at gøre et overraskende comeback som valgets store vinder.

”Jeg har livet igennem stemt på SPD, men ved ikke, om jeg vil gøre det den-ne gang,” siger den 60-årige Jürgen Fleischmann.

Han har arbejdet i minerne siden 1975 og tilbyder avisens udsendte snus fra en lille bøtte. Næ, ellers tak. Man må holde hovedet koldt, når fire bjergmænd taler i munden på hinanden og kammeratligt stikker og prikker til sidemanden. De arbejder alle frivilligt med vedligeholdelse her i Trainingsbergwerk Recklinghausen, og de kommer helst hver dag.

”Du skal ikke tro et ord af, hvad han siger,” siger den ene om den anden.

”Du kan få en på siden af hovedet,” siger den tredje til den fjerde.

Behersket begejstring

Alle fire er glade for, at SPD med kanslerkandidat Olaf Scholz i spidsen de seneste uger har opnået uhørt fremgang og derfor muligvis kan vælte det kristendemokratiske CDU af magten efter 16 år med forbundskansler Angela Merkel. Men der hører begejstringen også op.

”Jeg stemmer stadig SPD, men det er blevet vanskeligere for mig, for politikerne har mistet forbindelsen til deres kernevælgere,” siger den 58-årige Dirk Bruns, som har arbejdet som elektriker i minerne.

”De aner ikke, hvad det vil sige at skulle få en stram økonomi til at hænge sammen, de aner ikke, hvor dyr benzin i forvejen er, når de siger, at priserne skal være højere af hensyn til miljøet,” siger han.

Bruns nævner også ”hele skandalen om Wirecard” og henviser dermed til, at det tyske finansministerium, hvor Olaf Scholz er minister, for godt en uge siden blev udsat for en politirazzia. Scholz har ifølge flere medier ignoreret advarsler om, at en særlig enhed under ministeriet til bekæmpelse af hvidvask af penge har sjusket med efterforskningen. Oplysningerne er kommet frem i kølvandet på en gigantisk skandale, der involverede betalingstjenesten Wirecard og fusk i milliardklassen.

Olaf Scholz er dog den mindst ringe af valgets tre kanslerkandidater, mener den 55-årige Dirk Knorn, som har været i minerne siden 1984. De to andre kandidater er miljøpartiet De Grønnes medformand, Annalena Baerbock, og det kristendemokratiske CDU’s formand, Armin Laschet.

”Scholz kan finde ud af at begå sig internationalt og har en bedre udstråling end de to andre. Men det SPD, vi kendte for 30 år siden, findes ikke længere,” siger Knorn.

SPD har siddet med i regeringen i 12 ud af Merkels 16 år ved magten og hele tiden måttet indgå kompromiser i den store koalition med kansler Merkels CDU. Det har gjort partiet farveløst, mener den 60-årige Martin Liedtke, som var 14 år, da han påbegyndte sin uddannelse til minearbejder.

”Jeg stemmer på Sahra Wagenknecht (Venstrepartiet Die Linkes kendteste profil, red.), fordi hun ser så godt ud, og fordi Die Linke er et klassisk arbejderparti. De kæmper for, at en normal arbejder som mig skal tjene lige så meget som it-manageren,” siger han.

Det socialdemokratiske syndefald indtraf ifølge de fire bjergmænd, da daværende kansler Gerhard Schröder i 2000’erne gennemførte en omdiskuteret arbejdsmarkedsreform, som skabte en stor sektor af lavtlønnede i Tyskland. Han forrådte partiet, mener de. Og Scholz var dengang generalsekretær i SPD fra 2002 til 2004.

”Vores kvinder her i Ruhr har i 50 år arbejdet som frisører, kassedamer, butiksassistenter, og de kan ikke leve af deres pension. Det er beskæmmende i et land, som betegner sig som socialt,” siger Jürgen Fleischmann og peger på den alderdomsfattigdom, som i stigende grad breder sig i Tyskland.

Men i det mindste står CDU til at tabe valget, lyder det samstemmende fra bjergmændene. De har intet til overs for CDU’s kanslerkandidat Armin Laschet, der siden 2017 har regeret delstaten Nordrhein-Westfalen, hvor Ruhr ligger.

”Jeg stemmer stadig SPD, men det er blevet vanskeligere for mig, for politikerne har mistet forbindelsen til deres kernevælgere,” siger tidligere minearbejder Dirk Bruns.
”Jeg stemmer stadig SPD, men det er blevet vanskeligere for mig, for politikerne har mistet forbindelsen til deres kernevælgere,” siger tidligere minearbejder Dirk Bruns.

”Laschet er en hyggeonkel. Han snakker, men siger ikke rigtigt noget,” siger Martin Liedtke.

”Jeg var ved at falde ned af stolen, da han på et tidspunkt sagde, ’jeg er den ministerpræsident, som har lukket den sidste kulmine i Ruhr’. Jeg tænkte, ’nå, er det godt eller skidt, hr. ministerpræsident?’ Han vil gerne fremstå grøn, men har ødelagt vores industri,” siger Liedtke.

Trygheden er væk

Bjergmændene klukker hånligt over, at CDU på sine valgplakater skriver ”Ud af krisen”.

”De har regeret i 16 år, og det er deres skyld, at vi befinder os i en krise, hvordan kan de så hjælpe os ud af den?”, spørger de.

Det tjener dog til Merkels ros, at hun har holdt sig fri af personlige skandaler, betoner Martin Liedtke. Men hun har lavet meget politisk bras, tilføjer han: Åbnet grænsen for hundredtusindvis af flygtninge uden nogen kontrol med, hvem der kom ind i landet.

”Og så render folk rundt her og laver kriminalitet og ballade, uden at det får nogen konsekvenser, uden at de bliver sendt ud af landet,” siger han.

De andre brummer samstemmende. Det handler ikke om racisme, de er vant til udlændinge, betoner de. Minerne i Ruhr har til alle tider tiltrukket arbejdskraft fra andre lande, og 70 nationaliteter har arbejdet her.

”Men der er hele kvarterer, hvor politiet ikke tør komme, medmindre de kommer mange. Der er noget, der ikke går, som det skal. Jeg er opvokset her. Som barn kunne man løbe og lege i hele kvarteret. Man følte sig tryg, naboerne kendte en ved navn og råbte, ’hej du, kom her’, hvis man havde forvildet sig væk. Når min 21-årige datter i dag går i byen alene, gør jeg mig tanker,” siger Jürgen Fleischmann, og et øjeblik aner man noget skrøbeligt i hans blik.

Jeg er stadig glad for at bo i et land, hvor vi har så stor frihed. Til at sige, hvad man vil, og stemme som man vil. Det er værd at sætte pris på.

Dirk Bruns

Han har en ørering i venstre øre, som forestiller kulminernes støttetårn, der har opnået ikonisk status i Tyskland. Man kan tage manden ud af bjerget, men ikke bjerget ud af manden, som han siger.

”For 30 år siden herskede her en kammerat-mentalitet. I dag lever alle for sig selv. Folk er mere imod hinanden end for hinanden. Kritiserer man kriminalitet blandt indvandrere, bliver man puttet i nazi-kassen,” tilføjer Dirk Knorn.

Fra kraftcenter til usikkerhed

I mere end 150 år udgjorde Ruhr, Tysklands i dag tættest befolkede område, et industrielt kraftcenter, som var med til at få landet på fode efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser. Men den gamle verdens guld er blevet nutidens forurenende og politisk ukorrekte råstof. Det store bor, der med de cirka 30 centimeter lange stødtænder dagligt har gnavet sig fire meter ind i de dybe minegange, ligger afmonteret som en død dinosaur her i centret. Bjergmændenes hverdag er præget af en følelse af uvished. Tre af dem har fundet ufaglærte job, en er blevet pensioneret.

”Hvis det fortsætter som nu med prisstigninger og inflation, ser fremtiden ikke god ud. Jeg håber, at en ny regering vil vende blikket nedad og få øje på, hvad den lille mand har brug for,” siger Dirk Bruns.

Afviklingen af kulindustrien er ok, mener han. Men man burde have ventet med at lukke minerne i Ruhr, til de sidste kulkraftværker lukker, senest i 2038, lyder det samstemmende.

”Vi afvikler vores kulindustri, fordi vi skal leve af ren energi, men vi lever ikke af ren energi, nej, i stedet importerer vi millioner af tons kul fra Afrika og andre steder, hvor folk arbejder under livsfarlige forhold, mens Kina bygger det ene store kulkraftværk efter det andet,” siger Dirk Knorn.

”Nu står vores stærke unge drenge fra minerne bag barer i Dortmund og serverer øl for en mindsteløn,” siger Martin Liedtke.

Mange tyskere, som føler sig usikre af globaliseringen og hægtet af udviklingen, har forladt de traditionelle partier og stemmer i dag på det højrenationale, indvandringskritiske Alternativ for Tyskland, AfD. Men det kommer ikke på tale, siger de alle fire.

”Et par af deres politikere repræsenterer nogle gode sager. At indvandringen skal reguleres, og at arbejdere og pensionister skal have en løn og en pension, de kan leve af. Men de har også racistiske holdninger, som får mig til at sige ’slet ikke’,” siger Jürgen Fleischmann.

”Jeg har brug for fornuftige politiske argumenter, ikke blot en flok politikere, som er modstandere af hovedtørklæder,” tilføjer Dirk Bruns.

Men kære bjergmænd, er der slet intet, der går godt?

Tavshed.

”Det er godt at være lige her,” siger Dirk Knorn.

”Her er, hvad vi havde i minerne. Sammenhold. Øl. En ærlig snak.”

De andre brummer samstemmende. Igen tavshed.

”Jeg er stadig glad for at bo i et land, hvor vi har så stor frihed. Til at sige, hvad man vil, og stemme som man vil. Det er værd at sætte pris på,” siger Dirk Bruns.